Han slår ud med armene og undskylder, at han ikke er blevet helt færdig med at indrette sig på kontoret. I vindueskarmen står endnu de gaver, Flemming Møller Mortensen (S) fik, da han blev udnævnt til minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.
Men man kunne også indvende, at den nyudnævnte minister er nået ganske langt med indretningen efter udnævnelsen den 19. november. Flintøkserne, som han har samlet siden barndommen, har fået en plads, og han har arrangeret sin samling af gamle indiske bronzefigurer i vinduet. Også Niels Helledies krucifiks er kommet op på væggen. Helledie har gengivet både livets træ og Kristi røde hjerte i korset. Når Flemming Møller Mortensen taler om krucifikset, er det som essensen af en påskeprædiken: Livet leves i lyset af påskens glæde i visheden om tilgivelsen på korset og livets sejr over døden. ”Jeg er et glad og engageret kristent menneske, som får megen energi og mening i kirken. Kristendommen perspektiverer min hverdag, og jeg er af den opfattelse, at jeg ikke altid ved bedst. Så kan man søge råd hos kloge folk, men det kan man også gøre i sin tro.”
Vi skal tale om mening, for det er et nøgleord i den nye ministers livssyn. 57-årige Flemming Møller Mortensen, som var eneste nyudnævnte minister i Mette Frederiksens (S) ministerrokade, har siden barndommen i Store Brøndum i Østhimmerland været eksistentielt tænkende. Han voksede op som præstegårdsforpagterens søn med en drøm om at grave sig ned i fortiden sådan helt konkret som arkæolog. Da han blev konfronteret med udsigten til arbejdsløshed for enden af studiet, sadlede han om. Han havde arbejdet som ufaglært sygehjælper, og flere sagde, at han kunne noget med omsorg. Derfor valgte han sygeplejen.
Samtalen om meningen tager afsæt i hans møde med spedalske i det sydlige Indien. Som ung sygeplejerske havde Flemming Møller Mortensen et stærkt ønske om at prøve sin faglighed som sygeplejerske af i en fremmed kultur og gerne et sted, som var mindre privilegeret end det danske sundhedsvæsen. Han kendte til Spedalskhedsmissionen og derfor også til spedalskhedshospitalet i den sydindiske delstat Tamil Nadu. Hospitalet blev grundlagt af den danske sygeplejerske Emilie Lillelund i 1917. De breve, Lillelund sendte hjem, førte til, at der blev oprettet støttekredse og siden Spedalskhedsmissionen i Danmark, men det er en ganske anden historie.
En af de ting, Flemming Møller Mortensen mangler at få med ind på kontoret, er to undseelige træpinde, han fik foræret af en spedalsk patient. En slags hjemmegjorte terninger. Ministeren er samler, og når han er blevet spurgt, hvad han ville redde, hvis huset brændte, har han tænkt på gaven fra den spedalske. De udtrykker den formative erfaring, tiden i Indien blev.
”Den tid blev positivt skelsættende, og det er velovervejet, når jeg udtrykker det sådan.”
Han var den eneste europæer på hospitalet, der lå på landet seks timers busrejse fra nærmeste telefonforbindelse. Han havde ikke været mere end otte dage på hospitalet, inden han mærkede en kamp i sit sind. Det indiske personale viste ham stor tillid og så ham som en autoritet, men han syntes ikke, han kunne leve op til det. Han tog bussen de seks timer til sin nærmeste livline: den garvede danske missionær Janne Garder, som var udsendt af Det Danske Missionsselskab til kostskolen Siloam. Han husker, hvordan de sad i hendes sofa, mens hun lyttede til hans beskrivelse af det tyngende ansvar og følelsen af ikke at slå til i forhold til de opgaver, han blev betroet. Efter at have lyttet så hun på ham og sagde, at der var en mening med, at han var her.
”Det var meget livskyndigt af hende at sige, og jeg måtte give hende ret, for jeg følte i hele min krop, at der var en mening med, at jeg skulle være der. Hun opmuntrede mig til at administrere den tillid, jeg blev vist i hverdagen. Og det holdt og blev en rig tid for mig.”
De to hjemmegjorte terninger fik han som et minde om de timer, han i sin fritid tilbragte med patienter på gulvet, hvor de spillede med terninger som disse. Det øvrige personale undrede sig, men når man som Flemming Møller Mortensen går mere op i fællesskab end titler, giver det mening at være forenet om terningspil på tværs af kulturelle og sociale skel. Terningerne minder ham også om den uretfærdighed, han siden har været optaget af at bekæmpe.
Da han holdt sin tiltrædelsestale i ministeriet, fremhævede han sin dedikation til at arbejde for en mindre skæv verden. Og så pegede han på tre ting, han modarbejder i sig selv, og som han også vil modarbejde i den organisation, han nu kan påvirke: inkompetence, middelmådighed og selviskhed.
”At være minister forbinder jeg mest af alt med stort ansvar. Jeg er en person, som aldrig har haft evnen til at blive benovet over folks titler, men jeg er altid blevet imponeret over kvalifikationer og menneskelige karaktertræk og kompetencer.”
I sin tiltrædelsestale talte han om livet som kostbart. For Flemming Møller Mortensen skal det forstås bogstaveligt, og det er derfor, han modarbejder middelmådigheden.
”Tiden skal bruges rigtigt, og satser man kun middelmådigt på det, man gør, får man ikke ydet nok. Jeg sagde det i talen, fordi det også er vigtigt at give udtryk for, hvad det er for et ambitionsniveau, jeg mener, at vi skal have i ministeriet.”
Og så er der selviskheden. I talen beskrev han, at den havde det med at snige sig ind på alle, og derfor gør han en dyd ud af at værdsætte andre.
