Prøv avisen
Interview

Bjarne Lenau Henriksen: Mine oplevelser med sygdommen giver mig ikke en ny grund til at tro på mirakler

”At vidne om Gud er at leve, så man gør livet dyrebart for andre.” Den sætning har altid været idealet i Bjarne Lenau Henriksens diakonale arbejde såvel som i hans eget liv. I morgen fylder den tidligere Kirkens Korshær-chef 70 år. – Foto: Leif Tuxen

Selvom det er otte år siden, at Bjarne Lenau Henriksen stoppede som chef for Kirkens Korshær, står samfundets udsatte menneskeskæbner stadig hans hjerte nær. Efter længere tids lungesygdom er han igen aktiv som både lektiehjælper, fængselspræst og foredragsholder. I morgen fylder han 70 år

En forårsnat for fire år siden havde Bjarne Lenau Henriksen en særlig drøm.

Den tidligere præst og mangeårige chef for Kirkens Korshær husker stadig hver en detalje.

”Jeg kan endda huske, hvilket tøj jeg havde på,” siger han.

Han var blevet indlagt på Hillerød Sygehus med en alvorlig lungehindebetændelse. Senere fandt han ud af, at han havde været ved at dø den nat.

I drømmen betragtede Bjarne Lenau Henriksen sig selv drukne. Ikke på en hektisk og hikstende måde i blågråt, grumset vand. Snarere stille, på en måde fredfyldt, rank og oprejst i helt klart vand.

”Og mens jeg så sænkedes ned i vandet, hørte jeg mig selv sige: ’Vorherre, nu må du være med mig, når jeg skal dø.’ Altså – det sagde den Bjarne, som var ved at drukne, mens jeg, som betragtede ham, sagde: ’Nå, nu har du accepteret, at du skal dø.’”

Bjarne Lenau Henriksen havde på det tidspunkt været meget syg med kol og en sjælden overfølsomhedssygdom i lungerne.

I den lange sygdomsperiode var alt en anstrengelse. Tandbørstning, spisning og dét at klæde sig af inden sengetid foregik under pusten og stønnen.

”Man tænker hele tiden på, hvordan man skal få luft. Og når man så endelig falder til ro, så kommer angsten. Angsten for, at man til sidst slet ikke kan få luft mere,” siger Bjarne Lenau Henriksen, der i tiden før indlæggelsen på Hillerød Sygehus havde indstillet sig på det værste scenarie.

”Johannes Johansen skrev et sødt digt, lige inden han døde, som siger det meget godt: ’Jeg vil så gerne sove og aldrig vågne mer’. Forsvinde i et mørke, hvor kun Guds øjne ser.’ Det tænkte jeg tit på dengang.”

Men i morgen fylder Bjarne Lenau Henriksen 70 år. For drømmen, som han havde den nat på sygehuset, blev afbrudt på den måde, som drømme heldigvis ofte bliver det. Han vågnede. En sygeplejerske holdt hans hånd og gentog ordene ”Hold fast. Giv ikke slip”.

”Og så gik det fremad derfra,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

Han sidder i sofaen i hjemmet i Nivå, hvor han bor sammen med sin hustru, Birte.

Pladsen i sofaen var han nærmest lænket til med iPad og bøger i den periode, hvor han var alvorligt syg.

IPad’en ligger stadig i sofaen, men Bjarne Lenau Henriksen har det væsentligt bedre. Selvom han lever med to lungesygdomme, kan han nu gøre næsten, hvad han vil, fortæller han begejstret. For at være ”i gang med noget” er vigtigt.

Dagligt sidder han nu igen i arbejdsværelset, som ligger i forlængelse af stuen, og læser latin og italiensk, skøn- og faglitteratur, og skriver også lidt en gang imellem.

Mellem arbejdsværelset og stuen er der ingen dør. Bjarne Lenau Henriksen kan godt lide at have udsyn til Birte i stuen. Det gør ham tryg. I år er det 50 år siden, de mødtes første gang, og næste år fejrer de guldbryllup.

At Bjarne Lenau Henriksen igen har det godt, skyldes blandt andet, at han har lagt sin kost om og tabt sig betydeligt. Det mente lungerne vist var bedst, siger han. Han cykler og styrketræner, og selvom han om natten stadig kan drømme om at rense sin pibe, er også den lagt på hylden for længst.

