Prøv avisen
Mit seminariefællesskab

Mine ældste veninder er mit faste holdepunkt i livet

De har været bedste veninder i snart 50 år og oplevet det meste sammen. For tiden mødes de gerne til en omgang selvforkælelse. Det er Elin i midten, Kirsten til højre og Margit til venstre. – Privatfoto.

71-årige Elin Andersen fik tre nye søstre på lærerseminariet i 1966. De har været hinandens tætteste lige siden

Vi mødte hinanden i 1966 på lærerseminariet i Jelling. Vi var fire piger omkring de 20 år, der alle kom fra samme egn tæt på Jelling, viste det sig. Vi var desuden de eneste piger i klassen, der kom fra en landbrugsfamilie, og måske var det derfor, vi hurtigt fandt sammen. Der var bare god kemi.

Vi lavede ofte vores opgaver sammen og fandt altid hinanden til de sociale arrangementer. To var i praktik sammen, og to serverede sammen ved siden af studiet for at tjene lidt penge. Og da vi var færdige på seminariet, var vi alle enige om, at vores fællesskab skulle vare livet ud. Det har det gjort. Vi mødes stadig fast fire gange om året – plus det løse. Og jeg vil ikke tøve med at sige, at de andre piger er mindst lige så tætte på mig som min familie. Vi er som søstre, og vi har oplevet og deltaget i alle hinandens højdepunkter og nedture gennem livet. Bryllupper, alle de runde fødselsdage og desværre også begravelser. Vi har holdt så mange skønne fester sammen, set hinandens børn vokse op og fulgt hinandens familier tæt gennem alle årene.

Det er svært helt præcist at sige, hvad der binder os sammen. Der er selvfølgelig nogle fælles værdier forbundet med, at vi kommer fra samme egn og samme vilkår. Og så fandt vi alle kærester, vi senere blev gift med, mens vi gik på seminariet. De kom også godt ud af det med hinanden, og det styrkede jo bare fællesskabet yderligere. Det samme gjorde vores i alt syv børn, der også var med til træf i en årrække.

Vi kaldte fra begyndelsen vores sammenkomster for ”sem-træf”. De bestod altid af eftermiddagskaffe om lørdagen efterfulgt af museumsbesøg, naturvandringer, sport eller byvandringer. Og så selvfølgelig en bedre middag – værtsparret gjorde altid meget ud af det. De første par år medbragte hvert par selv en flaske vin, og mændene spillede kort, mens vi piger fik os lidt skolesnak. Der var altid overnatning og et overdådigt morgenbord dagen efter. Siden begyndte vi at tage på ture sammen alle otte. Løkken, Fanø, Læsø. Sejltur på Haderslev Fjord og på tur med skinnecykler fra Assens. På et tidspunkt købte vi sammen en ferielejlighed i Grønhøj Nordjylland, som vi brugte meget, og senere blev vores sommerhuse ved Vesterhavet og Lillebælt rammen om sammenholdet.

I dag er vi desværre kun tre af pigerne tilbage. Tre ægtemænd er også døde. Jeg er blevet gift igen, så vi er fem, der stadig holder ”sem-træf”, og det betyder alverden for mig. Det er et holdepunkt i livets bølgedale, for vi ved, at uanset hvad der møder os, møder vi det sammen. Og det gør vi for altid.