Prøv avisen

LO-formand: Mine drenge blev hurtigere voksne, end de burde

Lizette Risgaards daglige arbejdsplads er LO-huset på Islands Brygge i København. – Foto: Leif Tuxen

Som formand for LO kender Lizette Risgaard til at kæmpe for sine sejre, men den største kamp fandt ikke sted i et mødelokale. Efter sin mands død for fem år siden skulle hun balancere et stort arbejdspres og holde sammen på sin familie

Hun er den første kvindelige formand for landsorganisationen LO, og i medierne har hun blandt andet gjort sig bemærket ved at fyre sin ledelse, tre dage efter at hun tiltrådte som formand, og for sin kamp med – og sejr over – lavprisflyselskabet Ryanair. Egenrådig, men også jordnær og alt andet end selvhøjtidelig.

Også i dag, hvor hun byder velkommen i LO-huset på Islands Brygge i København med favnen fuld af kaffekopper og drikkevarer, men takker pænt nej til en hjælpende hånd og i stedet med et smil dirigerer ind i hjørnekontoret, hvor interviewet finder sted.

”Kaffe? Så en sodavand da? Nå, så parkerer vi det herovre, hvis du kommer på bedre tanker,” siger hun med et smil, men heller ikke helt tilfreds med ikke at få lov til at give den som vært.

For nogle harmonerer den uformelle, joviale omgang måske ikke helt med hendes status som en af Danmarks mest magtfulde personer, der er repræsentant for mere end én million lønmodtagere – 1.049.684 ved seneste opgørelse. Men beskrivelsen går igen og igen, når folk omkring Lizette Risgaard skal sætte ord på, hvad der kendetegner hende.

Formanden med to årtier som kontorfunktionær på cv’et voksede op i arbejderkvarteret på Nørrebro i København i 1970’erne og er alle dage blevet beskrevet som målrettet, men ydmyg. Hendes far Knud Erik Christensen var jord- og betonarbejder, moderen Ketty Christensen havde en række forskellige jobs, inden hun blev kontorassistent og tillidsrepræsentant. Lizette Risgaard voksede op i en lille lejlighed på Fyensgade 10 ved Nørrebros Runddel, og hun hørte ofte sin mor fortælle om de rettigheder, hendes kollegaer måtte kæmpe indædt for.

Lizette Risgaard var efternøler med 18 år op til sin ældste søster, Margit, og 13 år til tvillingebrødrene Knud og Ole, som hun dog ikke voksede op under samme tag som. Ketty Christensen var enlig mor, da hun fik Knud og Ole med en mand, som besluttede sig for, at han ikke ville giftes med hende. Pludselig befandt hun sig selv alene med tre børn, som hun ikke kunne forsørge. Hun valgte derfor at bortadoptere tvillingerne.

”Det var en stor sorg for min mor at skulle bortadoptere sine to sønner. De kom på et opholdshjem fra fødslen og var der i et halvt år, inden man fandt adoptivforældre i Esbjerg, der ville tage dem begge. Det betød utrolig meget for min mor, at de ikke blev splittet,men forestil dig, hvor svært det har været for hende at besøge dem på det opholdshjem og vide, at hvert øjeblik, det kunne være, ville de være væk.”

Ketty Christensen holdt kontakten ved lige med adoptivmoderen og besøgte hende og drengene gennem deres opvækst, og med tiden udviklede også Lizette Risgaard et forhold til sine brødre og deres familier. Den ene bror, Knud, døde af kræft i 2006, men Lizette og hendes familie har stadig kontakt til Knuds hustru og familie, samt til sin anden bror, Ole og hans familie – alle bor de stadig i Esbjerg. Man holder sammen, selv når omstændighederne gør det svært, fortæller hun.

”I min familie har vi altid stået sammen, også når det måske har været nemmere ikke at gøre det. Det gjorde min forældre også, da deres ægteskab ikke længere var rigtigt for dem. De blev skilt, da jeg var 10 år, og min far flyttede til Nordjylland, men jeg besøgte ham ofte, og mine forældre sås ofte efter skilsmissen. Man navigerer bedst i et oprørt hav ved at stå sammen.”

