Prøv avisen

Antoinette sejlede for de allierede under krigen: Mine forældre bad hver dag for min hjemkomst

Det værste var, når vi skulle i redningsbådene om natten, fortæller 96-årige Antoinette Meldgaard, for hvem oplevelserne under Anden Verdenskrig stadig står knivskarpt i hukommelsen. – Foto: Lars Aarø

Danmarks befrielse betyder stadig noget helt særligt for 96-årige Antoinette Meldgaard. I 1940 strandede hun som ung pige i Island og tog hyre på et skib, der fragtede soldater og våben. Først da freden kom, kunne hun vende hjem til familien i Fredericia.

Det er i 74 år siden, at den danske speaker Johannes Gunner Sørensen fra et BBC-studie i London kunne meddele, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. For 96-årige Antoinette Meldgaard er de følelser, som budskabet udløste, imidlertid stadig så nærværende, at tårerne triller, og stemmen bliver grødet, når hun fortæller om 4. maj-aftenen i 1945.

”Det var så stort,” siger hun.

Vi sidder stille sammen et øjeblik, indtil hun igen løfter hovedet og siger:

”Det betød jo, at jeg endelig kunne komme hjem.”

På spisebordet i Antoinette Meldgaards rummelige tredjesals- lejlighed i Aarhus-bydelen Frederiksbjerg ligger en stak gulnede sort-hvide fotos og et par medaljer med stribede bånd i de franske trikolorefarver rød, hvid og blå. Sidstnævnte stammer fra en ceremoni i Normandiet i 2014, der markerede 70-årsdagen for D-dag. Som en af de godt 6000 danskere, der sejlede for de allierede under Anden Verdenskrig, er Antoinette Meldgaard blevet hædret for sin indsats. Men billederne på spisebordet fortæller også en anden historie: Om en ung pige, opvokset i trygge kår, der nok var rejselysten, men også så præget af samtidens dogmer, at hun fandt det mest fornuftigt at lære noget om husholdning. At hun på grund af den kombination skulle komme til at sejle med soldater og våben og dermed blive en del af modstandskampen, havde aldrig strejfet hende.

Som 17-årig og med en netop overstået realeksamen tog hun en sensommerdag i 1939 afsked med sine forældre og storebror for at rejse til Island, hvor hun havde fået plads hos et mejeribestyrerpar uden for Reykjavik. Planen var, at hun skulle være hos familien i et års tid, men der kom til at gå næsten seks år, før hun genså sin familie hjemme i Danmark. Det er minderne om det savn, der stadig kan kalde tårerne frem hos Antoinette Meldgaard

”’Pas nu på det med drengene,’ sagde min mor, da vi vinkede farvel til hinanden. Jeg var så uskyldig, at jeg ikke forstod, hvad hun mente, men det var vel ment som en slags seksualundervisning,” siger Antoinette Meldgaard med et lille smil, mens hun synker et par gange og fører en serviet op til sine blanke øjne.

Hverken mor eller datter kunne på det tidspunkt forudse, at Antoinette Meldgaard skulle blive omgivet af usædvanligt mange unge mænd – alle i soldateruniform.

Hun er født og opvokset i den lille sønderjyske by Hjortvad tæt på Toftlund i Sønderjylland. Her var hendes forældre lærerpar på landsbyskolen, i øvrigt de første danske lærere, da Hjortvad ligesom det øvrige Jylland syd for Kongeåen var tysk indtil genforeningen i 1920.

Barndommen var tryg og god, og hun har kun rosende ord tilovers for sine gudsfrygtige forældre og den fire år ældre storebror, som lærte hende så meget nyttigt. Eksempelvis blomsternes navne og at skelne mellem fuglenes stemmer. Da hun var 12-13 år flyttede familien til Fredericia, hvor faderen fik en bedre stilling, og efterhånden som Antoinette Meldgaard voksede til, trak det i hende for at komme ud og opleve verden.

”Hvis jeg ikke havde haft den trang, var jeg nok blevet hjemme og havde giftet mig med naboens dreng,” som hun siger.

Den 9. april 1940 om formiddagen nåede nyheden om, at Tyskland havde besat Danmark, frem til Antoinette Meldgaard i Island.