”Men alt det behøver du ikke skrive om,” siger han.

Det skal ikke blive for sentimentalt, lader han forstå.

Hans liv er ikke en carpe diem-kliché. Der er ingen grund til at sætte mere pris på livet nu end før, selvom en læge kaldte hans drøm den nat på Hillerød Sygehus for en nærdødsoplevelse. Det ord bryder han sig ikke selv meget om. Han oplever det blot som en drøm, der afspejler virkeligheden.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov at beholde mit liv, og jeg vil gerne leve mange år endnu. Men jeg har altid været glad for at leve, og det er der ikke lavet om på.”

”Mine oplevelser med sygdommen giver mig ikke en ny grund til at tro på mirakler. Jeg tror på det mirakel, det er at møde dygtige læger og sygeplejersker. Og på at Vorherre nok har en finger med i spillet. Men hvis man drukner i sentimentaliteten, så forsvinder alvoren og værst af alt humoren, som er det vigtigste for et godt liv.”

Bjarne Lenau Henriksen er en sagens mand, fornemmer man. Han vil helst fortælle om alt det, han ”er i gang med”.

En gang om ugen er han frivillig lektiehjælper i Nivå lektiecafé, hvor Birte er formand. Han er desuden fængselspræst i Horserød Statsfængsel og gæsteprædikant en gang om måneden i Marmorkirken i København.

Og så holder han foredrag. Om livskvalitet, om sit diakonale arbejde i Kirkens Korshær og om sit arbejde som fængselspræst. Og også om at leve med en lungesygdom. Oftest er fællesnævneren i foredragene de tanker, han over årene har gjort sig om den måde, samfundet udvikler sig på.

Positionen som en slags ”grand old man” i kampen for samfundets dårligst stillede – narkomanerne, de hjemløse og de prostituerede, men også flygtninge og fremmede – tager han stadig gerne på sig, selvom det er otte år siden, han trådte tilbage som chef for Kirkens Korshær, hvor han var tilknyttet siden 1968. Først som frivillig, siden som præst og til sidst som chef i 24 år. Og selvom han har skruet lidt ned for sin deltagelse i samfundsdebatten med alderen, kan han ofte ikke lade være med at blande sig. Ikke mindst, fordi der i dag mere end nogensinde er brug for at råbe op, siger han.

”Jeg ser desværre mørkt på samfundets fremtid. Vi lider under et funktionalistisk menneskesyn, hvor enhver skal tage ansvar for sig selv. Neoliberalismen har skabt et individsamfund, som næsten er uhyggeligt i sin narcissisme. Det selvoptagede gør det vanskeligt for os at forestille os, at der er mennesker, som er anderledes end os selv. Deres liv og lykke har i hvert fald ikke noget med os at gøre. Det kommer ikke bag på mig, at så mange i dag føler sig ensomme.”

”Vi hører det hele tiden: De fattige kan jo bare tage sig sammen, ikke? Og de psykisk syge – dem gider vi ikke bruge tid på. For slet ikke at tale om de fremmede. De skal ikke være her. Og nej, vi kan ikke hjælpe alle, men vi kan hjælpe mange flere, end vi gør, og måske er der ovenikøbet noget, vi kan lære af dem. Her taler jeg ikke udelukkende om etnisk madlavning. Jeg taler først og fremmest om den måde, vi er mennesker med hinanden på.”

”I stedet har vi uanstændige og inhumane politikere, der fejrer udlændingestramninger med othellolagkage. Og tænk, at en hjemløs nu kan få en bøde for at ligge på gaden, fordi det skaber ’utryghed’ hos pæne mennesker. Det er politikerne, der burde få bøder for at indføre sådan noget. De har skabt et samfund, hvor mennesker ikke længere er hinandens nødvendighed, og det gør mig vred.”

Bjarne Lenau Henriksen har talt sig varm. Men på trods af sit store samfundsengagement har han aldrig tænkt på at gå ind i politik. Dertil holdt han for meget af sit arbejde i Kirkens Korshær og som præst.

