Prøv avisen
Krop&sjæl

Det er helt forfærdeligt at være tilskuer til sin søns stofmisbrug

De har givet hende det samme råd om og om igen. At hun skal lade ham gå. At hun skal lade sin egen elskede 28-årige søn være. At hun ikke længere kan klare tingene for ham. At hun ikke kan redde ham. Modelfoto

Hans hashmisbrug blev hurtigt udvidet med andre stoffer, og det accelererede lynhurtigt, og de venner, han havde, faldt fra. Nu bruger han alt, han kan komme i nærheden af, mens hans mor ser magtesløs til

Jeg kan så godt forstå, at hun ikke ved sine levende råd. Hun ved godt, at jeg formentligt ikke kan stille særligt meget op, så hun kommer mest, fordi hun ikke rigtig kan tale med sin familie og venner om det længere, for de er trætte og har lagt ører til i mange, mange år.

De har givet hende det samme råd om og om igen. At hun skal lade ham gå. At hun skal lade sin egen elskede 28-årige søn være. At hun ikke længere kan klare tingene for ham. At hun ikke kan redde ham.

Men hun kan ikke slippe håbet om, at hvis han bare får den rette hjælp, så vil han igen blive den søde dreng, han var dengang. Før han begyndte sit misbrug.

Og han var en lille dreng, sidst han var uden misbrug. Han kan selv huske, at han var 14 år, første gang han havde abstinenser.

Han har mange diagnoser som ADHD, angst og OCD, så han er formentlig begyndt med at ryge hash, fordi det gav ham en tiltrængt ro. Han kommer fra en helt almindelig god familie, og der har ikke været misbrug hos dem eller andre større udfordringer. I hvert fald ikke større end der er, når man er en helt almindelig god familie. Han havde måske ikke så mange venner, men dem, han havde dengang, var ikke såkaldt dårligt selskab. Det var på ingen måde oplagt, at han skulle falde i.

Hans hashmisbrug blev hurtigt udvidet med andre stoffer, og det accelererede lynhurtigt, og de venner, han havde, faldt fra. Nu bruger han alt, han kan komme i nærheden af.

Noget af medicinen er udskrevet af hans psykiater og er medicin, der som udgangspunkt skulle give ham ro, men han supplerer det så med det, han kan købe på det sorte marked. Det er helt forfærdeligt at se på, og han bliver gang på gang indlagt, efter han har taget alt for meget eller alt for meget forskelligt, som han ikke har kunnet overskue konsekvenserne af, og han har flere gange været meget tæt på at dø af det.

Hver gang står hun ved hans side. Hun tager med ham derud. Livræd for, at han skal dø fra hende. Hun henter ham igen, når han bliver udskrevet eller insisterer på komme hjem. Hun forsøger at få ham til at gå med til behandling. Igen. Han lover hende. Hun føler måske kortvarig lettelse og vil så gerne tro på det. Og når han så kan mærke rusen fordufte eller trangen stige, så styrer den, og han kan ikke magte andet end at gå efter det næste sus.

Hun har fået ham med til alle de tilbud, der eksisterer i den region, han bor i. Alle. Han har fået tilbudt alle tænkelige veje til at blive stoffri. Kommunen støtter med mentor og har tidligere bevilget ophold til stofafvænning, og hospitalet har forsøgt at få ham til at blive derinde til et længerevarende forløb. Og han lover og indvilger.

Hun trækker vejret lettere nogle dage og er for en stund ikke styret af sin magtesløshed, og så er han tilbage. Ikke hos hende længere, men i sin egen forfaldne lejlighed, men hun kan ikke holde ud at holde sig væk, for hvad hvis det nu lige præcis er i dag, han har taget den overdosis, der er skæbnesvanger?

Så hun tropper op. Forsøger at hjælpe ham. Giver ham noget at spise og prøver at holde øje med, at han ikke er helt væk. Og når han så er helt væk, så sørger hun for at kalde ambulancen igen. Ambulanceførerne kender ham, og han kender desværre dem.

Hun har selv fået tilbudt forskellige former for terapi. Både alene og sammen med andre pårørende. Og har deltaget i det. Men hun synes ikke, det hjælper hende særligt meget, for hun synes, hendes søn er så meget hårdere ramt, end de andres nære, og hun synes ikke, de forstår, hvorfor det ikke er muligt for hende at lade ham være. Hun må prøve. Hun kan ikke give op, og jo værre det ser ud med ham, jo mere knokler hun på for at forsøge at finde den vej, der endnu ikke er forsøgt.

Hun kommer i dag, for i går blev han indlagt i dårligere tilstand end nogensinde tidligere, og kun fordi hun alligevel tog ned til ham, blev han reddet. I går sagde de til hende, at han var død, hvis der var gået mange flere minutter. Så hun har brug for, at jeg bekræfter hende i, at det er godt, at hun er der for ham. Det gør jeg.