Prøv avisen

”Min spiseforstyrrelse var som at gå på line dagen lang”

35-årige Signe Nordstrand var i 10 år syg med en spiseforstyrrelse. I dag nyder hun at have et fornuftigt forhold til mad – men hun havde ikke klaret det uden professionel hjælp. – Fotos: Leif Tuxen.

I slutningen af gymnasiet besluttede Signe Nordstrand sig for, at hun ville tabe sig, selvom hun ikke var overvægtig. Det blev begyndelsen på 10 år, hvor hendes liv var styret af skiftevis overspisning og strenge kostregler

Hun er lige kommet sent hjem fra en dag med forelæsninger på universitetet. Maven rumler. I løbet af dagen har hun næsten intet spist. Hun er stålsat på at holde den slanke linje. Eller rettere: tabe sig nogle kilo for at opnå den vægt, hun drømmer om.

Hun går på jagt efter noget, hun hurtigt kan spise for at lægge låg på den værste sult. Hun finder nogle rosiner og mandler, som hurtigt ryger ned i den tomme mavesæk. Kort tid efter begynder tankerne: ”Nu har jeg alligevel spist for meget af det, jeg ikke må. Så kan det være lige meget. Jeg kan lige så godt give efter og gå linen ud. I morgen kan jeg starte på for alvor at tabe mig.”

Kort tid efter står hun i 7-Eleven. En pakke smør, en pose krydderboller, en pose kanelgifler, en plade Marabou-chokolade, en rulle kiks og en pose chips. Alt tager hun med op til disken og køber med hjem. Nogle timer senere er det hele spist. Inden hun utilpas og med hjertebanken falder i søvn, tænker hun på, hvor svag hun igen har været, fordi hun ikke har kunnet styre trangen til at overspise.

”Det her var allersidste gang. I morgen er det slut,” siger hun til sig selv.

For Signe Nordstrand, der for kort tid siden udgav bogen ”En overspisers bekendelser. Hvad chokolade lærte mig om livet”, var ovenstående ikke en engangsforeteelse. Fra hun var 18, til hun var 28 år, var hendes liv styret af mad og tanken om at opnå den rigtige vægt.

”Jeg har spist mange ting for allersidste gang rigtig mange gange. Der skulle ikke mere end en lille kiks til, før jeg fik tanken om, at så kunne jeg lige så godt bare fortsætte med at spise,” siger hun.

Den i dag 35-årige kvinde var 12 år, da hun første gang blev opmærksom på, at hun havde lidt mere hvalpefedt på kroppen end sine tætteste veninder. Det var træls, syntes hun, og det forfulgte hende op i ungdomsårene, hvor det gik hende på, at hun altid skulle købe sit tøj et eller to numre større end veninderne.

I 3. g tog Signe Nordstrand en beslutning. Hun gad ikke længere kun være den kloge, sjove veninde, som fyrene henvendte sig til, når de var forelsket i hendes veninder. Hun ville selv være en af de slanke og populære veninder. Men for at blive det måtte hun tabe sig.

”Jeg skulle vise alle, at jeg kunne blive hende den smukke, der magtede at tabe sig. Men det gjorde jeg så bare ikke. I stedet tog jeg på et halvt år syv kilo på, fordi jeg sad og spiste en hel masse mere, end jeg plejede. Dengang havde jeg ingen anelse om, at det var en fysisk reaktion på, at jeg prøvede at tabe mig ved at spise så restriktivt. Jeg prøvede for eksempel at klare min aftensmad ved at spise nogle flåede tomater, som jeg varmede op som suppe,” siger Signe Nordstrand.

I begyndelsen vidste ingen, at den unge pige var godt i gang med at udvikle en spiseforstyrrelse. Selv prøvede hun at slå det hen med, at hun var en grovæder og havde rygrad som en regnorm. På et tidspunkt sendte hendes læge hende sågar til en diætist, som skulle hjælpe hende med at tabe de ønskede kilo. Men så gik det blot endnu mere galt. For hver gang hun kom til at afvige det mindste fra den stramme kostplan, kostede det en overspisning.

”Det var som at gå på line hele dagen. Der skal så lidt til, at man falder. Men når så man falder, så gør man det med et brag. Og så ligger man dernede i overspisningsgrøften og har det elendigt og lover sig selv, at i morgen vil man for alvor begynde at spise mindre,” siger Signe Nordstrand og fortæller, at hun aldrig var det, man i lægelig forstand vil kalde overvægtig.