Fra kontoret i LO-bygningen giver glasvæggene fuld udsigt over Københavns Havn og Bryggebroen, der i år har 10-årsjubilæum som bindeled mellem Islands Brygge og Kalvebod Brygge. Selv på denne blæsende dag, hvor vinden har et stærkt tag i de smældende røde LO-faner, er det en indbydende udsigt.

Lizette Risgaard tilbringer mange af døgnets timer i denne bygning, også for mange ifølge flere i hendes omgangskreds, fortæller hun. hendes andet hjem er i rødovre, hvor hun bor med sin yngste søn, Jesper, der er 17 år og ved at uddanne sig til elektriker.

Den ældste søn, Mark, er 23 år og bor i Horsens med sin kæreste, hvor han læser til pædagog. For fem år siden, da begge sønner stadig boede hjemme, talte husstanden i Rødovre dobbelt så mange, men i 2010 fik hendes mand gennem mere end 20 år, Per Risgaard, konstateret kræft og døde i 2011.

De mødte hinanden i 1987 til en housewarming hos Per Risgaards bror. Lizette var med som gæst, mens Per hjalp til i køkkenet i broderens landsted i Køge. Per Risgaard var med det samme overbevist om, at store ting var i vente for ham og Lizette. Hun var knap så skråsikker, men et par dage efter deres møde kom Lizette Risgaard hjem til en buket roser ved sin dør, og den ihærdige bejler fik en invitation til en kop kaffe.

Godt to år senere sagde de ja til hinanden i med- og modgang i en fyldt kirke i Glostrup. Det blev begyndelsen på et ægteskab, hvor de klassiske kønsroller var vendt på hovedet, når det gjaldt forsørgerrollen.

”Jeg synes, vi havde en god balance i ægteskabet. Vi var gode for hinanden. Vi udfordrede hinanden, og vi kunne både grine og græde sammen. Det var oftest Per, der tog imod drengene, når de kom hjem fra skole, og ham, der kørte dem til fodbold. Han var basen derhjemme, og det gav mig plads til at kunne søge de udfordringer i mit job og bestyrelsesarbejde, jeg ønskede. Det var vores overenskomst,” griner hun.

I tiden fra deres første møde til Per Risgaard fik kræftdiagnosen, var Lizette rykket op i rækkerne fra kontorfunktionær i Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark til at blive første formand for HK Service i København og sidenhen i 2007 næstformand i LO. Hun takkede ja til daværende formand, Harald Børstings, tilbud om næstformandsposten med det erklærede mål, at hun skulle være hans efterfølger som formand.

Da Per Risgaard fik diagnosen kræft, var han og Lizette Risgaard flyttet fra hinanden, men de besluttede sig for at flytte sammen igen efter hans diagnose. Det havde længe været planen, at Lizette Risgaard skulle tage en masteruddannelse, men det blev skrinlagt, så hun kunne tilbringe mere tid derhjemme. Et år efter Per Risgaards død besluttede hun sig dog for at vende tilbage og tage sin uddannelse, som hun færdiggjorde i 2012.

”Jeg har lært, at jeg håndterer sorg bedst ved at få det ud. Jeg skal tale om det og gøre noget. Så kan jeg få det på afstand og dermed være i det. Så selvom det var hårdt at tage uddannelsen, og det krævede mange kræfter og også megen hjælp fra min familie at balancere studium, et krævende arbejde og rollen som enlig mor, så blev studiet også en form for frirum. Et hårdt frirum, men det var ikke desto mindre noget konkret, jeg kunne rette fokus mod,” forklarer hun.

Hun taler åbent om sin mand og om tiden efter hans diagnose og død. Men hun dvæler ikke ved det.

