Prøv avisen
Spørg om livet

Mille til brevkassen: Jeg savnede mere viden og åbenhed, da jeg mistede min mor i en ung alder

Jeg selv havde i hvert fald ønsket, da jeg var ung og mistede min elskede mor, at der havde været mere viden og åbenhed om den svære tid, der fulgte for mig i årene efter. Jeg var kun 18 år. Men alligevel blev jeg betragtet som voksen, skriver Mille til brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Som ung pige mistede Mille sin mor. På overfladen klarede hun sig godt og tog en uddannelse, men det kostede mange kræfter, og sorgen fik yderligere styrke, da hun selv blev mor

Kære brevkasse

Tak for temaer omkring sorgens svære landskab. Der er meget i livet, der kan skabe sorg. Og jeg forstår så inderligt godt, hvordan det må opleves at miste sin ægtefælle efter et langt liv sammen. Jeg har heldigvis stadig min ægtefælle. Og jeg har vanskeligt ved at forestille mig, hvordan det vil blive at miste ens bedste ven, som næsten kender en bedre end en selv.

Men brevene i avisen har kaldt tankerne frem igen fra min ungdom. Og jeg er glad for, at man tager sorg så alvorligt, at det kommer til at optræde i diagnosesystemet, selvom jeg tænker, at det er vigtigt, at sorg ikke sygeliggøres. Men kan man hjælpe og lindre sørgende mennesker, er det et fremskridt. Jeg har svært ved at gennemskue, om der både er fordele og bagsider ved, at langvarig sorg bliver en diagnose.

Jeg selv havde i hvert fald ønsket, da jeg var ung og mistede min elskede mor, at der havde været mere viden og åbenhed om den svære tid, der fulgte for mig i årene efter. Jeg var kun 18 år. Men alligevel blev jeg betragtet som voksen. Min far blev enormt ramt af sorgen efter min mors død, og jeg syntes ikke, at jeg skulle lægge ekstra byrder på den vej. Mine storebrødre var allerede godt i gang med deres voksenliv og havde ikke særlig meget forstand på at snakke med mig om det, som var sket. Jeg syntes, mit liv stoppede helt op. Jeg agerede på overfladen sikkert meget naturligt og alderssvarende, men inde i mig selv oplevede jeg en dyb fortvivlelse, og jeg havde det meget længe, som om mit liv aldrig virkelig ville folde sig ud igen.

Jeg fik taget en uddannelse, men hvor skulle jeg bruge mange kræfter på at koncentrere mig og holde modet oppe. Jeg havde også dårlig samvittighed over for min far, når jeg lavede ting, som handlede om mit ungdomsliv. Jeg så jo, hvor dybt han var præget at tabet. Jeg tror, jeg havde en forlænget sorg. Heldigvis fandt jeg min mand i forholdsvis ung alder. Han var god at være sammen med også dengang. Men han havde ikke selv oplevet et så indgribende og betydeligt tab. Og jeg havde ikke så mange ord for det. I nogle situationer, som prikkede til det, følte jeg mig deprimeret, men uden at der i de ydre aktuelle forhold var en grund til at blive så ked af det.

Særlig svært blev det for mig, da vi fik vores første barn. Jeg savnede min mor bundløst. Her stod jeg og skulle give liv til et nyt menneske, og jeg savnede så umådeligt meget at kunne dele det med hende. Jeg følte mig på en og samme tid helt lille og ensom, og samtidig alt for voksen og moden. Samtidig ved jeg, at det at blive mor også var godt for mig i de følgende år. Jeg fik opbygget den familie, som jeg år forinden næsten havde mistet. For min mor var den, der gav meget sjæl og liv til min barndomsfamilie, og da hun forsvandt, mistede jeg på en måde mere end hende. Fra da af måtte vi alle på hver sin måde passe på os selv.

Nej, hvor jeg tit savnede min mor. Det kunne gøre nærmest fysisk ondt. Og jeg kunne opleve en meget stor ensomhed midt i det at have en mand, en far, brødre og med tiden også børn. Jeg kan godt forstå, at sorg kan fryse sig fast både i et ungt og i et gammelt sind. For der er mennesker, der er så vigtige for os, og hvis bortgang vil præge en på den videre vej. Jeg tør ikke tænke på, hvis jeg ikke havde fået en så god livsledsager, som jeg fik. Da kunne sorgen næsten knække et ungt menneske, tænker jeg.

