Sara Flint var en efterårsaften i 2013 standset op på sin cykel i et københavnsk vejkryds, mens hun ventede på grønt lys. Hendes telefon ringede, og hun tog opkaldet, mens hun balancerede på cyklen med den ene fod på kantstenen. Mens lyskurven skiftede til grønt, og cyklisterne susede videre omkring hende, væltede tårerne ud af øjnene på Sara Flint. Hun havde netop fået besked om, at hendes veninde var død. 22 år gammel.
”Lige pludselig var alting på én og samme tid enormt skrøbeligt og enormt vigtigt,” husker hun.
Sara Flint var 23 år, da hun mistede en af sine bedste veninder. Amalie Avnsbjerg Haugaard, hed hun, og hun døde af kræft.
Men hvad gør det ved et ungt menneske, når døden rammer lige ved siden af, hvor man selv står? Og hvordan er det at miste en ven i en alder, hvor venskaber har stor betydning?
For at finde svar på det spørgsmål må man først forstå, hvilken kraftfuld størrelse et venskab er. Ifølge Ditte Winther-Lindqvist, som er sorgforsker og lektor i udviklingspsykologi ved Danmarks institut for pædagogik og uddannelse, kan det for et ungt menneske være lige så sorgfuldt at miste en ven som at miste et nært familiemedlem:
”For et venskab er en selvvalgt hengivenhedsrelation, der lige som i romantiske forhold holdes sammen af kærligheden mellem to mennesker,” siger hun.
Det unge voksenliv er ifølge Ditte Winther-Lindqvist det tidspunkt i livet, hvor venskaber står allerstærkest. Efter teenageårenes omskiftelige relationer er det de bestående venskaber, man trækker med ind i det tidlige voksenliv, og det er også i denne periode, man har allerbedst tid til at dyrke vennerne. Senere kommer partner og børn, og tiden til andre relationer bliver mindre, forklarer hun.
Sara Flint fortæller, at Amalie var et af de mest omsorgsfulde mennesker, hun nogensinde havde mødt.
”Hun var stærk på den måde, hvor hun både kunne klare det meste, men også gav sig selv lov til at være skrøbelig,” husker hun.
En fælles interesse for både det morsomme og det svære i tilværelsen havde bragt de to sammen i begyndelsen af gymnasieårene, hvor de kom i samme klasse på Aarhus Katedralskole og siden blev nære venner.
Det var også i gymnasietiden, at Amalie pludselig en dag faldt om midt i skolegården – med Sara Flint og resten af venindegruppen som vidner. Hvad lægerne først troede var epilepsi, viste sig siden at være en ondartet tumor – kræft i hjernen.
Da nogle af veninderne efter studentereksamen flyttede til København, blev Amalie nær barndomshjemmet - blandt andet på grund af sin sygdom, der dog ikke forhindrede hende i at læse psykologi på Aarhus Universitet og hjælpe andre syge som frivillig i Kræftens Bekæmpelse. Hun så ofte sine københavner-veninder, men Sara Flint ved, at det alligevel har været ensomt for Amalie at være syg i Aarhus, mens mange fra gymnasieflokken levede en almindelig ungdomstilværelse i en anden del af landet.
Efter flere års sygdom døde Amalie i sine forældres hjem i Risskov. Og selv om Sara Flint efterhånden havde indstillet sig på, at døden nok var den eneste udvej for hendes veninde, så ramte chokket hende som en granat i hjertekulen den dag i lyskrydset.
”Selv om min krop forstod det instinktivt, kunne mit hoved ikke følge med. Så da jeg cyklede videre, gentog jeg for mig selv: Nu er Amalie død. Nu er hun her ikke mere. Hun kommer aldrig til at tænke eller gøre noget igen, nu er hun død,” fortæller Sara Flint.
Ud over et stort savn konfronteres man ved dødsfald også med erkendelsen af, at ingen er udødelig. Det er ikke mindst aktuelt for unge mennesker, der som Sara Flint ikke har mødt døden før, forklarer Kristine Stricker Hestbech, der er sognepræst i Havdrup på Midtsjælland, og som har erfaring med sjælesorg og sorggrupper.
”Det er lidt som at klatre i et træ. Man har klatret i det træ hele sit liv, og pludselig knækker den gren, man sidder på. Når nogle omkring en dør, mærker man livets sårbarhed og skal pludselig forholde sig til et mørke, man slet ikke anede eksisterede. Der er en uskyld, som forsvinder,” forklarer hun.
Den første tid efter Amalies død, havde Sara Flint det, som om hun befandt sig i et sort kammer. Samtidig med et voldsomt savn oplevede hun, at dødsfaldet konfronterede hende med en uendelig mængde eksistentielle spørgsmål. Hvad laver vi her på jorden? Hvor skrøbelig er vores eksistens? Hvilken værdi har et liv? Hvem skal jeg være fra nu af? Går sorgen over?
Sara Flint kunne ikke tænke på andet end Amalie og de mange spørgsmål, der fyldte hendes hoved. Hun kunne ikke beslutte sig for, om hun havde lyst til juice eller mælk til morgenmad, om hun trængte til at være alene eller havde brug for selskab. Så venner og familie tog over og flyttede på skift ind i hendes lejlighed med medbragt aftensmad og en luftmadras på gulvet – bare for at være der.
