Temperaturen havde rundet de 35 grader den januartirsdag i Sierra Leone for fem måneder siden.
I byen Port Loko cirka to timers kørsel nordøst for hovedstaden Freetown var sygeplejerske Elisa Vestergaard Høj i aktion på byens behandlingscenter for ebolasmittede. Et felthospital rejst af det britiske militær, hvor britisk, dansk og lokalt sundhedspersonale forsøgte at få bugt med den dødelige virus, som i måneder havde sat store dele af det vestafrikanske land i stå.
Den 47-årige erfarne sygeplejerske fra akutmodtagelsen på Holstebro Sygehus havde iført sin hermetisk lukkede beskyttelsesdragt i plastik behandlet ebolapatienter i en halv time, da hun måtte tage en pause. At arbejde i dragten er som at arbejde i en plastikpose. Kroppen driver af sved, og sundhedspersonalet er i fare for at besvime, hvis ikke det kommer ud i tide.
Elisa Vestergaard Høj vidste, at hun med sikkerhed havde været i kontakt med ebolavirus den dag. Hun gik i gang med den faste procedure for at få dragten af. En kollega spulede hende med klor, og hun tog det yderste sæt handsker af, hvor sveden piblede ud. Men da hun skulle afmontere hætten på dragten, var der en plastiktråd på hætten, som ikke bristede, som den burde. I stedet skar den sig som en streng på en ostehøvl igennem handsken og ind i huden på højre lillefinger. Hun vidste med det samme, at den var gal.
Læger og sygeplejersker blev straks indkaldt til konference, hvor det blev besluttet, at Elisa Vestergaard Høj måtte rejse hjem hurtigst muligt. Også selvom vurderingen var, at risikoen for, at hun var smittet, ikke var særlig stor.
Men den var stor nok.
”Jeg blev ærgerlig, for jeg vidste godt, hvad konsekvensen var. Jeg var ærgerlig over at skulle forlade min opgave dernede. Frygten for at jeg kunne være smittet med en dødelig sygdom, mærkede jeg først rigtigt, da jeg var kommet hjem. Jeg var kommet dertil, at jeg følte mig tryg i dragten og i mit arbejde. Jeg kunne mærke, hvor længe jeg kunne holde til at arbejde i den ad gangen. Og så kunne jeg endnu mere koncentrere mig om arbejdet med patienterne. Men så skulle jeg hjem,” fortæller Elisa Vestergaard Høj.
Hun pakkede sine ting og sendte en sms til sin mand om, at hun måtte rejse hjem fire uger før tid på grund af mistanke om smitte. Fra man potentielt er blevet smittet med ebola, har man 48 timer, hvor man på ingen måde kan smitte andre. Det tidsrum blev brugt på at sende den danske sygeplejerske med rutefly fra Freetown til Bruxelles, hvor forsvaret ventede med et Challenger-fly, som fløj hende til Tirstrup. Herefter blev hun kørt direkte til bagindgangen af Skejby Sygehus og sat i isolation.
”Det hele skulle gå så hurtigt. Man kunne ikke bare afvente og se, hvad der skete. Det var en svær måde at komme hjem på og en forkert måde. Jeg fik ikke sagt farvel til hverken patienter eller mine kolleger. Min mand og jeg var heller ikke blevet færdige med at savne hinanden. Savnet blev afbrudt, og vi var ikke indstillet på, at jeg skulle hjem allerede.”
Elisa Vestergaard Høj var rejst til Port Loko for at behandle ebolapatienter, fordi hun ikke syntes, at hun kunne lade være.
I efteråret 2014 sad hun og manden, Jens Jørgen, hjemme i parcelhuset i den lille by Aulum tæt på Holstebro og så nyheder i fjernsynet. De så, hvordan sygdommen bredte sig, og hvordan lokalbefolkningen led. Da det danske forsvar en fredag eftermiddag i en email anmodede danske sygeplejersker om at melde sig til at hjælpe med ebolabehandlingen, var der ingen vej tilbage. Hun sendte sin ansøgning til forsvaret om mandagen og bad om orlov fra sit arbejde.
”Vi ville have svært ved at høre om ebola i fjernsynet, hvis jeg ikke tog af sted. Jeg ville kunne gøre en forskel, hvis jeg tog derned. Jeg troede på, at det var det, jeg skulle. For mig er afrikanere og sierraleonere ligeværdige mennesker, og nu var det dem, der havde behov for hjælp. Jeg fik opfordringen, og som et kristent menneske havde jeg det sådan, at jeg skal gøre det, jeg kan gøre.”
