Der er to ting, jeg kan huske at have læst om døden, da jeg gik i gymnasiet. Den ene var, at man kan lugte, når døden nærmer sig, og den anden, at man kan dø af sorg.
Dengang troede jeg ikke rigtig på noget af det, men begge dele er faktisk rigtige. Når livet forsvinder, og kroppen til sidst siger fra, så kommer der en helt speciel lugt, og den har jeg desværre oplevet lidt for tæt på og lidt for mange gange.
Første gang, da jeg var 33 år og sad ved min mors dødsleje, og igen 12 år senere, da min kone, Helle, døde. Hun døde efter flere år med tarmkræft, hvor hun var igennem et hårdt forløb med mange operationer og kemobehandlinger for til sidst at sove stille ind derhjem-me i stuen i Holstebro den 26. januar 2008.
Det var præcis den samme kræftform, som tog livet af både min mor og min mormor.
Jeg ved også nu, at det ikke er usandsynligt, at man kan dø af sorg. Især ældre mænd er udsatte, fordi de ofte har sværere ved at tale med andre om deres tab og derfor risikerer at sidde i ensomhed med alkohol som en måde at drukne sorgen på. Gennem mine foredrag og mit arbejde i Kræftens Bekæmpelse ved jeg, at mange enkemænd ganske enkelt ikke føler, at livet har nogen mening længere.
Sådan kunne det sikkert også være gået for mig. Men mit held var, at jeg havde mine piger, Ida og Mette. De var kun 16 og 18 år, da Helle døde. Og hvis jeg havde ondt af mig selv, så vidste jeg jo godt fra mit eget liv, hvor helt usandsynligt hårdt det er at miste sin mor. Så jeg skulle være der for dem, og i dag kan jeg se, at det faktisk blev min redning. Jeg havde stadig noget at stå op for om morgenen.
Der var brug for mig, også selvom det tit kunne være svært at finde energien. For når jeg gik i seng om aftenen, og lyset blev slukket, så var jeg jo altså alene. Den kvinde, jeg havde mødt som 19- årig og været sammen med i 25 år, var væk.
Når jeg tænker tilbage på den periode i 2008, står den for mig som en af de værste i hele mit liv. I løbet af ni uger var jeg i kirken ni gange for at tage afsked med et menneske. Den værste afsked var selvfølgelig med Helle, men til hendes bisættelse faldt min papbror om med en hjerneblødning og døde, og kort efter var det min moster, vi skulle sige farvel til.
Jeg var forsvarsminister på det tidspunkt, og de øvrige seks var unge soldater, der døde i tjenesten og kom hjem i kister.
Jeg var virkelig på følelsesmæssigt tynd is i den periode, og i dag kan jeg godt tænke lidt over, hvorvidt det egentlig var klogt af mig at fortsætte som minister og have så travlt, som jeg havde. Arbejdet var dog samtidig med til at holde mig oppe og i gang, men der gik måske for meget tid fra pigerne på den konto.
Helle fik konstateret kræft i 2000. Jeg var i Polen, da hun ringede og fortalte om lægens besked. Jeg skyndte mig at køre hjem, og det var en frygtelig lang biltur, hvor tankerne selvfølgelig fik frit løb. Knuden blev opdaget for sent, selvom hun havde været til læge flere gange og klaget over smerter. Og efter operationen gik vi derfor nogle lange ture i Vedersø, hvor vi kom meget i min faster og onkels sommerhus, og råbte op imod vinden med alle vores frustrationer.
Men vi besluttede os også for, at vi ikke ville lade det ødelægge det liv, vi stadig havde. For man kan vælge at blive indebrændt over en følelse af uretfærdighed og afmagt, og så lade sig æde op, men man kan også besinde sig på sin kristne kulturarv og lade tilgivelsen få plads i stedet.
Jeg har altid haft troen med mig, og netop tilgivelsen er jo noget af det største og vigtigste, kristendommen rummer. Troen på, at det enkelte menneske ikke skal kunne forklare eller forstå alting selv, har også hjulpet mig i forbindelse med Helles sygdom og død. Erkendelsen af, at der er noget, som er uden for min kontrol, og at jeg må overgive mig til det, der er større end mig selv.
Dengang var døden ikke så meget inde i vores bevidsthed, for vi håbede selvfølgelig, at Helle ville klare den. Men vi var enige om, at fra nu af ville vi kun bruge tid på det, der gav os energi og livsglæde. Derfor indførte vi et vetokort, som betød, at vi hver især måtte sige nej til noget uden at skulle argumentere for det. Bare nej.
Jeg troede, det ville være meget svært, for jeg er meget socialt anlagt og ret ekstrovert, men i stedet gav det faktisk energi. Og vi skulle i virkeligheden have indført det meget tidligere. I dag er vetokortet en af de anbefalinger, jeg giver til andre. For det betyder, at begge parter pludselig mærker bedre efter i forhold til, hvad man som par prioriterer at bruge tid på – og så giver det samtidig mere tid til parforholdet.