”Jeg har altid set mig selv som et meget selvstændigt menneske, men pludselig kunne jeg ikke en fidus, og jeg havde brug for hjælp til alting. Det var grænseoverskridende i så høj grad at lade mig gribe af andre, men i en periode vidste de mere om, hvad jeg havde brug for, end jeg selv,” fortæller Sara Flint.
Det var også med støtte fra venner og familie, at Sara Flint fuldførte semesteret på sin uddannelse i psykologi og filosofi på Roskilde Universitet i januar 2014. Selv om det kunne føles tomt at diskutere en sætning i en akademisk opgave, blev eksamensperioden i glimt et frirum fra sorgen.
Og en samtale med en psykoterapeut gav Sara Flint ro til at tillade sig selv pauserne, som ellers kunne være blevet forbundet med dårlig samvittighed. Da hun ved afslutningen af semesteret trådte ud af eksamenslokalet for at vente på sin karakter, faldt hun omgående i søvn med hovedet op af en studiekammerat. Hun var så træt, at hun ikke kunne holde sig vågen, mens der blev voteret.
Og træthed er slet ikke ualmindelig. Det fortæller Jes Dige, der er en af landets førende sorggruppeterapeuter, og som netop har stiftet foreningen Skyggebørn, som skal yde støtte til børn og unge i sorg.
”Sorg er energikrævende og tærer på ressourcerne, så man får nedsat kraft i sin hverdag. Man falder let hen og bliver afledt i sit nærvær – blandt andet, fordi der skal så lidt til, før man bliver mindet om det menneske, man har mistet,” forklarer han.
Selv om Sara Flint delte sin sorg med venindeflokken, der alle havde mistet Amalie, oplevede hun også et behov for at række ud efter andre, der ikke selv var berørt af dødsfaldet. Og hvor nogle venner rykkede nærmere, blev dødsfaldet for andre så svært at håndtere, at de ifølge Sara Flint klappede helt i. I dag bebrejder hun dem ikke den reaktion, fordi hun kan se, hvor voldsomt det må have været for dem at se hendes sorg udspille sig.
Samtidig med skuffelsen over nogle venners fravær oplevede Sara Flint dog også det modsatte – at perifere bekendtskaber turde tale med hende om sorgen.
”En studiekammerat, som jeg på det tidspunkt ikke kendte særlig godt, spurgte mig en dag, om jeg ikke havde lyst til at fortælle hende om Amalie. Jeg fik en stor klump i halsen og kunne ikke fortælle hende noget den dag, men det var det mest opmærksomme og omsorgsfulde spørgsmål, jeg fik i hele den første periode. For hun turde træde ind i det kammer, jeg var i. Og det var der faktisk meget få, der mestrede,” fortæller Sara Flint.
Når det kommer til den sorg, det er at miste venner, gør både sorgforsker Ditte Winther-Lindqvist og terapeut Jes Dige opmærksom på, at netop det felt let kan blive undervurderet. Ditte Winther-Lindqvist betoner, at man i mødet med sørgende mennesker ikke bør se på, hvem det er, de har mistet, men på deres subjektivt oplevede tab. Jes Dige tilføjer:
”Enhver, der oplever en sorg, har en retfærdig sorg. Den kan ikke anfægtes eller gradbøjes, men den siger noget om at miste nogen, der er betydningsfulde i ens liv. Og den hjælper til at ære deres minde.”
Forleden var det tre år siden, Amalie døde. Sara Flint har det godt. Selv om hun ikke er ovre tabet og ikke regner med at komme det, har hun lært at leve med det. Tit står hun i en situation, som hun har lyst til at dele med sin afdøde veninde, og selv om hun ikke mangler venner eller omsorg, så mangler hun lige netop det menneske, Amalie var. Som mange andre, der mister, har hun erfaret, at sorgen aldrig går over, og at intet menneske er erstatteligt.
Selv om det kan lyde paradoksalt, har Sara Flint også vundet noget ved tabet af sin veninde. Spørger man hende, hvad det er, har hun svært ved at sætte ord på det.
Det er som en fornemmelse af, at den tvungne indtræden i sit eget sorteste kammer har ændret på noget. Ikke på, hvem Sara Flint er, men på hendes bevidsthed om sig selv. I dag er hun ikke længere i opfyldt af sorg i alle døgnets timer, men hun bærer den og mindet om veninden med sig.
”Det at opleve en eksistentiel krise i så ung en alder har ændret mig helt ind i kernen af, hvem jeg synes, jeg er i verden. Jeg er ikke blevet en anden, men jeg har opdaget noget mere om mig selv,” forklarer hun.
Sara Flint oplever det som en styrke, at hun i dag kan tale med andre om deres møder med mørke sider af tilværelsen, fordi hun har en forståelse for netop det mørke, men også, fordi livet har en endnu større værdi for hende.
”Men jeg ville selvfølgelig allerhelst være den styrke foruden, for jeg ville allerhelst være foruden at have mistet Amalie.”