Elisa Vestergaard Høj har før arbejdet som sygeplejerske i Indien og Honduras, så tanken om at tage ud var ikke fremmed for hende. Forskellen var, at hun nu også havde en familie at tænke på. I 2012 blev hun gift med Jens Jørgen. Og med ham fulgte fire børn, hvor den yngste, Sofie på 15, stadig bor hjemme.
”Det er en anden måde at være ude på, når man har den tætte familie at tænke på. Man er forpligtet på en anden måde,” siger hun.
Inden afrejsen til Sierra Leone fik hun og resten af holdet på 25 danske sygeplejersker og læger grundig træning i både Danmark og England. Feltpræster underviste dem i, hvordan de kunne håndtere savnet af deres familie.
”Præsten i England brugte det billede, at det er som at hive en plante op, der skal kunne slå rødder i ny muld og få vækst og blomstre. Det er svært, når det er et sted, man ikke er kender. Vi talte om, hvordan vi kunne finde ressourcerne til det inden i os selv, fordi kultur og miljø er så anderledes. Og fordi man ikke har sin egen familie eller egne venner med.”
Den 17. december 2014 landede Elisa Vestergaard Høj i Sierra Leone. Sammen med de andre danske læger og sygeplejersker boede hun i en teltlejr, som Beredskabsstyrelsen havde rejst på en bar mark. Lejren lå fem kilometer fra behandlingscentret, som begyndte at modtage patienter, samtidig med at det danske sundhedspersonale ankom. Og samtidig begyndte sygdommen at komme mere under kontrol i området.
”Døden mødte vi - på den forfærdelige måde, der kendetegner ebola. Vi fik både patienter ind, som var meget syge, men også nogle, som virkede raske, men som så fik feber. Tilsyneladende stærke børn og unge mennesker løb rundt, indtil det virkede, som om nogen pludselig blæste et lys ud, og så døde de.”
Omkring halvdelen af de patienter, de behandlede, endte med at dø. Under sit arbejde på behandlingscenteret havde Elisa Vestergaard Høj hele tiden følelsen af, at hun og kollegerne burde gøre mere, selvom de gjorde, hvad de kunne. Hun vidste, at hvis patienterne havde været på et dansk sygehus, havde de kunnet få en bedre behandling.
”Vi kunne ikke gøre mere under de forudsætninger, der var. Vi kunne kun give helt basale behandlinger, fordi vi manglede udstyr og medicin, som altid vil være til rådighed på et dansk hospital. Og fordi vi arbejdede i dragterne, kunne vi ikke være der så meget for patienterne, som jeg er vant til.”
”Det sværeste for mig var den ændrede arbejdsindstilling, jeg blev nødt til at have på grund af sikkerheden. Når jeg er på arbejde herhjemme, udsætter jeg tit min egne behov, fordi der lige er en gips, der skal lægges, eller et barn, der græder. Dernede var det mig og mine behov, der var foran patientens på grund af sikkerheden. Det var rigtig svært at forholde sig til, at jeg måtte gå fra nogen, der trængte til min hjælp. Det at skulle gå fra en patient, som lå med diarré ud over det hele, fordi jeg i følge reglerne skulle ud - velvidende at der ville gå mindst tre kvarter, inden nogen kunne ordne det. Det stred imod hele min lærdom fra Danmark.”
Selvom Elisa Vestergaard Høj og hendes kolleger var formummede i såkaldte rumdragter og bar dykkerlignende briller, kunne patienterne godt kende dem. Særligt børnene knyttede sig til bestemte sygeplejersker og læger.
”Det var tydeligt, at børnene vidste, hvem vi var. Jeg oplevede en lille dreng på halvandet år, der græd og græd. Hans mor lå ved siden af, men var for afkræftet til at tage sig af ham. Til trods for rumdragten kunne jeg godt trøste ham. Men hver gang jeg gik, begyndte han at græde igen. Ham kunne jeg ikke forlade. Til sidst måtte en kollega komme og tage mig i skulderen og sige 'Elisa, du skal ud nu'.”
Noget, hun kunne gøre, var at bede med og for patienterne.
”Religionstolerancen er stor i Sierra Leone, og uanset om patienterne var kristne eller muslimer, ville de gerne bedes for. Det eneste, de ikke forstår, er folk, der ikke tror. For mig viste det sig at være en stor fordel at have et menneskesyn med rod i Bibelen. Og det gav mig en ro og en tryghed at have Gud med.”
