Hvorfor føler vi os mindreværdige?

Når nogle mennesker livet igennem føler sig mindreværdige, skyldes det ifølge psykiater Birgit Petersson, at de aldrig har fået udviklet den selvtillid, der gør, at man kan tåle, at andre kan eller har mere end en selv

Mindreværd er en ganske almindelig følelse, som alle mennesker har haft på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den mest almindelige årsag er, at man ser på, hvad andre mennesker kan, og nogle gange kan de noget bedre end en selv. Tegning: Morten Voigt, Grafisk bearbejdelse: Anne Sofie Christensen
Mindreværd er en ganske almindelig følelse, som alle mennesker har haft på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den mest almindelige årsag er, at man ser på, hvad andre mennesker kan, og nogle gange kan de noget bedre end en selv. Tegning: Morten Voigt, Grafisk bearbejdelse: Anne Sofie Christensen

Hvordan kunne det gå til, at en ung smuk kvinde kom til at føle sig stor, tyk og ækel? Det var et spørgsmål, som psykiater Birgit Petersson ofte undrede sig over i sit arbejde med at behandle unge med spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi. Svaret kom hun på sporet af i arbejdsprocessen med bogen ”Misundelse”, der udkom i 1992 og igen i 2002 i en udbygget udgave med titlen ”Misundelse og kærlighed”.

”I den eftersøgning, jeg kom ud på, viste det sig, at for den unge kvinde hang det sammen med misundelse. Og fordi hun tillagde andre at være smukke og succesfulde, fik hun dermed følelsen af at være mindreværdig,” siger Birgit Petersson og uddyber:

”Det centrale er, at når der er noget, vi ikke kan eller har svar på, vil de fleste automatisk blive misundelige. Og for ikke at mærke hadet til dem, der kan mere end os, laver de fleste en idealisering. Prisen for det er at føle sig ond, grim og dum og dermed mindreværdig. Det er en psykologisk proces, der sker inde i os selv, og det er noget, man kan blive syg af. På dansk hedder det syg af misundelse, på svensk avundsjuk – det er et begreb, der findes på alverdens sprog.”

Birgit Petersson er speciallæge i psykiatri med praksis på Frederiksberg og har tidligere været lektor ved institut for folkesundhedsvidenskabs afdeling for medicinsk kvinde- og kønsforskning på Københavns Universitet. Dertil kommer et stort forfatterskab til blandt andet bøger om spiseforstyrrelser samt bogen ”Tilgivelse”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det hedder sig, at mindreværd og misundelse går hånd i hånd. Men når mindreværdsfølelse ifølge Den Danske Ordbog er en varig følelse af underlegenhed, hvor kommer så misundelsen ind?

”Mindreværd er en ganske almindelig følelse, som alle mennesker har haft på et eller andet tidspunkt i deres liv. Den mest almindelige årsag er, at man ser på, hvad andre mennesker kan, og nogle gange kan de noget bedre end en selv. Så kan man blive misundelig, og det vil man ikke så gerne se i øjnene. Hvis misundelsen er meget stor, bliver det til en idealisering af den, der kan mere end en selv, og så får man mindreværd,” siger Birgit Petersson og tilføjer, at det lyder enkelt, men alligevel er en kompliceret følelse.

Fordi det ikke kan undgås, at man indimellem oplever, at nogle kan eller har mere end en selv, kan følelsen af mindreværd dukke op. Så er kunsten at kunne kompensere. Det er eventyrdigteren H.C. Andersen blevet nævnt som et eksempel på i den psykologiske litteratur. For ham lykkedes det at overkompensere for mindreværdsfølelsen gennem digterisk virksomhed.

”Vi kan bearbejde det ved at finde andre måder, vi kan dygtiggøre os på, og så forsvinder følelsen af mindreværd. Men nogle bliver ved med at føle sig mindreværdige. Helt grundlæggende fordi de aldrig har fået udviklet selvtillid og selvstændighed, der er så vigtig for, at vi kan tåle, at andre kan eller har mere end os,” siger Birgit Petersson.

”Den psykologiske mekanisme, der ligger til grund, opstår i opvæksten. Rigtig mange børn har en vidunderlig følelse af at være og kunne noget. I vekslende grad hos forskellige familier går forældrene ind og retter på børnene med bemærkninger som ’det kan du ikke’. Og det kan blive sagt på en måde, så det ikke er tydeligt for barnet, at det handler om adfærd og ikke barnet selv. På den måde kan selvtilliden blive taget fra barnet, som får følelsen af ikke at være god nok og dermed føler mindreværd.”

”Der kan ske rigtig meget i familier og i skolen, der kan få mennesker til ikke at føle sig gode nok, og at de er forkerte i forhold til andre. Det kan blive et problem, fordi man ikke får udviklet andre kræfter og oplevelser, så man kan blive ’et helt menneske’ senere i livet. For det at føle sig mindreværdig og at have selvtillid hænger nøje sammen. Når man føler sig mindreværdig, har man ikke tillid til at kunne klare ting. Man tør ikke tage chancer, sige nej til andre, lader sig let dirigere, undertrykke og selvundertrykke og har adfærdsmønstre, der ikke er særligt hensigtsmæssige,” siger Birgit Petersson.

Hun peger på, at misundelse ikke kun er negativt, for misundelse er det, man lærer af og en nødvendig følelse, når den optræder i lettere grad.

