Prøv avisen
Jeg tror

Özlem Cekic: Hadet har fyldt meget i mit liv

”Jeg tirrede min far ved at spørge, hvordan han som god muslim kunne se mavedans på tv. Det ville bringe ham i Helvede. For mine forældre var det sværeste, da jeg i en periode valgte ikke at give hånd til mænd. Jeg mente, at håndtryk var udtryk for en afslappet form for islam, som ville bringe mig i helvede,” siger Özlem Cekic om de år, hvor hun fandt meget resolutte svar i islam. Foto: Linda Kastrup

Mennesker er lige, uanset hvad de fejler, hvordan de ser ud, og hvilken social status de har, mener folketingspolitikeren Özlem Cekic (SF). Hun opfatter islam som et kærlighedsprojekt, som gør hende bevidst om forpligtelsen til at række ud til andre

I Danmark er vi enige om at forsvare religionsfriheden, men vi taler ikke meget om, hvordan vi praktiserer vores tro. Som troende kan man blive set på som lidt mærkelig. Det slog mig forleden aften, hvor jeg var inviteret hjem til en gruppe unge fra pinsekirken. Den aften sad vi og grinede ad, hvordan man som troende i Danmark risikerer at blive kategoriseret som halv-mærkelig. Danmark er et videnssamfund, og man skal gerne kunne argumentere for det, man tror på. Men jeg kan ikke bevise Gud. Jeg har ikke taget et billede af Gud. Men det ændrer ikke ved min tro.

Jeg er opvokset i et muslimsk hjem, og troen har altid været en del af mit liv, men som folketingspolitiker er jeg varsom med at tale om det. I Danmark møder du mange, som ser religion som et problem, men det er menneskers misbrug og fejltolkninger af religionen, som skaber ufred. Den aften hos de unge pinsefolk tog jeg mig i at afkræve dem svar om, hvad de mente om chikanen af det lesbiske par i Mariager i efteråret. Da jeg havde stillet spørgsmålet, sukkede de. De var så trætte af de fordomme, mange har omkring pinsekirken. Som muslim kender jeg så udmærket den slags fordomsfyldte spørgsmål. Jeg får dem ofte selv. Ingen spørger en kristen, om hun skal i kirke i påsken, men som muslim bliver jeg spurgt, om jeg beder fem gange om dagen og faster.

Som muslim er jeg præget af, at jeg også er socialist, feminist og har boet det meste af mit liv i Danmark og gennem min uddannelse er skolet i at tænke kritisk. Når jeg diskuterer med min far, kan det gå højlydt til, og jeg kan mene, at han er meget konservativ. Men faktisk har mine forældre med deres historie gjort op med en af de falske fortolkninger af islam, som mange magthavere har haft en interesse i at udbrede for at holde folk nede: At man skal acceptere, at livet former sig, som Allah har ønsket det, uden at kræve mere.

Min farfar døde, inden min far blev født, og to år senere mistede han sin mor. Da han var fem et halvt år, blev han hyrdedreng og kom aldrig i skole, men lærte at få en durum-rulle til at række til en lang arbejdsdag. Da min mor var ganske ung, blev hun gift med min far i et arrangeret fætter-kusine-ægteskab. Selvom de var opdraget til at tro på, at deres skæbne var bestemt af Allah, delte de en drøm om at blive selvforsørgende med 40 får og hus i landsbyen. For at tjene penge nok til det, ville min far rejse. Han havde hørt om et land, der hed Europa, hvor man kunne få arbejde dengang i 1970'erne. Sikke et mod at rejse uden penge og netværk.

Jeg var fem år, da vi kom til Danmark, hvor vi først boede hos nogle bekendte i en meget lille lejlighed på Nørrebro i København, og siden fik vi en lejlighed under taget med udsigt over Assistens Kirkegård. Mine forældre gjorde rent på flere folkeskoler tidlig morgen og aften. Det var dengang, jeg var bange for, at min lillebror, Cemal, skulle dø. De gik klokken 4.30, og jeg skulle give ham en flaske, hvis han vågnede. Jeg lænede mig nærmest over ham, så han kunne vække mig, hvis han bevægede sig. Jeg var så bange for, at han ville græde, og jeg ikke ville høre ham, og at han så ville dø fra mig. Nogle dage nåede min mor hjem, inden min storebror gik i skole. Mine forældre vidste ikke, at der var pasningsmuligheder, og det blev uholdbart med tre børn og alt deres arbejde, så efter en tid valgte de, at min storebror og jeg skulle rejse tilbage til Tyrkiet og bo hos min mormor i Polati i Tyrkiet.

Min mormor står som et idol for mig. Hun er den sejeste feminist, jeg har kendt, men hun kendte ikke til ordet. Hun var en kvinde med en stærk tro, som prægede hele hendes liv. Hele livet bad hun fem gange om dagen, så når vi skulle i skole, var hun oppe to timer før for at bede dagens første bøn. Hun gjorde sit bedste for at få os til at falde til, men jeg havde det svært og savnede min danske skole. Men med tiden fik jeg en hverdag og faldt til, og min mormor blev som en mor for mig.

