Prøv avisen
Spørg om livet

Min storesøster provokerer mig grænseløst

Inden for de seneste år har jeg oplevet en stadigt stigende irritation og vrede over min storesøsters adfærd, lyder det i et brev til "Spørg om livet" Foto: Nima

Selvom man vokser op sammen, er det ikke givet, at man som voksen har en god relation til sine søskende. Det kan være forbundet med sorg at erkende det, lyder svaret i dagens brevkasse om søskendeforhold

Kære brevkasse

Inden for de seneste år har jeg oplevet en stadigt stigende irritation og vrede over min storesøsters adfærd. Vi er en søskendeflok, hvoraf jeg er den yngste, og min søster er den ældste. Hun har altid varetaget sin storesøsterrolle meget tydeligt og har blandt andet en meget temperamentsfuld måde at diskutere på og i øvrigt drøfte ting, vi ikke er enige i.

Hun har haft en selvforståelse af at være den med størst viden og erfaring i forhold til job, børn og familie, men gennem de seneste år har vi andre søskende opbygget en fagligt stærk arbejdsidentitet og skabt mere funktionelle familier end hende.

Hun har flere gange gået langt over stregen og kaldt mig ubehøvlede ting, og jeg har i de tilfælde konfronteret hende, været vred og sagt fra. Hun har reageret med gråd og fortvivlelse, men ikke med nogen undskyldning. Vores forældre kan godt se problematikken, men de går ikke ind i det. Vores familiestruktur har aldrig rummet evnen til at tage konflikter i det åbne.

Hun har længe levet med meget skiftende arbejdsforhold, typisk går der ikke lang tid, før noget er galt, og hun finder noget andet. Hun har en familie, og der mangler ikke noget materielt eller i forhold til ferier trods skiftende arbejdsforhold, dagpenge og mange udgifter.

Min søster og jeg er også meget uenige politisk, og hvis vi nærmer os noget værdimæssigt, så kan jeg mærke, at min lunte bliver kort. Jeg kan slet ikke magte, at hun ikke har saglige argumenter. Hendes verden er for mig delt op i sort og hvid, men hendes synspunkter kan også skifte fra dag til dag.

Min familie ses ikke med hende og hendes familie. Kun når der er familiefødselsdage, ses vi, og der undgår jeg hende bevidst. Hun provokerer mig grænseløst. Jeg har ikke tiltro til, at jeg kan konfrontere hende med min vrede, for jeg har ingen erfaring med, at hun kan tackle mit ærinde.

Jeg har imidlertid dårlig samvittighed over, at det er kommet så langt, at jeg tror sagtens, at jeg kunne leve uden hende i mit liv. Men jeg har en skam over, at vores familie ikke kan håndtere uenigheder, og en sorg over, at en søskendeflok ikke kan fungere sammen.

Kan man godt afskrive sin søster og stoppe al henvendelse og kun ses til de arrangementer, andre i familien holder? Skal man elske sin søster på trods, også hvis man synes, at ens grænse er overskredet, og den gensidige respekt er forsvundet?

Venlig hilsen

Søster

Kære Søster

Tak for dit brev. Ingen børn er herre over, hvilken familie de dumper ned i, og hvilke familiemedlemmer man bliver tildelt. Mange har et naturligt ønske om, at man som søskende også som voksne kommer til at være knyttet til hinanden og være gode venner. Det er bare slet ingen selvfølge, at det bliver sådan.

Med undtagelse af enæggede tvillinger har søskende ikke de samme gener. De har heller ikke haft den samme opvækst, fordi man er født i forskellige livsfaser af forældrenes liv, og søskende kan af temperament og natur være vidt forskellige.

De kan også tillægge meget divergerende perspektiver på deres historie og være bundet af eller tage afstand fra de værdier, som har været til stede i opvæksten. Dertil kommer væsentlige kompetencer, som for eksempel konfliktløsning, som du nævner, som måske aldrig er blevet demonstreret og indlært på konstruktiv vis derhjemme.

Dertil kommer, at forskellige ægtefæller i voksenlivet kan trække i den ene eller anden retning, alt efter, hvilken historie og hvilke værdier de har.

Vi tror, du skal tænke langt mere nøgternt om det med familierelationer, ikke mindst ud fra de ting, du fortæller om din søster og din egen frustration. Søskendeforhold er et specielt forhold. Man deler en hel del baggrund og historie, men det er ikke ensbetydende med, at man også på den lange bane bliver gode venner.

Udtrykket med, at der er god kemi mellem mennesker, gælder ikke automatisk mellem familiemedlemmer. Der kan indimellem være rigtig dårlig kemi. Venner er nogle, som man ofte får, fordi man oplever en gensidighed og et fællesskab med forståelse for hinanden og med fælles interesser. De er ikke valgt på grund af noget på forhånd givet.

Nogle er heldige at få et sådant venneforhold også til søskende, hvor man kan dele sorger og glæder på et personligt og tillidsfuldt plan. Og det kan være godt og trygt, fordi der er også er en lang historiefortælling, hvor man har været vidne til hinandens liv. Det er kun godt at gøre sig umage med at bevare de gode familierelationer, fordi der er store ressourcer i et sådant langvarigt fællesskab.

Men det er langtfra alle, der er så heldige, at de har søskende, der også er venner. Det kan også være helt i orden, når man blot mødes og er sammen ved særlige anledninger, såsom fødselsdage og højtider, uden at man behøver at opleve den store fortrolighed, men hvor fællesoplevelser og eventuelle børn har mulighed for at mødes med fætre og kusiner og føle sig som en del af en slægt.

Og så er der de forhold, hvor man, som du beskriver, belastes under nogle relationer. Det er der mange, der har oplevet. Og det opleves ofte mangefold mere smertefuldt, når biologi og historie er involveret. Det virker, som om du i mange år har stillet krav til dig selv om, at du skulle have et andet forhold til din søster end det, som er realistisk.

I forhold til voksne mennesker er det i orden at sige, at ens grænse er nået, og at man ikke vil udsætte sig for det, som hele tiden dræner og som øger frustration. I et søskendeforhold må der gerne forsøges mange ting for at opnå en holdbar og god relation, men på et tidspunkt kan det også være nødvendigt at opgive håbet og nøgternt konstatere, at man ikke formår at ændre sine søskende eller relationen til dem.

Om det i dit tilfælde indebærer, at du ikke skal se din søster i det hele taget, kan vi ikke svare på, for det kan også få andre familiemæssige omkostninger. Men at fortynde kontakten, som du er i gang med, virker meget realistisk. Og du kan bedre klare at hilse på og være til stede blandt andre, hvis du opgiver et indre håb og krav om, at det skal være anderledes.

Snak også med din mand om, hvordan han kan støtte og berolige dig under og efter disse familiesamlinger, og træn oprigtigt i at opgive drømmen og håbet. På den måde er det muligt, at du ikke fremadrettet i samme grad behøver at hidse dig op over hendes adfærd og udtalelser. Du kan inden i dig selv blot konstatere, at hun er sådan, og det kan du ikke ændre. For der skal en form for motivation til hos den anden, hvis en ændring skal realiseres.

Der er naturligt nok en sorg forbundet med at opgive drømmen om noget, som man kunne ønske sig. Men vi tror, at du må gå den vej. Du er en voksen lillesøster nu, som må tage dig selv alvorligt.

Mange hilsenerAnnette og Jørgen Due Madsen