”Når det lille barn ser, at nogen kan noget, vil det efterligne og imitere de andre, og det bliver ofte en succes. Barnet kan smile, grine, række ud efter ting og en masse andet. Men der vil altid være noget, man ikke kan. Man prøver og prøver, hvis det er et sundt individ. Og til sidst ender man med at kunne eller affinder sig med, at man ikke kan, og finder på noget andet. Men hvis det ikke lykkes, kan misundelsen og hadet blive så stort, at det bliver rettet udad og kommer til udtryk som vold,” siger Birgit Petersson.

Hun nævner historien om Kain og Abel i Det Gamle Testamente som eksempel på, hvor galt det kan gå, når mindreværd og misundelse er på spil i forholdet mellem to brødre.

”Her ser vi misundelses- motivet. Gud tog kun imod Abels offergave, men ikke Kains, og så bliver han vred. Det ender med, at Kain slår sin bror ihjel, for han kan ikke tåle, at den anden bliver set af Gud, når han ikke selv bliver det. Det er jo sjældent, at det ender med drab, for børn kan finde andre måder at undertrykke deres misundelse og fjendtlige følelser på.”

”For eksempel kan der i en familie være to piger, hvor den ene er syg. Hun fylder mere og får mere opmærksomhed, og det får den anden pige til at tro, at søsteren er mere elsket, end hun selv er, og derfor føler hun sig mindreværdig og uelsket. Men selvom hun forsøger at være mere sød, bliver hun ikke mere værdsat. Tværtimod får den syge søster tak, hvis hun er sød, fordi hun ikke er det så ofte. Den ubalance er meget uhensigtsmæssig, hvis forældrene ikke ser det og gør noget ved det.”

”Sådan noget kan man slås med, når man bliver ældre. Men man kan heldigvis komme ud af det, fordi man kan lave om på det. Rigtig mange mennesker, der går i terapi, har misundelse og mindreværd som et bærende element i en udvikling, der går i uheldig retning i form af spiseforstyrrelser, depression og personlighedsforstyrrelser.”

”Kimen til det kan også ligge andre steder end i familien. For eksempel i skolesystemet, der fokuserer meget på karakterer i stedet for på det lille menneske. Og vores moderne konkurrencesamfund får mange til at føle mindreværd. Det kan også gøre nogle stærkere, men der er bestemte mønstre i tilværelsen, der gør, at nogle får mindreværd.”

”Mindreværd er en følelse, der er kulturelt betinget af, at vi alle vil elskes, ses, have succes og være et godt menneske. Det kan vi stort set ikke frigøre os fra, da vi jo spejler os i omgivelserne. Spørgsmålet er, hvordan man kan blive en vinder i sit eget liv uden at skulle være den, der altid vinder konkurrencen. Det handler om etik og moral og om, hvornår man er et menneske, der lever op til kravene i samfundet, og hvornår det er rimeligt.”

”Det er meget kompliceret, men man registrerer det hele, mens man vokser op. Det vil uvægerligt føre til nederlag undervejs, og så kan man få følelsen af ikke at du, og dermed er kimen lagt til mindreværd. Men både misundelse og mindreværd kan transformeres til noget ordentligt i stedet for destruktivt, hvor man gør brug af korporlig vold eller bagtaler og latterliggør andre, hvilket ofte sker i det offentlige rum. ’Det sunde menneske’ formår at håndtere det følelsesmæssige, så man ikke martres af misundelse, men i stedet bruger den til at vokse på og finde andre veje.”

Hos nogle mennesker er deres følelse af mindreværd så tydelig, at den hænger uden på tøjet. Det er ikke dem, der er førstevalget til leg i skolegården eller gør sig til jobsamtaler.

”Spørgsmålet er, hvorfor man skulle være mindreværdig i forhold til andre, hvis ellers man gør sig umage. Man er nødt til at have den etiske diskussion, for det er ikke nødvendigvis den store masses adfærd, der er hensigtsmæssig.”

”Vi nedvurderer dem, der oser af mindreværd, og dem, der ikke er gode til at sælge sig selv. Min erfaring er, at vi genkender noget af os selv i den, der føler mindreværd, og derfor vil man være tilbøjelig til at afvise vedkommende. Vi spejler os selv, og det at føle sig mindreværdig er noget, vi ikke gerne vil have. Derfor har vi tit ringeagt og foragt for dem, der ikke har de alment beundringsværdige træk.”

”Det er der, vi afslører vores lidenhed, at vi ikke kan rumme de følelser, som ikke er socialt acceptable, og som vi selv synes er pinlige og forkerte – men som vi alle har indimellem. Vi skal have respekt for hinanden. Vi behøver ikke at have respekt for den adfærd, andre kommer med. Men man må have respekt for andres meninger og holdninger, og hvis ikke man er enig, må man tage debatten.”

”I dag får man at vide, at du bliver lykkelig og får succes, hvis du køber noget, får en større barm og dyrere bil. Men det passer ikke, det dybe mindreværd bliver ikke bedre af det. Det, som kommer dybt indefra, bliver næret af, at vi tør vedkende os følelser og tør arbejde med dem. Det at turde sige noget forkert gør, at vi kan udvikle os til mennesker, som reflekterer over tingene,” siger Birgit Petersson og tilføjer:

”Vi skal have det sådan, at vi indser vigtigheden af at have respekt for andre, selvrespekt, at vi tager ting alvorligt, og at det ikke er en katastrofe og verdens undergang, når vi dummer os. Hvis vi ikke tør det, kommer vi aldrig til at udvikle os. Så bliver vi alt for kontrollerede mennesker.”