Prøv avisen
Spørg om livet

Hvordan hjælper jeg min veninde med at løsrive sig fra sin forkælede mor?

"Desværre er min veninde ofte trist, selvom hun prøver at skjule det, og hendes selvtillid er ikke så høj. For mig at se er hun alt for afhængig af eller optaget af, hvordan hendes mor har det," skriver Lea. Modelfoto.

Jeg tror, at min veninde kunne blomstre noget mere, hvis bindingen til hendes mor blev løsnet, skriver Lea

Kære brevkasse

Jeg er sidst i 20'erne og har en meget god veninde på næsten samme alder. Vi har kendt hinanden i nogle år. Vi bor desværre lidt langt fra hinanden, så vi ses ikke hveranden dag, men når vi er sammen, laver vi hyggelige ting, og vi har lidt af den samme humor.

Desværre er min veninde ofte trist, selvom hun prøver at skjule det, og hendes selvtillid er ikke så høj. For mig at se er hun alt for afhængig af eller optaget af, hvordan hendes mor har det.

Min veninde har boet alene sammen med sin mor, siden hun var ganske lille, og hun har aldrig kendt sin far. Moderen er efter mine begreber meget egoistisk. Min veninde skal på en måde stå på pinde for hende, hvis hun har brug for det, og til andre tider opfører moderen sig som et forkælet barn, hvor min veninde må trøste og opmuntre hende, når noget går hende på for eksempel i forhold til hendes arbejde eller i forhold til hendes søster eller andre i familien, som hun ofte har et anstrengt og skiftende forhold til.

Min veninde har for mig at se på en måde sin mor med overalt. Og hun må ofte ringe til hende for at tjekke, hvordan hun har det. Jeg synes ikke, det er sundt. Jeg har prøvet at snakke med min veninde om det, og det er tydeligt, at det bekymrer hende, men samtidig forsvarer hun altid moderen og siger, at hun har brug for støtte.

Jeg fornemmer, at min veninde har det svært med spørgsmål om hendes forhold til sin mor. Det synes jeg er ærgerligt, for jeg tror, at min veninde kunne ”blomstre” meget mere, hvis denne binding til hendes mor blev løsnet. Og hun har grund til at have langt bedre selvtillid, end hun har, for hun er en rigtig dejlig person.

Jeg har prøvet at lede rundtomkring for at forstå noget om dette fænomen for at hjælpe min veninde. Og for mig at se kunne min venindes mor meget vel være narcissistisk forstyrret. Jeg forestiller mig ikke, at I vil kunne diagnosticere hende via brevkassen, men vil alligevel gerne have jeres tanker om det, jeg skriver, og eventuelt noget om, hvordan jeg kunne hjælpe min veninde.

Venlig hilsen

Lea

Kære Lea

Tak for dit brev. Som du ganske rigtigt skriver, kan vi ikke diagnosticere din venindes mor. Det er rigtig godt, at flere og flere mennesker får lært noget om psykiske lidelser og om forskellige diagnoser. Men bagsiden kan nogle gange være, at man i forhold til de mere ”besværlige” diagnoser måske for hurtigt kan få sat en mærkelap på et andet menneske. Vi møder for eksempel jævnligt, at et menneske får prædikatet ”magtmenneske” eller ”psykopat” på sig på et noget løst grundlag.

Nogle gange kan det, som ligner en ganske besværlig personlighedsforstyrrelse, være en uopdaget bipolar lidelse (maniodepressiv sygdom) eller måske en kronisk belastningstilstand eller noget helt tredje. Disse ord skal bare med for at nuancere tingene og minde om, at menneskesindet er en kompleks størrelse.

Når det er sagt, er det også på sin plads at sige, at psykiske problemer og sygdomme nogle gange bliver betragtet alt for individuelt. For det er både fagligt dokumenteret og vores mangeårige erfaring, at en hel del mennesker må søge behandling, fordi de har levet i eller fortsat lever i en usund og skadelig relation. Det kunne for eksempel være mennesker, som er vokset op hos en narcissistisk mor eller far, eller som er gift med en ægtefælle, som har en sådan forstyrrelse. Og bliver det ikke forstået, svigter man den, som har haft det på helt nært hold.

En personlighedsforstyrrelse drejer sig om et vedvarende personligt mønster af blandt andet holdninger, følelser og adfærd siden tidlig ungdom, som er belastende for en selv og/eller andre. En sådan forstyrrelse kan have mange forskellige grader. En narcissistisk personlighedsforstyrrelse har taget navn fra myten om Narcissus, som blev forelsket i sit eget spejlbillede. Og personer med denne udviklingsforstyrrelse har en overdreven følelse af at være unik, speciel og betydningsfuld, selvom der bagved godt kan ligge en stor selvusikkerhed. Andre mennesker bliver på en måde brikker i en sådan persons indre og bedømt efter, om de opfylder den pågældendes behov eller ikke. Og gør de det ikke, kan de udsættes for en uforholdsmæssig stor vrede eller pådrage sig stor skyldfølelse over at være forkert.

Er man barn hos en narcissistisk forstyrret forælder, kan det blive svært at udvikle en egen tryg personlighed. For ens tilstedeværelse, følelser og adfærd må hele tiden justeres efter, om det passer ind i forælderens forventninger og behov for støtte eller beundring, oplevelse af kompetence og specielle status som den, der ved bedst.

Og barnet kan få store indre problemer, hvis det for eksempel kan lide noget eller nogen, som ikke falder i deres smag. Man er i forhold til den narcissistiske voksne mere et ”delobjekt”, som det hedder i terapisprog, end et selvstændigt ”objekt”, som har sin egen kerne, berettigelse og selvstændighed. En narcissistisk forstyrret person har ikke udviklet en sund empatisk evne til at leve sig ind i, hvordan det er at være en anden og forskellig fra en selv.

Det siger sig selv, at hvis man som barn bor alene med en sådan person, er man mere påvirket af en sådan relation og interaktion, end hvis man bor med flere voksne og søskende. For så kan uheldige udviklingsrelationer blive mere fortyndede, og man har måske også vidner som voksen på, at der var forskel på, hvilke ting man oplevede med den ene forælder i forhold til den anden.

Som anført ovenfor ved vi ikke, om nogle af disse overvejelser passer på din veninde og hendes mor. Det kan kun efterprøves ved, at hun alvorligt reflekterer over det. Og det er der ofte en indre censur, der lukker for, når disse forhold er på spil. Sunde relationer, derimod, kan mennesker som regel tænke og tale frit om med gode venner og nogenlunde nøgternt beskrive stærke og svage sider ved.

Som god veninde tænker vi, at du godt kan udfordre hende med gode spørgsmål, som kan bidrage til øget bevidsthed om de ting, som hun udsættes for og påvirkes af. Tiden og roen til samtale er vigtig. Forsøg at fortælle, hvad det er, der gør dig urolig, og spørg ind til hendes dilemmaer. Vær empatisk og tryg ved det, du ser, og del det med hende. På længere sigt tror vi, at hun vil sætte pris på det.

Mange hilsener