Men diakoni er alligevel ikke bare at være der for samfundets mest sårbare eksistenser i øjeblikket, mener han. Det er ikke kun at sidde med en koksende narkomans hoved på sin skulder i Mariakirken en hel nat eller at føre samtaler med de indsatte i fængslet, når deres tilværelse er særligt vanskelig.

Det er i høj grad også at ”sætte eftertænksomheden i sving” og bruge sine erfaringer til at rette en ”sober og klar” samfundskritik.

”Den skal rettes mod vores politiske systemer, men den skal også rettes mod vores kirke, som skal fastholdes i troen på Guds betingelsesløse nærvær blandt tilsyneladende umulige menneskeliv,” siger Bjarne Lenau Henriksen.

For ham er diakonien ”provokerende, protesterende og solidarisk”, tilføjer han. Det samme er hans kristendom. Den er ikke en privatsag mellem ham og Gud. Den skal altid spille sammen med den jordiske virkelighed, han er en del af.

”Når vi går til alters, sidder vi med ryggen til verden. Men derefter bliver vi for fuld styrke sendt ud i den med budskabet om Guds grænseløse kærlighed. Det skal vi omsætte sammen med vores medmennesker. Tro, kristendom og teologi er levende kød og ånd. Den tro, jeg har på Guds grænseløse kærlighed, er ikke kun ord. Den er levende og levet liv.”

Men det handler ikke om gerningsretfærdighed, understreger han.

”Også jeg ved, at frelsen er der først. Når jeg har gjort det, jeg har gjort i mit liv, så skyldes det, at jeg er så privilegeret, at Gud har sagt ja til mig, og det skal jeg tage imod og bruge.”

”Kaj Munk har en sætning i en prædikensamling, der siger det meget godt: ’At vidne om Gud er at leve, så man gør livet dyrebart for andre, og det gode styrkes i dem’. Det har været min programerklæring – mit ideal, om man vil – både for Korshærens arbejde, og, hvis jeg skal være selvhøjtidelig, også i mit eget liv.”

Kort sagt handler det om, at kristendommen skal være livsbekræftende, mener Bjarne Lenau Henriksen. Den skal holde os fast i, at livet, med alt sit besvær og møje, sorg, smerte og elendighed, er ”Guds elskede skaberværk”.

”Det er det, jeg også kan sige til de hjemløse eller de indsatte. Eller til de kol-patienter, der skammer sig over, at de er blevet syge, fordi de har røget for meget. Vi er alle Guds skaberværk, og derfor er livet betingelsesløst værdifuldt.”

For at opretholde det ideal har to ting været vigtige. I formidlingen er humor essentiel.

”Humoren skal ligge dybt og overraskende i mine prædikener. Den skal dukke op lige så stilfærdigt og skabe et glimt af glæde og varme,” siger Bjarne Lenau Henriksen

Men den altafgørende styrke for ham til at holde fast i det pejlemærke, at livet er dyrebart og skal bruges til at gøre livet dyrebart for andre, finder Bjarne Lenau Henriksen i sit private liv med sin familie. Med Birte, deres to voksne sønner og nu også de to børnebørn.

”Det er kernen. De er mit livs største privilegium og meningsgiver.”

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

Hvis jeg nu var from, ville jeg sige Bibelen. Og selvfølgelig er det mit livs vigtigste bog. Men jeg vil svare ”Sommerfugledalen” af Inger Christensen. Hun har nogle sætninger, som er helt utrolige. ”Der er ingen, man ikke kan hjælpe, selvom det er umuligt.” Det er livsklogskab.

Hvilken kendt person vil du helst have til bords?

Kendte mennesker interesserer mig ikke.

Hvor slapper du bedst af?

I min bil. En bil er som en tryghedskabine. Og så kan jeg godt lide at køre stærkt.

Selvom Bjarne Lenau Henriksen lever med to lungesygdomme, kan han nu gøre næsten, hvad han vil, fortæller han begejstret. For at være ”i gang med noget” er vigtigt. Foto: Leif Tuxen
En gang om ugen er Bjarne Lenau Henriksen frivillig lektiehjælper i Nivå lektiecafé, hvor Birte er formand. Han er desuden fængselspræst i Horserød Statsfængsel og gæsteprædikant en gang om måneden i Marmorkirken i København. Foto: Leif Tuxen