”Jeg blev først og fremmest bekymret for min familie. Jeg kunne ikke ringe hjem, men kun sende telegrammer med højest 25 ord, og den tyske censur stregede bynavne og mange ting ud. Vi måtte heller ikke skrive noget om vejret. Jeg følte mig meget isoleret. Efter et par uger fik jeg heldigvis et brev om, at mine forældre havde det godt, men samtidig begyndte det at gå op for mig, at jeg ikke kunne rejse hjem. Jeg kunne heller ikke blive på mejeriet, så i første omgang fik jeg plads hos en familie i Reykjavik med fire børn og en syg kone,” fortæller hun.

I den islandske hovedstad kom Antoinette Meldgaard med i en dansk klub, og gennem den fik hun hyre på et dansk skib, hvor hun skulle hjælpe til i kabyssen.

”Så hørte jeg om et norsk passagerskib, hvor de havde brug for stewardesser, og hvor lønnen var bedre. Der søgte jeg hen og fik arbejde sammen med fem andre skandinaviske piger. Skibet hed ’Lyra’ og sejlede under engelsk flag i konvoj mellem Reykjavik og britiske havne som Newcastle og Edinburgh. Passagererne var blandt andre britiske soldater og officerer. Jeg serverede for skibets kaptajn, og der var et dejligt fællesskab blandt personalet om bord. Vi tænkte ikke så meget over, hvor farligt det i grunden var,” husker hun.

En dag spurgte et af de andre besætningsmedlemmer Antoinette Meldgard, om hun vidste, at skibet havde lasten fuld af ammunition.

”Det anede jeg jo ikke,” siger hun, mens hun bladrer lidt i de gamle billeder på bordet foran sig.

Farvandet var fuld af tyske u-både, og en morgen gik situationens alvor op for den unge sønderjyske stewardesse.

”Vi fik at vide, at vi i nattens løb havde mistet et skib bag os i konvojen, men vi måtte ikke standse for at hjælpe. Sådan var reglerne. Alle ombordværende må være druknet. Efter den melding skulle jeg ikke have mere morgenmad, og i de følgende dage spiste jeg heller ikke noget. Det kunne jo lige så godt have været os.”

Det var ikke den eneste forskrækkelse, Antoinette Meldgaard havde om bord på ”Lyra”. På en frieftermiddag, hvor hun lå på øverste dæk og tog solbad, fløj der pludselig et fly med hagekors malet på siden lavt hen over skibet.

”Flyet var så tæt på, at jeg kunne se pilotens øjne. Hold da op, hvor blev jeg bange og kunne slet ikke røre mig. Men han fløj heldigvis videre uden at åbne ild. Da jeg kom nedenunder, mødte jeg et af de andre besætningsmedlemmer, der spurgte, om jeg havde set et spøgelse. ’Nej, en tysker,’ svarede jeg.”

Antoinette Meldgaard husker med gru også de natlige seancer, hvor alarmen lød, og besætningen skulle gribe pas og søfartsbog og bevæge sig mod redningsbådene.

”Det var den mest uhyggelige lyd, og vi vidste jo ikke, om det var virkelighed eller bare en øvelse. Det var så koldt og klamt, og mine ben ville aldrig lystre mig, når jeg skulle kravle ned ad rebstigerne. Men heldigvis skete der aldrig noget,” siger hun.

Når Antoinette Meldgaard fortsatte den farefulde sejlads, var det ikke kun på grund af lønnen, men også, fordi der fulgte gode oplevelser med.

Hun mindes med taknemmelighed den venlighed, hun mødte fra de britiske soldater, og hun fik også givet dem noget igen. Hun havde en god sangstemme og begyndte på et tidspunkt at synge nogle af Vera Lynns sange. Blandt andet en gang på kajen i Newcastle, hvor en stor gruppe britiske soldater stimlede sammen om hende for at lytte.

”Det var meget rørende,” husker hun.

Vera Lynn-sangene har i øvrigt fulgt hende gennem det meste af livet. Sammen med en anden krigsejler-veteran, nu afdøde norske Arne Glinsvad, der spillede klaver, har hun optrådt med sangene ved flere lejligheder. Blandt andet på 4.maj-kollegiet i Aarhus.