”Jeg kompenserede ved at motionere rigtig meget, undlade at spise, når jeg kunne, og indtage afføringspiller. Jeg kunne ikke finde ud af at kaste op, og det gik mig selvfølgelig også på, for det er den hurtigste måde at skille sig af med maden igen. Men jeg kunne bare ikke – min hals var kradset til, fordi jeg blev ved med at prøve at stå og ramme det punkt, hvor jeg kunne fremprovokere en opkastning.”

Som 24-årig begyndte Signe Nordstrand hos en psykolog, der hjalp hende så meget, at hun kom ud af sin spiseforstyrrelse. Men nogle år senere, da hun blev gravid og fik barn, faldt hun tilbage i nogle af de samme mønstre.

”Jeg fik så mange komplimenter for min krop, fordi jeg ret hurtigt kom til at ligne mig selv efter fødslen. Og så fik jeg alle mulige tanker om, hvad jeg så kunne føre det til, når nu det var gået helt af sig selv efter graviditeten,” siger hun.

I dag er hun forfærdet over, at vægttab er noget, der i den grad komplimenteres af omgivelserne.

”Helt ærligt, hvad er det for noget? Som om det er en kvindes opgave at smide graviditetskiloene så hurtigt som muligt. Men det er så indgroet i vores samfund, at vægttab er noget, man skal roses for. Og det er helt vildt så mange strukturer, der er, som handler om, at tyk er skidt, og tynd og vægttab er noget ubetinget godt.”

Med hjælp fra sin sundhedsplejerske kom hun i behandling på Rigshospitalet i København. Her skulle hun blandt andet lære at spise normalt igen. I begyndelsen foregik det mekanisk og på klokkeslæt, fordi sult- og mæthedsfornemmelsen var fuldstændig ødelagt efter årene med en spiseforstyrrelse. Men med tiden lærte hun igen at mærke efter og hvile i sin egen krop.

”Jeg tænker stadig, at jeg var enormt heldig, at jeg fik hjælp. Der sidder så mange derude, som har det så svært, men som enten ikke vurderes til at være syge nok, eller hvor systemet ikke har plads til dem. Det ved jeg, fordi jeg skriver med mange af mine følgere på Instagram,” siger Signe Nordstrand.

Hun fik i sin tid diagnosen atypisk bulimi. Hvorfor sygdommen brød ud hos hende, har hun ikke et endegyldigt svar på. Hun har haft en uproblematisk barndom, men ved, at hun i gymnasiet følte sig presset til at være mere udadvendt med fester, og hvad der hørte til, end hun egentlig som introvert havde lyst til. Og hvis man har noget sårbarhed i sig, hjælper det ikke, mener hun, at leve i et samfund, hvor fokus på mad og sundhed spiller så fremtrædende en rolle, som den gør i dag.

”Ud over at jeg selv havde opbygget alle de her forbud i hovedet, så var der en masse ting omkring mig at reagere på. Man hører så meget i medierne med alle mulige slags kure, sukkerfri januar og så videre. Og når man får stillet alle de ting op over for sig, og når man er ung og påvirkelig og føler, at krop og udseende er det vigtigste i verden, så kan det være rigtig svært at navigere i. Det bi-drager i hvert fald ikke til at skabe et naturligt forhold til mad og vægt,” siger Signe Nordstrand, som i dag kalder sig for ”rask spiseforstyrret”.

Hun lever et normalt liv, hvor forholdet til hendes krop og mad er blevet naturligt.

”Jeg levede i ’Landet Enten-Eller’, nu lever jeg i ’Landet Både-Og’ og med det, jeg kalder food freedom. Og jeg ved, at jeg skal spise, når jeg er sulten, og lade være med at have nogen restriktioner, så jeg ender i en overspisning. Det er så fantastisk i dag at kunne spise et stykke chokolade om aftenen og have det godt med det, uden at der skal laves et regnskab. Et par gange om året kan jeg have overspisninger. Men aldrig med så store mængder mad som før, og jeg kan altid analysere mig frem til, hvorfor det skete. Så jeg frygter ikke, at det ender med, at jeg bliver syg igen.”

Signe Nordstrand kalder sig i dag for ”rask spiseforstyrret”.