Allerede den 8. januar i år kunne hun sætte fødderne på dansk grund igen. Efter 24 timers isolation på Skejby Sygehus fik hun lov at komme i hjemmekarantæne i Aulum, hvor hun i tre uger skulle observere sig selv, notere ,hvem hun var sammen med, og så skulle hun tage sin temperatur morgen og aften. Da ebola kun smitter i udbrud, var hun ikke til fare for sin familie. Men fik hun feber, skulle hun straks isolere sig og sørge for at komme til Skejby Sygehus. Der var en enkelt dag i løbet af de 21 dage, hvor hun følte sig varm og tog sin temperatur igen og igen, men der var ikke noget at se. Til gengæld fik hun høj feber to dage efter, at karantænen egentlig var overstået.
”Det var der, jeg selv blev mest bekymret. Jeg måtte ringe til den administrerende overlæge på Skejby - og det endte med, at jeg fik tilladelse til at tage nogle panodiler og gå i seng. Mere skete der ikke,” siger Elisa Vestergaard Høj på sin rolige facon.
Hun var ikke bange for, at hun selv ville dø af ebola.
”Vi havde visheden, at hvis jeg blev syg, ville der stå et team af eksperter klar til at behandle mig. Vi havde frygten for, at jeg skulle blive syg af ebola. Men frygten for, at jeg skulle dø af det, har vi aldrig haft på noget tidspunkt. Den sikkerhed havde vi fået af forsvaret, allerede da vi rejste derned. Hvis vi blev smittet, ville vi blive hentet hjem til ekspertbehandling.”
Naboerne i parcelhuskvarteret med de lave ligusterhække tog også hendes ebola-karantæne med ophøjet ro.
”Byen har taget det så stille og roligt, og der har været hilst over hækken som vanligt. Da Sofie fortalte det i skolen, var alle også helt cool. Og jeg fik så mange blomster og så megen opmærksomhed.”
I dag, fem måneder efter at hun kom hjem, er hun i fuld gang på Holstebro Sygehus igen. Det var både godt og svært for hende at komme tilbage til sit gamle job.
”Billederne af behovet for hjælp i Sierra Leone kom til at stå i skarp kontrast til nogle af de småting, folk kom med til akutmodtagelsen. Det kunne være en nedgroet tånegl, eller folk, der brokkede sig over, at de snart havde ventet i 15 minutter på at komme til. Det var svært at se, hvordan vi i Danmark forventer, at sundhedsvæsenet skal løse alt for os. For mig har det været vigtigt at få sat verden lidt i perspektiv og være væk fra min egen matrikel længe nok til at opdage, at det ikke er materielle ting, der giver livet værdi.”
Siden hjemkomsten har hun fulgt udviklingen i Sierra Leone. Det hold, hun rejste ud med, er for længst hjemme igen, og andre hold har overtaget. Og sygdommen er næsten kommet under kontrol. På behandlingscenteret i Port Loko, hvor hun arbejdede, blev den sidste patient ifølge Ugeskrift for Læger udskrevet i forrige uge.
Så hvis der ikke dukker nye op, og hvis man ser den samme udvikling i resten af det vestafrikanske land, kan epidemien formentlig snart afblæses for denne gang. Det anslås, at omkring 24.000 har været smittet, og cirka 11.000 er døde af ebola-epidemien i Vestafrika.
Hele oplevelsen fra Sierra Leone og den efterfølgende så pludselige hjemkomst har efterhånden bundfældet sig hos den danske sygeplejerske. Allerede få dage efter, at hun så skæbnesvangert skar sig i fingeren, blev proceduren for, hvordan personalet skal tage dragterne af, ændret, så andre ikke skal komme i farezonen.
Elisa Vestergaard Høj er glad for at se, at ebolaen er på retur, men samtidig bekymret for de mange andre mennesker i nød, vi her i Vesten kunne hjælpe, hvis vi ville.
”På verdensplan er der et barn i minuttet, der dør af malaria. En sygdom, vi her i Danmark kan vaccinere imod. Jeg kan blive helt skør af at tænke på, hvad jeg ville kunne gøre for de børn. Men i modsætning til ebola, er malaria ikke en grænseløs sygdom, som er en trussel mod vores del af verden. Derfor vil vi aldrig se samme indsats for at bekæmpe den.”
Personligt vil hun gerne ud for at hjælpe igen.
”Men det har været en hård proces for min mand og mig - det tog os rigtig lang tid mentalt at få mig helt hjem. Hvis jeg tager af sted igen, bliver det sammen med ham, når de yngste børn er kommet godt i vej. Men jeg vil rigtig gerne af sted for at hjælpe igen. Det er helt sikkert,” siger Elisa Vestergaard Høj.