Af og til er livets sammenfald så iøjnefaldende, at tilfældigheden synes udelukket. Den 12. juni 2006 faldt min bedste vens storebror, Rasmus Green Dandanell, om på fodboldbanen med et hjertestop. Hurtigt fik holdkammeraterne tilkaldt en ambulance, men da han ankom til Næstved Sygehus, var det for sent. Rasmus blev erklæret død. 26 år gammel. Han efterlod sig sin nærmeste familie, sin mangeårige kæreste og deres nyfødte søn.
15 år senere. Den nøjagtige samme junidag faldt landsholdsprofilen Christian Eriksen om med et hjertestop under EM-landskampen med Finland. Gudskelov fik han øjeblikkelig hjertemassage, hvorfor vi i dag kan ånde lettet op og konstatere, at han efter omstændigheder har det godt.
Da Rasmus døde var min kammerat og jeg 15 år. Vi havde også været til fodboldtræning den aften, og stemningen i klubhuset var god, for vores indsats var blevet belønnet med en slushice af vores altid gavmilde træner. Vi var vel stadig en slags børn. Eller rettere, vi var i hvert fald ikke helt voksne, selvom vi så småt insisterede på det. Livets største bekymringer kunne reduceres til, hvorvidt pigerne i parallelklassen også havde et godt øje til os; og så selvfølgelig den vigtigste: ville vi vinde den næste fodboldkamp, og hvem ved måske endda rykke op, eller som dagdrømmene foreskrev, ville vi blive spottet af den talentspejder, der af og til stod på lægterne med sin notesblok, når vi rendte rundt på grønsværen over dem alle: Værløse Boldklubs bane 1.
Døden talte ingen om. Hvorfor skulle vi? Det tætteste, vi havde været på den, var afskeden med olde- og bedsteforældre, der var så tilpas gamle, at vores forældre kaldte deres død for smuk. Hjertestoppet, hvor livet pludseligt ender uden alvorlig sygdom, er den bedste afsked, man tilsyneladende kan ønske sig.
Det var præsten, der begravede Rasmus, ikke enig i. I hvert fald ikke i dette tilfælde. ”Rasmus er død. Det er noget lort,” sagde han, da orglet blev stille, og han havde tilhørernes fulde opmærksomhed. Ordvalget vakte forargelse blandt enkelte i kirken, men lettelse blandt andre. Deriblandt min bedste ven og hans 13-årige lillebror. Livslektionen blev, at ikke alt i livet behøver at have en mening, slog de efterfølgende fast. Slet ikke, at en sund og rask elitesportsudøver, der har levet uden cigaretter og alkohol og vilde fester, skal dø som 26-årig nybagt far.
I ugerne efter Rasmus’ død arrangerede hans sidste klub, den daværende førstedivisionsklub Næstved Boldklub, og hans barndomsklub Brøndby IF en mindekamp. For selvfølgelig skulle den sport, Rasmus havde dedikeret en stor del af sit liv til, ære ham. Daværende landholdspillere som Brian Steen Nielsen og Rene Henriksen deltog. Og Mohamed Zidan, Rasmus’ holdkammerat fra AB-tiden, fløj hjem fra Bundesligaklubben Mainz 05. Min bedste ven og hans lillebror deltog selvfølgelig også. Alle bevidste om, at fodbold i virkeligheden ingenting betyder, gik de til kampen med lige dele fight og entusiasme, som betyder fodbold alligevel alt. Midt i meningsløsheden udtrykte kampen et håb, hvor sporten, selv i livets største sorg, kortvarigt fik alle til leve og lege, som dengang man løb triumferende rundt i skolegården med armene strakt ud til siderne som en flyver for at fejre frikvarterets afgørende scoring.
Når Danmark og Belgien torsdag spiller i parken, vil min kammerat, hans lillebror og jeg overvære kampen. Egentlig skulle deres far også have været med, men han døde af kræft i fjor. Når vi sidder i nationalarenaen, vil vi tale om deres far og Rasmus og mindes dem, blot for i næste øjeblik at glemme alt om sorgen for en stund, forhåbentligt fordi Danmark har scoret. Sådan går det. Det er fodboldens skyld, at vi ikke kan lade være.