Skuespiller: Mine sommerminder er livet i den vilde svenske skov

Der var ikke råd til de eksotiske sommerferier, da skuespiller Marie Louise Wille var barn. I stedet tilbragte hun somrene på en ødegård i Sverige omgivet af en børneflok af fætre og kusiner, der gik på opdagelse i den vilde skov og i en forladt skolebygning

Sverige har en særlig plads i skuespiller Marie Louise Willes hjerte. Som barn tilbragte hun hver sommer på en ødegård i den svenske skov sammen med et utal af fætre, kusiner, onkler og tanter. I dag har hun et sommerhus i Danmark, men savner Sveriges forskelligartede flora. – Privatfoto.
Sverige har en særlig plads i skuespiller Marie Louise Willes hjerte. Som barn tilbragte hun hver sommer på en ødegård i den svenske skov sammen med et utal af fætre, kusiner, onkler og tanter. I dag har hun et sommerhus i Danmark, men savner Sveriges forskelligartede flora. – Privatfoto. Foto: Privatfoto

Da jeg var barn, rejste vi ikke særlig meget rundt. Jeg er en ud af fire børn, så det var der ikke råd til. I stedet tog vi hver sommer på en ødegård i Sverige på grænsen mellem Halland og Skåne med alle mine fætre og kusiner, tanter og onkler. Mine forældre havde ikke nogen bil, så vi bumlede af sted i toget til Sverige og blev hentet. Min moster og onkel havde en gammel postbil, hvor der var helt åbent bagi og lugtede lidt af benzin. Der sad vi alle, og ingen havde sikkerhedssele på, for det var jo ikke noget, man bekymrede sig om dengang.

Vi var fem familier eller noget i den stil, som tog af sted og boede på ødegården hele sommeren. De voksne havde hvert sit værelse, og børnene sov på en sovesal med køjesenge.

Jeg har ret mange fætre og kusiner, så vi var en kæmpe børneflok, og vi underholdt os selv alt efter, hvordan vejret var. Hvis det regnede, løb vi bare ud i regnen. Ellers gik vi i skoven og badede nøgne i bedste 70’er-stil i skovsøernes karakteristiske gyldenbrune vand og plukkede blåbær og hindbær, som vi kunne lokke damerne til at lave tærte ud af. Hvis ikke mændene reparerede på huset, spillede de congas og lavede sange om, hvad vi gik og foretog os.

Jeg har en farbror, der var danmarksmester i 100 meter hækkeløb, og inspireret af ham legede vi olympiade rundt om huset med forskellige forhindringer. Vi lavede også vores første film sammen med onkel Gunnar i huset.

Vi boede midt i skoven og havde ikke rigtig nogen naboer. Hvis der foregik noget mystisk, legede vi, at det var skovtrolden eller hustrolden, der stod bag. På den ene side af huset lå en landmands marker, og til alle de andre sider lå der skov. Ødegården var en gammel lærerbygning og ved siden af lå den forladte skolebygning, hvor vi kravlede ind gennem vinduerne til fare for os selv for at gå på opdagelse i den lille gamle skolesal.

Den kunne sikkert have ramlet sammen om ørerne på os, men det var enormt spændende at kravle rundt i noget, der kunne have været Emil fra Lønnebergs skole, så det var vi ikke bange for. Til gengæld havde vi en angst for hugorme. Det var det farligste, der fandtes!

Marie Louise Willes onkel, Jan Bille, illustrerede livet på den svenske ødegård med alt fra badminton og musik til hygge om bålet og nøgen solbadning. Tegning: Jan Bille.
Marie Louise Willes onkel, Jan Bille, illustrerede livet på den svenske ødegård med alt fra badminton og musik til hygge om bålet og nøgen solbadning. Tegning: Jan Bille.

Sidste gang, jeg var deroppe, var med min mand og min ældste datter, da hun var lille. Det er vel 11 år siden. Da vi selv skulle anskaffe et sommerhus, overvejede vi, om vi kunne gøre det sammen med nogle andre, men jeg tror, at livet på ødegården er noget, der hører til dengang.

Dér hvor jeg selv har sommerhus, har vi flere venner i området og laver rigtig mange ting sammen. Men vi holder også af vores privatliv, og at vi ikke behøver diskutere, om der må hænge en plakat på væggen, eller om der skal males i køkkenet. På den måde var det et rigtigt kollektiv på ødegården, hvor de holdt store påskemøder om, hvem der skulle lave hvad på huset. Der har været et hav af diskussioner. Og når jeg mærkede efter, ville jeg hellere have, at jeg ikke havde den slags diskussioner med min familie.

Men jeg savner Sverige. Jeg boede som ung voksen tre år i Stockholm og var tæt på at blive svensker. Jeg savner den mere sammensatte flora – skovbunden, de vilde blomster og bær, klipperne der stikker op, duften af mos og gran, de forskelligartede træsorter og vildskaben i naturen.

Ødegården er en historie, jeg har sammen med min familie, fætre, kusiner, onkler og tanter. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der var mange, som havde min ryg, hvis der skete noget. Jeg holder meget af mine fætre og kusiner. Vi er flere, der er i den kreative branche, men også dem, jeg ikke har lige så meget tilfælles med, har jeg stadig en fælles historie med fra vores kollektive liv på ødegården.