Prøv avisen
Spørg om livet

Mistrivsel hos en ægtefælle er begges ansvar

Går man og kæmper med utilfredshed, indelukkethed og følelserne af at være alene om ting for meget, ja så går det ud over ”indeklimaet”, og glæden hos såvel voksne som børn kan få trange kår. Det vigtigste i sådan en situation er, at begge ægtefæller tager problematikken alvorligt, lyder rådet i brevkassen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Da Christina voksede op, var hendes mor trist og bitter. Børnene følte sig uelskede, men som voksen har datteren erkendt, at det ikke handlede om manglende kærlighed fra moderens side, men derimod om, at moderen var klemt af faderen og hans arbejde

Sidst i november bragte vi et brev fra en mor, som fortalte, at hun havde det svært med at skulle være så meget alene med børnene blandt andet i weekender grundet hendes mands arbejdstider. Hun elskede sine børn meget, men hun var også en type, der havde brug for hyppigt at være sammen med andre voksne og være social. Og hun syntes ikke bare, at det var enkelt at gå alene med børnene i så mange timer hver uge.

Hun og familien havde flyttet efter mandens arbejde, og i mange år var tingene tilrettelagt efter hans arbejde, samtidig med at hun nu selv havde fået et arbejde, som hun var glad for, hvilket hun ikke havde været i en del foregående år.

Efterfølgende fik vi et brev som respons på denne kvindes brev. Det er nu blevet tid til, at vi kan bringe det her i brevkassen.

Kære brevkasse

Jeg er vokset op i en familie, hvor min mor, ligesom brevskriveren, blev overstyret af min fars arbejde. Min mor var trist, vred og bitter over ikke at kunne komme til at bruge sit gode hoved og sin gode uddannelse, fordi min fars arbejde altid kom først.

Min mor var også et meget ordentligt menneske, så hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at det ikke skulle gå ud over mig og mine søskende. Men selvfølgelig gjorde det det. Jeg mindes lange og mange perioder i min barndom, hvor jeg var ked af det, fordi jeg troede, at min mor ikke kunne lide mig. Hvordan skulle det ellers hænge sammen i en barnehjerne, at hun var fjern og uglad? Vi var så udpræget i vejen, det er helt sikkert.

Noget godt kom der ud af det, for vi blev alle meget selvstændige meget tidligt og har alle haft gavn af det både dengang og senere i livet. Først langt op i voksen-årene blev jeg klar over tingenes sammenhæng, og at min mor elskede os og altid havde gjort det.

Kvinden i brevet er ikke min mor, og hendes børn er ikke mig og mine søskende, men siden jeg læste brevet, har det ligget mig på sinde at fortælle, at lige meget hvor meget man som voksen vrider sig og ofrer sig, så kan børn mærke, at de er i vejen. Og det er ikke godt.

Og nu gør jeg måske kvinden eller andre mere kede af det. Det er jeg ked af. Men jeg synes, det er vigtigt at tænke på.

Mange varme tanker til brevskriveren og børnene.

Venlig hilsen

Christina

Kære Christina

Tak for din personlige beretning om en barndom, hvor I kunne mærke, at jeres mor ikke trivedes, og at hendes evner ikke rigtig kom til udfoldelse. Som vi skrev den 23. november, så er mennesker meget forskellige.

Nogle har et stort socialt behov og har brug for at få input og respons fra andre og trives rigtig godt i teams og i fællesskaber, hvor der sker noget, og hvor ens evner udfordres. Er man udpræget ekstrovert, kan det nærmest være en livsbetingelse at få sådanne behov dækket i et vist omfang.

Man er ikke forkert, fordi man ikke synes, det er enkelt at gå hjemme meget af tiden og være alene voksen med børnene.

Er man introvert, kan man meget lettere trives i ro og fred i eget selskab og få timer til at gå med at fordybe sig i ting og sager.

Ligeledes synes nogle mennesker, at det at være omgivet af børn er livgivende og hyggeligt. Nogle voksne falder det også let for at lege og spille med børn, ganske enkelt fordi de også selv synes, det er hyggeligt. Andre voksne skal virkelig gøre sig umage og tage sig sammen, hvis de skal indgå i en lille leg eller i et spil. Igen: ikke fordi de er forkerte, men ganske enkelt, fordi vi er forskellige.

I et familieliv og i et parforhold er det særdeles vigtigt at tage trivslen hos begge voksne dybt alvorligt. For trives de voksne, så smitter det af på børnene.

Naturligvis må alle mennesker i hverdagen gøre ting og sager, som ikke falder dem let, eller som de nødvendigvis ikke stimuleres af. Sådan er livet generelt. Men er mængden af udfordringer for stor, og er udfordringer og trivsel ulige fordelt i et ægteskab, må man blive opmærksom på det og gøre noget ved det.

Vi ved godt, at det er meget radikalt, hvis man skal lave om på sit arbejdsliv, og det er heller ikke altid fuldt muligt.

Men så langt man kan, så er det vigtigt, at man i et parforhold finder frem til en fordeling, en rytme og en livssituation, således at de to voksne så vidt muligt trives alt efter ens type, evner og muligheder.

For går man og kæmper med utilfredshed, indelukkethed og følelserne af at være alene om ting for meget, ja så går det ud over ”indeklimaet”, og glæden hos såvel voksne som børn kan få trange kår.

Det vigtigste i sådan en situation er, at begge ægtefæller tager problematikken alvorligt, og at det ikke skubbes hen under gulvtæppet eller bagatelliseres.

Der må kunne findes nye og måske utraditionelle veje for brevskriveren og alle andre, der genkender noget af dette i egen livssituation, således at der kan komme frisk luft og lidt mere glæde til store og små.

Det er godt at læse, at du – omend i voksen alder – fandt ud af, at din mor elskede jer hele tiden og hele vejen, og at hendes utilfredshed allermest handlede om hendes egne indre frustra- tioner.

Du skiver også, at selv det, som oplevedes svært, har haft en positiv bieffekt, nemlig at I er blevet selvstændige mennesker, der tidligt måtte tænke på at klare noget selv.

Dertil har vi lyst til at tilføje: Robuste børn kan ofte klare meget og kan lettere omforme vanskeligheder til muligheder end mange gennemsnitlige eller sårbare børn.

Så det handler også meget om, hvordan børn er af sind og indretning, om udfordringer kan ændres til noget godt, eller de oplever det for vanskeligt og sårende på den længere livsvej.

Sådan har livet sine uransagelige veje – heldigvis. Men for din mors skyld havde det været dejligt, hvis dine forældre havde fundet bedre løsninger, mens tid var. Også for jeres skyld. I skulle nok være blevet selvstændige alligevel. Børn skal helst ikke gå rundt i mange år og tvivle på forældres kærlighed. Det er en af grundene til, at de voksne i et parforhold skal tage så meget hånd om hinanden som muligt. På den måde fremmes kvaliteten af deres relation, og børn kan ligge i læ og nyde godt af det.

Mange hilsener