Med et fyldigt manuskript i hånden bevæger Lars Brygmann sig i en cirkel hen over gulvene i Betty Nansen Teatrets øvelokaler i København. Her levendegør han karakteren François til teatrets kommende forestilling ”Underkastelse”, der er baseret på Michel Houellebecqs kontroversielle roman af samme navn. I morgen afholdes der for første gang en åben prøve på Lars Brygmanns monolog, der har premiere den 17. marts.
For få minutter siden opnåede Lars Brygmann en erkendelse om sin karakters tro – og mangel på samme. Og det er en stor lettelse for ham. For først når han forstår François’ livssyn, kan han udfolde fortællingens egentlige nerve for publikum. Men det er en forståelse, der kræver adskillige kræfter at opnå, når karakterens værdier er markant forskellige fra skuespillerens egne.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
”Rimelig lyst. Jeg er som regel glad, når jeg vågner og ser mine børn. I det hele taget er mødet med andre mennesker jo befriende. Mine relationer definerer mit syn på tilværelsen. De får mine tanker væk fra mig selv og over på andre. Selvfølgelig kan jeg til tider også være præget af mørke. Men jeg har efterhånden tilegnet mig den livserfaring, at alle tilstande er midlertidige, og at lyset altid vil vise sig igen længere fremme.”
”Hvis jeg er i det, jeg vil kalde ’dårligt humør’, hjælper det ofte blot at foretage mig noget. Det kan være noget så simpelt som at gå i bad, rydde op eller lave havregrød. Så fordufter den triste følelse for det meste af sig selv. Det er begrænset, hvor mange tanker jeg har plads til i hovedet. Hjernen er jo sindrig på den måde.”
”Andre gange er den ond. Nogle gange kommer jeg først ud af den mørke tilstand, når jeg har taget hånd om de problemer, der kaster skyggen. Hvis det omhandler en relation til et andet menneske, nytter det for eksempel ikke noget at vende ryggen til og gå i gang med min havregrød. Det kræver handling. Det er ikke min stærke side. Men når jeg endelig griber fat, forsøger jeg at gøre det om nældens rod.”
Hvad har formet det livssyn?
”Der er ingen tvivl om, at mit livssyn særligt blev formet gennem de første 10 år af min levetid. Jeg tænker ofte på den skole, jeg gik på (Bernadotteskolen i Hellerup, red.), som noget virkelig rart. Det er her, mine kompetencer til at indgå i sociale relationer blev grundlagt, og mange af venskaberne fra dengang har jeg stadig i dag.”
”Mit barndomshjem husker jeg også som udelukkende rart. Selvom der her også var sociale relationer, gik meget af tiden med praktiske gøremål, fordi jeg har to udarbejdende forældre og er ud af en børneflok på fire. Alligevel følte jeg altid, at mine forældre var der for mig.”
Hvad gør dit liv rigere?
”Mit arbejde er der, hvor jeg kan mættes, fokusere, bruge al min energi på at løse problemerne og glæde mig, når jeg oplever, at alt pludselig falder i hak. Jeg kan godt lide, at der er døre, jeg skal finde koden til for at åbne. Karakterer, der skal forstås. Mit arbejde er som en rebus i stort format. Et rum, hvor jeg aldrig føler trivialitet. Måske fordi jeg leder efter nye udfordringer og går uden om dem, jeg har udforsket før.”
”Selvfølgelig gør mine børn også mit liv rigere. Jeg kan følge dem og konstatere, at kærligheden til dem er uforandret, siden det øjeblik jeg så dem på Gentofte Hospital for første gang. For jeg oplever hver eneste dag en lige så stor ømhed for og begejstring og glæde over at være i selskab med dem.”
Hvad betragter du som din største ulykke?
”At min ekskone og jeg ikke formåede at holde fast på vores familie efter så mange år. Det gør mig meget ulykkelig, at vi ikke er en familie i traditionel forstand. Så sent som i går blev jeg ramt af følelsen på vej hjem på cykel. Vi ville jo have svoret begge to, at det aldrig ville ske. Og så skete det så alligevel. Det, jeg troede skulle vare resten af livet, holdt ikke.”