”Værdsætter man ikke andre højt nok, får man en dårlig stemning på en arbejdsplads, og man får skabt uretfærdighed. Det ligger ligefor, at vi handler selvisk, og derfor er det også noget, jeg ved, at jeg konstant skal være opmærksom på.”
Det er 13 år siden, han første gang blev valgt til Folketinget, og man kan spørge, om man kan overleve i politik og så bevidst bekæmpe selviskheden? Flemming Møller Mortensen medgiver, at han ikke har placeret sig i det letteste fag med sin modvilje mod selviskhed. Han peger over på væggen, hvor der hænger et værk af Niels Helledie med titlen ”Det røde kabinet”. Helledie forklarede ham, at de otte ansigter er politikere. De har magten og udgør kabinettet. De ser tilforladelige ud, men mindst en af dem har en dolk. Helledie har gjort det tydeligt ved at forsyne værket med en dolk.
”Jeg har værket til skræk og advarsel. Jeg tør godt sige til citat, at jeg er blevet minister uden at have trukket en dolk over for andre, og at jeg ikke er politikeren, som har møvet mig frem. Jeg vil være ærlig og tror, at selv hvide løgne kan indhente en. Men når man siger sådan som politiker, så er der mange, som ikke tror på dig.”
Han fortæller om den dag, statsminister Mette Frederiksen (S) ringede og tilbød ham posten. Han havde et forbehold. Han var begejstret for ressortområdet og kunne se, hvordan det forbandt ham med lange linjer i hans liv. Men hvad ville det betyde for hans forhold til Aalborg Kloster, som han dengang var forstander for?
I 2018 blev han sammen med sin mand, professor Erik Elgaard Sørensen, forstander for Aalborg Kloster, som er opført i 1431 med klosterkirke og refektorium. Det var en ulønnet post, hvor de skulle arbejde for at bevare de historiske rammer og samtidig styrke fællesskabet blandt beboerne, der alle er i sidste halvdel af livet. I oktober 2019 døde Erik Elgaard Sørensen, og Flemming Møller Mortensen fortsatte som forstander og mærkede i tiden efter dødsfaldet, hvad fællesskabet i klosteret betød.
”Jeg sagde til statsministeren, at jeg havde mistet så meget identitet, da Erik døde, og jeg kunne ikke give slip på det sidste kapitel i vores liv, som er klosteret. Det kapitel vil jeg gerne have skal holde i mange år.”
De fandt hurtigt en løsning. Flemming Møller Mortensen har fortsat sin bolig i klosteret, men han har orlov som forstander, og journalist Søren Wormslev er nu konstitueret som klosterforstander.
Ovre ved computeren står et billede af Erik Elgaard Sørensen og Flemming Møller Mortensen foreviget under æresporten på deres sølvbryllupsdag. De fik 35 år sammen, efter at de mødte hinanden på parkeringspladsen ved Aalborg Sygehus Syd, hvor de begge arbejdede.
”Vi vendte os om og så på hinanden. Han var min første kæreste. Erik sagde, at han faldt for min begejstring for livet og min positive livsindstilling.”
De var begge sygeplejersker. Erik Elgaard Sørensen læste videre, blev forsker og professor i klinisk sygepleje. Han fik prostatakræft og levede i flere år ganske godt med sygdommen. Selv da han var terminalt syg, blev han aldrig patient. På det, som blev hans jordiske livs sidste dag, havde de gæster, spiste sild, drak en øl og fik en snaps.
”Det var et omdrejningspunkt i Eriks faglige virke, at sundhedspersonalet skulle passe på det enkelte menneskes integritet og undgå at patientliggøre mennesker. Jeg er taknemmelig for, at han fik lov at dø så stille, roligt og afklaret.”
Natten til den 7. oktober 2019 blev Erik Elgaard Sørensen dårlig. Flemming Møller Mortensen fornemmede, at døden var tæt. I deres sidste intense time sammen holdt han ægtefællens hånd i hjemmet på Aalborg Kloster. Erik Elgaard Sørensens bevidsthed var lidt sløret.
”Vi har haft 35 fantastiske år, og dem genfortalte jeg for ham ved at tage udgangspunkt i de steder, vi havde boet. Det har været et meget symbiotisk forhold, hvor vi delte troen og sammen har udviklet os til dem, vi er og var hver især. Da jeg havde genfortalt vores fælles liv med forskellige geografiske nedslag, sagde jeg, at nu skal vi ikke længere videre sammen.”
Erik Elgaard Sørensen blev bisat fra Budolfi Kirke, som ligger tæt på klosteret, af daværende domprovst Niels Christian Kobbelgaard, som de begge havde et nært forhold til både fra sognet og fra klosteret. Flemming Møller Mortensen følte sig parat til at vende tilbage til Christiansborg, og når han var hjemme fra København, satte han pris på basen i klosteret.
”Jeg havde mistet min bedste ven, og jeg har selvfølgelig været meget ked af det, men jeg mærkede også, hvad det betød, at man er samlet op af et så stærkt fællesskab som det, der er i klosteret.”
Inden Erik Elgaard Sørensen døde, udtrykte han to ønsker for Flemming Møller Mortensens videre liv. To ønsker, som Flemming Møller Mortensen ofte tænker på, og i dag har han indfriet dem begge.
”Erik ønskede, at jeg måtte bevare min begejstring ved livet. Det har jeg gjort, selvom jeg jævnligt bliver mindet om, at det ikke er så længe siden, jeg har mistet, og er mærket af det. Han ønskede også, at jeg kunne finde kærligheden igen, for han mente, at vi med vores 35 år siden havde bevist, at vi var til tosomhed.”