Prøv avisen
Mit livssyn

Bjarne Corydon: I mit barndomshjem skulle vi nok selv bestemme, hvad vi kunne

44-årige Bjarne Corydon er opdraget med tydelige, men aldrig dogmatiske værdier, som stadig præger hans tilgang til livet. Centralt står en blanding af optimisme, ydmyghed og en dybtfølt ro i aldrig at lade sig styre af andet end egne forventninger. Siden den 1. januar 2018 har han været chefredaktør og administrerende direktør for Dagbladet Børsen. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Chefredaktør Bjarne Corydons positive livssyn er blevet grundigt tryktestet de senere år som en af landets mest magtfulde mænd. Men klare værdier, en elementær trivsel ved at føle og handle på pligt samt bevidstheden om, hvad og hvor han kommer fra, bærer ham fremad

I et stort, lyst kontor med vinduer på alle sider går Bjarne Corydon rundt med telefonen mod øret. Forbipasserende kolleger på Dagbladet Børsen kan se hver en bevægelse, deres chefredaktør og administrerende direktør gør, men hans stadig ret nye job er alligevel noget mindre synligt – og mindre tyngende – end det job, de fleste danskere kender ham fra: som landets finansminister.

Måske derfor er det en tilsyneladende afslappet og veltilpas mand, der siger, at han har set frem til at tale om værdier og livssyn frem for politik og magt.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

”Som optimistisk. Taknemmeligt. Positivt, men også realistisk. Og pligtorienteret.”

”Jeg føler, at jeg har levet et liv – måske særligt de senere år – hvor min optimisme har været testet. Jeg har flere gange haft grund til at blive nedslået eller føle frygt gennem mit arbejde, men det er jo netop der, når jeg er under pres, at jeg får et reelt indblik i, hvem jeg er. Og hvilket stof, min livsglæde er gjort af. Jeg har flere gange prøvet at have hele landets opmærksomhed uden nogen garanti for, at det, jeg havde sat på højkant, ville gå godt. Og hvis det ikke gjorde, kunne det få vidtgående og personligt ydmygende konsekvenser. Lykkeligvis kan jeg af ærligt hjerte sige, at det er lykkedes mig i de situationer at bevare en grundlæggende optimisme omkring mit eget liv. Jeg har hele tiden haft en følelse af, at der var en mening i de ting, der skete.”

”Jeg er ikke upåvirkelig eller kynisk – trods påstande om det modsatte. Jeg bliver netop reddet af optimismen og af en helt fundamental taknemmelighed over mit liv. Jeg føler mig enormt privilegeret over at få lov til at gøre de ting, jeg gør, men endnu mere over at have det familieliv, jeg har. Jeg kender mange livsforløb, der ikke er gået som forventet, og jeg er bevidst om, at ikke alt, der går godt eller dårligt, er ens egen fortjeneste. Derfor er det en vigtig værdi for mig altid at være taknemmelig over det, jeg er givet.”

”Jeg oplever desuden en helt elementær trivsel ved at føle og handle på pligt. Mine jobvalg har været båret af spørgsmålet om, hvilken forskel jeg kan gøre i verden. Også i de mere private forpligtelser i forhold til mine børn og min hustru har jeg brug for at have en klar idé over for mig selv om, hvad der er min pligt, og hvorfor jeg skal leve op til den. Jeg kan sagtens være doven og selvisk og lystpræget, men når jeg faktisk gør noget, skal det helst have et højere formål.”

”Jeg vil også gerne tilføje ’fællesskab’ som en bærende del af mit livssyn. Jeg trives bedst i sammenhænge, hvor jeg er på et hold, jeg bryder mig om. Det er sådan, jeg lever mit liv. Jeg har brug for at mærke et stærkt fællesskab omkring mig, og det er måske også en af grundene til, at vi har fire børn. Og at jeg har et ryg mod ryg-forhold til min hustru. Vi deler alt: tanker, penge, fortid og fremtid, og sådan skal det være.”

Hvad har formet det livssyn?

”Det har især min opvækst. Jeg er opdraget i et hjem med en meget stærk tilknytning til folkekirken. Min far har brugt en stor del af sit liv på menighedsrådsarbejde, og det fyldte meget i min barndom, men på en udogmatisk måde. Det stod mig frit for at gøre mig mine egne forestillinger, men der var et klart fundament og en stemning, der var gennemsyret af formål, pligt og optimisme.”

”Min far var og er et meget moralsk menneske, men Vor Herre spillede stort set ingen rolle, og ydre referencer til, hvad man burde tænke og gøre, fandtes ikke. Det hele var praksisser, som blev til standarder for, hvordan man opførte sig over for andre mennesker. Jeg havde pligt til at tage mig af andre. Jeg havde pligt til at forstå, at alle ikke havde de samme forudsætninger som os. Og jeg havde pligt til at udvise en vis grad af beskedenhed. Jeg er på mange måder imponeret over mine forældres evne til at skabe så tydelige pejlemærker alene ved eksemplets magt. Det var så intuitivt overbevisende.”