Da Helle døde efter godt syv år, hvor kræft havde været en del af vores tilværelse, afbrudt af små lysglimt af håb, gik der et par år, hvor jeg – set i bakspejlet – havde alt for travlt. Og på et tidspunkt var det så mine piger, der trak vetokortet og sagde til mig, at nu skulle jeg stoppe. De var bekymret for mig og oplevede, at jeg var ’helt væk fra pladen’, som de kaldte det, og at jeg virkede trist og traurig.
Det var i december 2009, og i februar 2010 trak jeg mig som forsvarsminister og sagde farvel til Christiansborg. Der har været skrevet meget om den beslutning i medierne, med andre forklaringer end den rigtige. For det var altså på grund af pigerne, at jeg holdt op.
Det var voldsomt. Som at køre med 200 kilometer i timen og så pludselig blive ramt af en mur. Fra den ene dag til den anden stoppede telefonen med at ringe. Ingen meldinger fra Folketinget, ingen presserende opgaver at fylde i kalenderen. Kun mig selv, for pigerne flyttede i juni til Aarhus og begyndte at studere. Så jeg skulle til at genopfinde mit liv.
Igen blev Vesterhavet et af de vigtigste steder. Jeg lånte min fasters sommerhus i Vedersø Klit og opholdt mig meget herude, hvor jeg i dag er så heldig selv at have fået mit eget sted.
Jeg var bogstaveligt talt helt til rotterne. Når jeg i dag skal pege på, hvad der så faktisk fik mig op igen, var det nok, at jeg blev bedt om at skrive epilog til en bog, der handler om at miste, og hvordan man kommer videre. I starten var jeg afvisende over for det, men så begyndte jeg alligevel at sætte nogle ord på papir, og det blev en rigtig god proces for mig, hvor jeg fik bearbejdet min egen sorg.
Det gik op for mig, at jeg nok havde forsøgt at komme hurtigt over sorgen ved at gøre den til et hul, man bare dækker til, så den ikke er så synlig. Men det kan man jo ikke. Og efterhånden som jeg skrev, kom også alle de gode minder frem, så det ikke var sygdommen og døden, der fyldte, men fødslerne, forelskelsen og alt det liv, vi skabte sammen. Samtidig fik det at skrive mig også til at forstå, at vi faktisk havde gjort, hvad vi kunne for at skabe så gode rammer for pigerne og os selv, da Helle var syg. At der ikke var noget at fortryde. Langsomt fik jeg på den måde mig selv på benene igen og kunne mærke, at det hul, jeg før bare havde dækket til, nu var noget, jeg også med glæde kunne kigge ned i.
Jeg fik også god hjælp fra min præst i Holstebro, Peter Hedegaard, som jeg havde mange samtaler med efter Helles død. Jeg har været en del af den grundtvigske valgmenighed, siden min mor og jeg flyttede til byen, da jeg var barn, og er kommet der siden. Og der var især en af de her samtaler, som gjorde et stort indtryk på mig, og som i virkeligheden også hjalp mig videre.
Jeg har altid elsket at gå på jagt, og det var helt fint for Helle, men hun havde én betingelse: at der aldrig skulle hænge nogle af de store trofæer på væggene i vores hjem.
Da hun så lå der i sygesengen i stuen i den allersidste tid, og jeg lå på sofaen ved siden af, sagde hun noget til mig, som jeg i første omgang tog meget bogstaveligt. ”Søren, når jeg dør, så skal din hjort op at hænge her i stuen.”
Jeg svarede, at det skulle den i hvert fald ikke. Men pigerne havde overhørt samtalen, så et stykke tid efter Helles død kom de med søm og hammer og sagde, at nu var det tid til at få hjorten hængt op.
Det var først, da jeg fortalte om episoden til Peter Hedegaard, at jeg forstod den dybere mening med Helles ord. For som han sagde til mig: ”Det var jo Helles måde at sige til dig på, at du skulle fortsætte med at leve dit liv efter hendes død. Hun satte dig fri.”
I dag er jeg en anden Søren Gade, end jeg var før. Jeg er nok blevet blødere og bliver en gang imellem pludselig ramt af savnet. Er blevet mere grådlabil, og mærkedagene er stadig svære at komme igennem. Men jeg er helt klart blevet en bedre far, der er mere nærværende og ikke længere har så travlt som før med at være på vej. Og nok i det hele taget en bedre samtalepartner, der er mere opmærksom og lyttende. Der er ikke noget, jeg skal bevise mere, og jeg længes på ingen måde efter den pressede ministerkalender. Det, der betyder noget nu, er at få det bedste ud af den tid, vi har. Og der er selvfølgelig 1000 forskellige måder at bearbejde sorg på, men jeg har i hvert fald lært, at det er vigtigt at gøre det. For den går ikke væk af sig selv.
Og igen vil jeg fremhæve de ældre mænd som nogle af dem, der er særligt udsatte. Dem skal vi huske at have en ekstra opmærksomhed omkring, når de bliver alene, for de beder nok ikke selv om den. I dag bruger jeg derfor også en del af min tid på at holde foredrag om døden og sorgen, for hvis jeg kan hjælpe bare ét menneske med at genfinde livslysten efter et tab, så er det den største gave at kunne give.