Jeg kan jo godt se, hvor mange skilsmisser der er hvert år i landet, og det hjælper et lille stykke hen ad vejen. Men grundlæggende har det tal ikke noget at gøre med min situation. Man afslutter mange slags relationer gennem sit liv, når et venskab, forhold eller bekendtskab glider ud i glemslen, men i et ægteskab er børnene et fysisk bevis på, at man har noget holdbart sammen. Og når det så ikke engang er nok, føles det meget hårdt. Som en lille fallit.”
”Den dag, vi skulle meddele vores børn, at vi ikke var en familie mere, var en af de mest rædselsfulde oplevelser, jeg har haft i mit liv. Den bliver ved med at vende tilbage i mine tanker som et billede på en skyldfølelse eller dårlig samvittighed over for familien. Også selvom det for børnene ikke længere er det, der er i fokus. Når det så er sagt, gør det mig meget lykkelig, at vi stadig har en familie. Vi holder for eksempel jul sammen og tager på ferie alle fire for børnenes skyld.”
Hvad tror du på?
”Jeg er ikke et religiøst menneske. Og det er først i mit voksenliv gået op for mig, hvad tro egentlig betyder. Det, jeg godt kan lide ved tro, er, at det har en usikkerhed omkring sig. Der er ingen absolutter. Det er en måde at ankomme i verden på – fuld af åbenhed over for, hvad der byder sig. Når jeg siger ’jeg tror’, betyder det samtidig, at jeg ikke kan udelukke, at der findes andet.”
”Jeg tror på det gode i mit møde med andre mennesker. Jeg tror ikke på, at der er et eneste menneske, der er født med ondskab – medmindre man har en mental forstyrrelse selvfølgelig. Der kan så være alt muligt i den enkeltes møde med livet, der gør, at det bliver vanskeligt at efterleve det udgangspunkt.”
”Det tilfører i det hele taget mit liv mening, når jeg sætter mig ind i, hvordan andre mennesker tænker. Og det er virkelig min overbevisning, at ingen mennesker vil mig det dårligt. Den indstilling har jeg, når jeg møder direktøren for Betty Nansen Teatret, såvel som når jeg er ved at blive kørt ned af en uopmærksom bilist i trafikken.”
Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?
”I mine yngre dage var det i litteraturen, jeg fandt min begejstring. Dostojevskij betog mig især, men om han var et åndeligt forbillede, ved jeg ikke. Hans skildringer er så tæt på livet, så voldsomme og så moderne og tidløse. Hans evne til at blotte menneskets mørke huller og de træk, som vi faktisk allerhelst vil skjule, gjorde, at jeg genkendte mig selv.”
”Noget af det sværeste og mest udbytterige, jeg har været med til, var, da jeg skulle spille Jesus i starten af 1990’erne i en forestilling, der hed ”Mesteren og Margarita”. For at finde ud af, hvad han var for et menneske, gik jeg som vanligt på jagt i de kilder, der var til rådighed. Der var ekstremt meget litteratur – og endnu flere meninger – om ham. Ikke to mennesker sagde det samme.”
”Apropos modernitet havde jeg det med Jesus på samme måde som med Dostojevskij. Når man læser og følger Jesu liv, er det tidløst. Det, han siger, er svært at være uenig i, og det er fantastisk at læse, at et menneske kan indeholde så meget. Jeg blev nærmest en smule forelsket i alt, hvad han stod for, fordi det var så rent. Jeg så ham som et menneske, som var i stand til at åbne munden og bibringe kærlighed gennem sine ord. Og jeg begyndte at forstå, hvad tro var – at det netop ikke handlede om det absolutte eller dokumentationen, men om, hvordan ordene påvirkede mig. Jesu ord gjorde mig glad på menneskehedens vegne. De gav mig håb.”
Hvad skal der stå på din gravsten?
”Det har jeg svært ved at forestille mig, fordi jeg føler, at det er mine venner og familie, der skal skrive det. Hvad andre tror om mig, er ikke noget, jeg kan blande mig i. På det tidspunkt, jeg forsvinder, har jeg allerede gjort et uudsletteligt indtryk. Men der er ingen tvivl om, at humor fylder meget i mit liv. Så ordlyden skal nødvendigvis være let. Måske der kunne stå ’jeg hviler mig bare’.”