”Det har bestemt også spillet en rolle, hvor vi kom fra. Vi var på mange måder placeret langt fra toppen. Uddannelse og alt, der følger med, fandtes stort set ikke i nogen grene af familien – ud over faglig uddannelse. Det var samtidig et mere klasseopdelt samfund dengang, og derfor var jeg bevidst om vores plads. Janteloven var tydelig, men mit barndomshjem var kendetegnet ved, at vi nok selv skulle bestemme, hvad vi var, hvad vi kunne, og hvad vi rakte ud efter. Derfor fik jeg masser af opbakning til at tage en videregående uddannelse – selv i en retning som statskundskab, der ikke gav umiddelbart mening i vores omgangskreds. Det lå dog stadig dybt i mig, at jeg havde værdi i kraft af det, jeg kom fra. Og at det ikke var en selvstændig værdi at blive til noget andet og mere end det.”

”Det formede mig på den måde, at jeg aldrig siden har følt mig begrænset af janteloven. Jeg er immun over for misundelse og alle de andre ubehagelig ting, man kan møde, hvis man gerne vil frem. Jeg har også været hjulpet af et ret nøgternt syn på, hvilke udfordringer jeg står overfor for at opnå, hvad jeg sætter mig for. Jeg har aldrig følt mig som født medlem af nogen elite. Vil jeg op ad stigen, må jeg kravle ved egen kraft, og det har givet mig en dyb ro i opfattelsen af, at de ting, jeg gør, skal jeg gøre for min egen skyld og ikke for at bevise noget for nogen.”

Hvad gør dit liv rigere?

”Det gør min familie og mit arbejde – i den rækkefølge. For mig er der ingen tvivl om, at min familie er vigtigere end alt andet. Om jeg så har levet efter den værdi… det kan man bestemt udfordre. Jeg synes, det lykkes nogenlunde. Jeg har en stærk familie, hvor vi har det godt med hinanden og henter energi hos hinanden. Men det er da klart, at min prioritering af tid og opmærksomhed er en løbende diskussion, jeg har med mig selv. Og den er ikke altid nem.”

”Jeg er indrettet sådan, at helt banale fornøjelser også gør mit liv rigere. Jeg sætter stor pris på at lave mad, løbe, se Formel 1 og være i naturen. Og jeg kan sagtens bruge en halv time fredag aften på at afdække prisniveauet for en bil, jeg alligevel aldrig får råd til.”

”Desuden har jeg altid været enormt nysgerrig og vil især gerne følge med i amerikansk politik, global økonomisk politik og alt, hvad der har med Kennedy-familien at gøre. På den måde er der mange brønde at dykke ned i for at føle mig glad.”

Hvad betragter du som din største ulykke?

”Jeg har stort set været forskånet for væsentlige ulykker. Min mor døde, da hun var midt i 60’erne. Det gjorde min svigermor også, og det gjorde ondt. Men hvis man breder det lidt ud til, hvad der kan gå ud over min lykke, så er min største frygt selvfølgelig, at der sker min familie noget. Det knuger et sted, der ikke kan rammes af andre begivenheder. I mit arbejdsliv kan jeg føle en indædthed, når jeg møder modstand, jeg ikke umiddelbart kan overkomme. Eller når jeg støder på egne begrænsninger og ikke kan løse det, jeg har sat mig for. Det gør mig ikke ulykkelig, men det begrænser min lykke. Og så har jeg desværre den svaghed, at jeg ikke altid kan efterleve min fars motto om aldrig at lade solen gå ned over min vrede. Jeg kan sagtens bære nag.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror på mange ting, men især på mennesker og værdien af de ting, der binder os sammen. Nogle gange kan fællesskaber opstå under selv barske omstændigheder, og andre gange lykkes det ikke, men i overvældende mange sammenhænge kan man – ved at behandle hinanden ordentligt og tro på fællesskabets kraft – gå efter mere og andet end en kold udveksling af noget for noget. Den erfaring har jeg gjort mig mange gange.”

”Jeg tror ikke længere på noget religiøst. Jeg har respekt for dem, der gør, så længe de praktiserer deres tro på en ordentlig måde, men jeg har det bedst med, at mine værdier er stærke nok til at stå på egne ben uden at skulle bakkes op af noget religiøst.”

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

”Jeg har flere forbilleder, men jeg ved ikke, om de er åndelige og moralske. Jeg er som sagt meget fascineret af Kennedy-brødrene, selvom de vel ikke ligefrem er moralske forbilleder. I virkeligheden finder jeg mine forbilleder i det nære, hos min hustru, mine forældre, svigerforældre og nærmeste venner, hvor jeg med egne øjne kan observere og mærke, at de træffer stærke, uselviske valg.”

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Det har længe været en stående vittighed at diskutere med mig selv og andre, hvad der skal stå. Og jeg har været igennem mange muligheder, men i min periode i politik var gravskriften: ’Jeg bærer med smil min byrde’. Egentlig optager det mig ikke, hvad mit eftermæle bliver. Jeg er et realistisk og illusionsløst menneske, og det afgørende for mig er ikke, hvad andre tænker, når jeg er væk, men at jeg har det godt med det, jeg gør, mens jeg er her. Det går jeg til gengæld meget op i.”