”Uanset hvor stor en udfordring jeg står over for, spørger jeg mig selv, om jeg kan gøre noget ved det, ændre på det. Og det kunne jeg ikke dengang. Jeg kunne ikke ændre på Pers død, men jeg kunne sørge for at komme videre uden at falde i et hul eller bruge min energi på at dyrke sorgen. Vores drenge havde brug for en nærværende mor, som var der og fik hverdagen til at fungere.”

Begge sønner havde et tæt forhold til deres far, og deres savn er stadig stort. Han efterlod et tomrum i familien, som stadig er der i dag, forklarer hun. Og ægtefællens død forandrede også hendes eget forhold til sønnerne, forklarer Lizette Risgaard.

”Da Per døde, var Mark og Jesper teenagere, 18 og 12 år, og det gør noget ved et menneske at miste en forælder, især når man ikke er voksen endnu. Deres barndom forsvandt, ligesom uskylden forsvandt. Jeg er utrolig stolt af dem begge to, det har været så svært for dem, og alligevel har de på hver sin måde klaret sig igennem og er blevet selvstændige, dejlige mennesker.”

”Men de blev også meget hurtigere voksne, end de burde. Og der er garanteret noget, jeg kunne eller burde have gjort anderledes, men jeg har jo måttet føle mig frem og gøre, hvad jeg mente, var det rigtige. Og jeg håber, de en dag om mange år, når de sætter sig ned og reflekterer over deres liv, vil tænke ’Hun gjorde det så godt, som hun kunne. Og hun gjorde det af kærlighed til os’.”

Lizette Risgaard holder helst sin familie og de personlige kampe ude af medierne. Den karrieremæssige kamp som næstformand og sidenhen formand i LO har til gengæld fået rigeligt med bevågenhed i landets medier.

I 2011 blev hun forsøgt kuppet på LO-kongressen, men hun ikke blot overlevede kupforsøget, hun afviste kupforsøget med en overvældende opbakning. Det afholdt dog ikke modstandere fra at forsøge at skubbe hende ud på et sidespor i noget, som flere medier blandt andet har beskrevet som voksenmobning. Beslutningen om at fuldende masteruddannelsen var også et modsvar til det, forklarer hun.

”Med den i hånden kunne ingen sige, at jeg ikke var dygtig nok.”

Når talen falder på hendes arbejde, taler hun ikke blot hurtigt, men også bramfrit. To gange, mens hun fortæller om kampene i korridorerne og bag skrivebordene, understreger hun sin pointe med et bestemt dask i glasbordet.

Det er ikke blot et spørgsmål om personlige ambitioner, men også et spørgsmål om ligestilling for formanden, der åbent har meldt ud, at ligestilling på arbejdsmarkedet er blandt hendes mærkesager, og som også tidligere har kritiseret, at kvinder i høje stillinger i højere grad skal bevise deres værd end deres mandlige kolleger.

”Det er min erfaring, at kvinder i topstillinger bliver gransket og vurderet på en måde, som ikke gælder for deres mandlige pendanter. De klassiske forestillinger om mandlige og kvindelige dyder eksisterer skam stadig – også på toplederniveau. Nogle mennesker lader til at have en eller anden forestilling om, at beslutsomhed er en maskulin dyd, og at kvinders forcer skal findes i mere bløde værdier. Jeg er selv blevet rost for at ’lede som en mand’, og jeg har omvendt oplevet folk, som har forvekslet min venlighed med, at jeg skulle være til at kyse. Det, har jeg måttet forklare dem, er en forkert opfattelse.”

”I min familie har vi altid stået sammen, også når det måske har været nemmere ikke at gøre det. Det gjorde min forældre også, da deres ægteskab ikke længere var rigtigt for dem. De blev skilt, da jeg var 10 år, og min far flyttede til Nordjylland, men jeg besøgte ham ofte, og mine forældre sås ofte efter skilsmissen. Man navigerer bedst i et oprørt hav ved at stå sammen.” Foto: Leif Tuxen