Vejret var smukt i New York om morgenen den 11. september 2001, og Henrik Rehr, der boede med sin familie 200 meter fra World Trade Center, havde vinduerne åbne.
”Min hustru Jenna fulgte den store i skole, og jeg var hjemme med den yngste, Sebastian. Så hørte jeg braget af det første fly, der ramte. Da jeg kiggede ud og så eksplosionen i det nordlige tårn, var jeg ikke i tvivl om, at det var terror. Der var jo også et terrorangreb i 1993. Så kom det andet brag…”
Den danske tegner, hans hustru og to sønner bor igen i samme lejlighed. I dag med udsigt til Ground Zero. Men i månederne efter terrorangrebet var de genhuset, fordi der lå en halv meter betonstøv i bygningen.
Også sindet tog tid at hele, selvom familien ikke selv mistede nogen nære, da de to tårne styrtede i grus henholdsvis 56 og 102 minutter efter angrebet. I dag er Henrik Rehr dog kommet sig over den dybe vrede, han følte dengang.
”Er du sindssyg, jeg var vred. Mennesker døde den dag, mine børn var i fare den dag. Jeg fandt også nogle sider af mig selv, der ikke var rare, den dag. Alle de måder, man kan torturere en terrorist ihjel på, gik gennem mit hoved. Jeg føler mig ikke skidt tilpas over, at jeg var så vred, men det var mærkeligt at mærke, at man var klar til at slå et andet menneske ihjel.”
Sigtbarhed på 5-10 centimeter
Henrik Rehr husker, at han lukkede vinduerne og trak persiennerne ned for at stoppe en regn af splinter, hvis ruderne blev blæst ind, og da det første tårn faldt, var det med en rumlen som fra en anden verden.
”Jeg havde aldrig før været tæt på 110 etager, der styrter sammen. Pludselig blev det også bælgmørkt på den anden side af rullegardinerne. Jeg løftede dem lidt og kunne højst se 5-10 centimeter væk. Der var kun støv derude. Så sagde de på CNN, at vi skulle gøre klar til evakuering.”
I ejendommens lobby udbrød der panik, da det andet tårn styrtede sammen.
”Det var meget ubehageligt, for der var ingen steder at løbe hen, og jeg havde en toårig på armen. Jeg trykkede mig op ad væggen med ham, så vi ikke blev trampet på,” siger Henrik Rehr, men af sted kom de mod floden.
”Hudson River ligger tæt på, og da vi kom derned, lå der alle mulige både og samlede folk op. Vi kom med en slæbebåd til New Jersey, hvorfra vi kunne se det brænde, men også at vores bygning stadig stod. Det var knap to timer efter, at det andet tårn var styrtet, og endelig lykkedes det mig at komme igennem på telefonen til min kone.”
Først ud på eftermiddagen fandt de deres ældste søn Ambrose i god behold på en anden skole, og familien var samlet igen.
”Det var en utrolig lettelse,” siger Henrik Rehr.
Da familien flyttede tilbage i lejligheden 200 meter fra de rygende ruiner, var bydelen øde. 99 dage tog det at slukke branden, og mange holdt sig væk længere end det.
”Hver gang de løftede et eller andet op, kom der ilt til, og så brændte det igen. Luften var underligt tung, og vi måtte have luftfiltrer kørende 24 timer i døgnet. Men vi ville tilbage. Jeg kan stadig enormt godt lide det kvarter, vi bor i.”
Brandmanden var på vej ind
Har terrorangrebet ændret Henrik Rehrs holdning til livet?
”Det er svært at se det hus udefra, som man befinder sig inde i, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men jeg tror det ikke. Jeg er en meget optimistisk person, og det er jeg egentlig stadigvæk. Jeg er heller ikke blevet mere bange. Når man bor i en storby, er man allerede opmærksom på, at ting kan gå galt. Jeg værdsætter heller ikke livet mere, for det var jeg allerede ret god til. I dag ser jeg 11. september 2001 som en geopolitisk terrorhandling. Jeg var bare meget tæt på.”
At 9/11 måske alligevel har sat dybe spor, røber sig, da Henrik Rehr fortæller, hvordan han med sønnen i armene løb ned mod floden, og en brandmand, der var på vej den modsatte vej, tilbød sin ansigtsmaske til drengen.
For ved det minde knækker stemmen.
”Jeg kan godt mærke nu, hvor jeg skal fortælle det, at jeg får en stor klump i halsen,” siger han og fortsætter efter en pause:
”Jeg sagde selvfølgelig nej tak, for han skulle derind... ind for at redde folk... og vi skulle bare evakueres.”
Nu hvor vreden er væk, er det minderne om hjælpsomhed, der fylder. Som brandmanden med ansigtsmasken, som bådene i floden, der samlede alle op, og som modtagelsen på den politiakademiskole i New Jersey, hvor han og yngstesønnen sammen med andre børnefamilier blev taget imod blot tre timer efter, det andet tårn var styrtet.
”Der lå rækker med bleer i fem forskellige størrelser, og alle restauranterne i det italienske kvarter, hvor politiskolen ligger, sendte mad over, så der manglede hverken pizza eller pasta. Jeg synes, jeg er et menneske, der godt kan klare mig selv, men når man så har brug for hjælp, og får det, rammer det dybt.”