Vil den nye diagnose kunne skabe mere åbenhed og hjælpemuligheder for såvel unge som gamle? Eller vil det blot sætte betegnelser på, så man kan komme til at føle, at man sørger forkert, for meget og for længe? Det kan jeg godt spekulere på.

Venlig hilsen

Mille

Kære Mille

Tak for dit brev. Det gør indtryk, for du beskriver så godt, hvordan man kan have det, når man mister en umistelig person, som man er dybt knyttet til. Sorg er grundlæggende en normal reaktion på et tab. Men sorgens udtryk og forløb kan have forskellig styrke og længde afhængig af rigtig mange ting, som for eksempel har med personlighed, gener, tabets betydning og graden af familiestøtte at gøre.

På en måde er sorgen en slags plante eller blomst, som må folde sig ud og have ilt og næring, for at blomstens ejer kan finde mod og kræfter til det videre liv. Mange gange lever man, især i den første tid, med et dagligt forhold til sorgens blomst, men efterhånden besøges den måske med længere mellemrum. Minder blomsten en om noget meget værdifuldt, vil man måske have behov for at besøge den hyppigere, ligesom man ved, at den ved specielle anledninger vil påkalde sig opmærksomheden og skabe stærkere følelser.

For nogle vil sorgens blomst være der resten af livet. Og det skal den også have lov til at være. Fra tid til anden må man vise den frem for de mennesker i sin nærhed, som forstår og har respekt for den slags blomster. Sorgen er således et livsvilkår, som vi alle må leve med, og som vi må prøve at forstå hos os selv og hinanden.

Nogle gange kan sorg blive kompliceret og fortrængt eller benægtet eller på anden måde overvælde livet. Det har forskellige psykoterapeutiske retninger vidst om i mange år, længe før man begyndte at snakke om sorg som en diagnose. Inden for IPT, som betyder Interpersonel Psykoterapi er der en meget stor opmærksomhed på det. Får man for eksempel en meget stor sorg samtidig med en meget udmattende fysisk sygdom, eller mister man en umistelig person samtidig med, at man er gravid, kan sorgen let blive kompliceret. Der er ligesom ikke plads til den. For en gravid mor vil moderinstinktet på en måde skubbe sorgen væk i omsorgen for det hjælpeløse barn. Imidlertid kan en sorg, der bliver skubbet til side, blive trigget og dukke op mange år efter med nogle symptomer, hvor man ikke umiddelbart kan gennemskue eller se sammenhængen.

Så det er en grundlæggende god ting, at der bliver større opmærksomhed omkring den forlængede og ikke mindst den komplicerede sorg. Vi kan håbe på, at den nye diagnose kan øge bevidstheden både hos almenbefolkningen, hos praktiserende læger og andre i hjælpeprofessioner. For bliver det ikke opfanget i tide og taget hånd om, kan en kompliceret sorg nogle gange udvikle sig til en depression eller andre invaliderende sygdomme.

Diagnoser kan nogle gange skabe øget viden og tilføre flere behandlingsressoucer. Men en diagnose kan også i de forkerte hænder distancere og give unødig stigmatisering. Og som vi skrev i sidste uge, er der rigtig mange andre sorger, som ikke har med dødsfald at gøre, som er mindst lige så vigtige eller vigtigere, og som ikke har egen diagnose. Fordi de er mere usynlige. Det kan være børns sorg over forældres indbyrdes dårlige forhold eller skilsmisse, sorgen over et handicappet barn, der er et tab af et rask barn, eller sorgen over ens eget eller ens nærmestes fysiske eller psykiske handicap og mange andre forhold.

Det afgørende er, hvordan vi mennesker møder hinanden både privat og professionelt. For i en verden, hvor ingen af os undgår tab, sygdom, død og sorg, er vi dybt afhængige af hinanden. Viden om sorg og følsom næstekærlighed er det vigtigste. Men kan en diagnose bidrage til øget viden og bevidsthed om forlænget og kompliceret sorg, må den ønskes velkommen. Kun fremtiden kan vise, om det vil ske.

Mange hilsener