I det hele taget har minderne fra besættelsestiden fyldt meget i hendes liv, og når hun i aften sætter tændte stearinlys i sine vinduer, vil hun som altid på en 4. maj blive ramt af lige dele vemod og taknemmelighed. Hun gennemlever følelsen af den alenehed, hun ofte havde under krigen, hvor hun mod sin vilje var adskilt fra sin familie, men lader alligevel taknemmeligheden over, at der ikke skete noget med hende, veje tungest.

”4. maj 1945 sad jeg sammen med min veninde Karen i vores fælles lejlighed i Reykjavik, og vi blev jo bare så glade, da vi hørte fredsbudskabet. Vi valgte dog at blive indendøre, for gaderne blev hurtigt fyldt med fulde mennesker, der råbte og skreg. Det turde vi ikke tage del i,” siger Antoinette Meldgaard.

Næste dag samledes de med en flok andre danskere på et hotel, og Antoinette Meldgaard begyndte derefter at lægge planer for sin hjemrejse. Hun havde imidlertid hørt, at man manglede alting i Danmark, så hun fortsatte med at arbejde i nogle måneder og brugte sin løn til at købe tøj og andre fornødenheder, som hun sendte hjem til familien i Danmark. Men på et tidspunkt kom der et brev fra hendes far, der skrev ”Vi savner ikke noget, kun dig, så kom hjem”.

”Mine forældre bad hver dag Gud om, at jeg måtte komme uskadt hjem. Jeg er helt sikker på, at det hjalp,” siger hun.

Det var dog ikke så ligetil at komme til Danmark, men det lykkedes via en hyre på et skib fra Island til Edinburgh og derfra videre til Danmark. Antoinette Meldgaard får endnu engang tårer i øjnene, da hun beretter om, hvordan den danske konsul i Edinburgh stod på kajen sammen med sin familie og tog imod hende. Og det rørende øjeblik, hvor skibet en augustdag lagde til kaj ved Jægerspris i Nordsjælland, og hun så sin far og storebror stå og vifte med dannebrogsflag. Antoinette Meldgaard måtte ikke afmønstre, men familien fik lov at komme om bord, og der blev delt lange og varme omfavnelser. Faderen sejlede med til Svendborg, hvorfra de sammen gik fra borde og tog toget hjem til Fredericia. Her ventede moderen og en endnu varmere velkomst med flag og velkomstskilte. Først da var krigen for alvor slut for Antoinette Meldgaard, og som hun siger:

”Det var meget store dage”.

I dag er hun, måske, den sidste overlevende danske krigssejler. Alle hun kendte fra den tid, og fra efterfølgende sammenkomster i krigssejlerorganisationen, er døde.

”Det er mærkeligt, at de allesammen er væk nu, men det gør det endnu mere vigtigt for mig at fortælle min historie,” siger Antoinette Meldgaard.

Som mange andre modstandsfolk talte hun i mange år ikke ret meget med venner og kolleger om sit liv under krigen. Men efterhånden som hun er blevet ældre, har det fået større betydning for hende at fortælle sin version af besættelsestiden.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig kan huske det hele,” siger hun, der har lært sig at skrive på computer for at kunne fastholde sine erindringer og videregive dem til sin søn, børnebørn og oldebørn.

Familien i Fredericia tog kærligt imod Antoinette Meldgaard, da hun efter Befrielsen endelig kunne vende hjem. Privatfoto.
Som 17-årig tog Antoinette Meldgaard til Island for at lære husholdning uden at ane, at der var en krig på vej. – Privatfoto.
Antoinette Meldgaard havde hyre som stewardesse på det norske skib ”Lyra”, der sejlede mellem Island og England under Anden Verdenskrig. Lasten bestod ofte af soldater og våben. – Privatfoto.

Da jeg kom nedenunder, mødte jeg et af de andre besætningsmedlemmer, der spurgte, om jeg havde set et spøgelse. ’Nej, en tysker,’ svarede jeg.'

Antoinette Meldgaard