Da det efter to år blev besluttet, at jeg skulle tilbage til Danmark, og min bror skulle fortsætte skolegangen i Tyrkiet, var jeg enormt splittet. Jeg kunne så godt som ingen danske ord og skulle starte helt forfra, men jeg var også dengang et konkurrencemenneske, så jeg terpede intensivt, og efter fire måneder i en modtageklasse, kom jeg i 4. klasse på Ny Carlsbergvejens Skole på Vesterbro i København. Jeg var dog stadig ret elendig til dansk, alle rettede mig, og socialt havde jeg det ikke godt i klassen, og det førte mig ind i en meget intensiv religiøs periode.

Min mor har altid gået med tørklæde, uden det har haft en dyb religiøs betydning, men en morgen i 5. klasse spurgte jeg, om jeg måtte låne et. Da jeg kom i skole, var jeg ikke pigen med sprogproblemerne, men den mest eksotiske elev, som alle ville tale med. Mange afkrævede mig et religiøst svar på tørklædet, så jeg gik hjem og fordybede mig i religiøse tekster og fandt sikre svar som et værn mod min indre usikkerhed. Mine forældre var frustrerede, men jeg markerede min selvstændighed ved at stramme tørklædet mere og sikre mig, at man ikke kunne se mit hår.

I trods strammede jeg tørklædet så meget, at mine kinder stod ud. Mine lærere troede, at min forældre tvang mig, og mine forældre troede, det var imamen. I dag kan jeg se, hvordan jeg brugte religionen i mit teenageoprør til at provokere med.

Jeg glædede mig til lørdag og søndag, hvor jeg gik i koranskole sammen med min bror. Her var jeg sammen med nogle af mine venner fra skolen, opgangen og omgangskredsen. Vi var i hvert fald 50 drenge og piger, som lærte arabisk og lærte vers fra Koranen, men det var også et sted, hvor der blev lavet sociale arrangementer og hygget. Når det var sæson, stjal min bror og jeg gerne æbler fra haverne på vej til koranskolen, for vi skulle jo i moskéen og kunne få tilgivelse.

Fra jeg var 10 til jeg var 16 år, var jeg på koranskolen alle weekender og i de ferier, hvor vi var hjemme. Jeg er opdraget med at se islam som et kærlighedsprojekt, men i koranskolen mødte jeg også undervisere med en anden tilgang. Jeg husker den dag, en kvinde lærte os unge piger, at vi ikke måtte lytte til musik. Jeg protesterede og spurgte, hvad forskellen var på de muslimske salmer og musik. Jeg bad hende argumentere og blev smidt uden for døren. At efterlyse et meningsgivende argument er nok karakteristisk for min tilgang til islam.

Det var i de år, jeg tirrede min far ved at spørge, hvordan han som god muslim kunne se mavedans på tv. Det ville bringe ham i Helvede.

For mine forældre var det sværeste, da jeg i en periode valgte ikke at give hånd til mænd. Jeg mente, at håndtryk var udtryk for en afslappet form for islam, som ville bringe mig i Helvede. Jeg havde nogle meget nedværdigende oplevelser med tørklædet, hvor der blev spyttet efter mig, og voksne forsøgte flere gange at hive det af mig. ”Tag dog det gulvtæppe af,” blev der råbt. Jeg kan stadig mærke den vrede, jeg blev fyldt med. Jo flere der ville have tørklædet af mig, desto mere strammede jeg det om ørerne.

Jeg var indstillet på at droppe skolen og talte med min imam om det. Han forklarede mig, at jeg havde friheden til at gå med eller uden tørklæde som muslim, og gennem samtalerne fik han mig til at indse, at jeg skulle tage en uddannelse.

Som muslim tror man på Moses og Jesus, men for mig er Muhammed den afgørende profet. Jeg har ikke søgt i en række religioner og fundet svaret i islam. Jeg er blevet i den tro, som jeg er opdraget i, men jeg bruger ikke længere Koranen til at finde håndfaste svar, som jeg gjorde som teenager. Min tro er en levende del af mig, men det betyder ikke, at jeg tolker alt fundamentalistisk eller hører hjemme i en rabiat kasse.

Mit forhold til tro er meget pragmatisk. Det er noget, der beriger mig - ikke noget, der begrænser mig. Jeg blev skilt fra min første mand, og i den forbindelse mødte jeg både muslimer og ikke-muslimer, som havde en idé om, at man som muslim nok ikke kunne blive skilt, og hvis man gjorde, ville man møde fordømmelse. Men min far var den første, som sagde, at min og min daværende mands forhold ikke var holdbart, og mine forældre har støttet mig hele vejen.

Jeg kan finde en fred og accept i min tro, men i de år jeg kæmpede for at hjælpe min ældste bror, som var sindslidende, havde jeg svært ved at finde den ro, og det blev en ensom kamp forstærket af de tabuer, der er forbundet med sindslidelser. Hvad havde jeg gjort forkert? Var hans psykiske lidelse Guds straf?

Min storebror og jeg har altid været utrolig tætte, og jeg var i et meningsløst kaos, jeg kunne ikke acceptere, at et så skønt menneske skulle rammes så hårdt. Jeg ville så gerne fikse det, men det tog 10 år.

I dag har jeg accepteret, at han har et handicap, som ikke gør ham mindre smuk. Og her tænker jeg, at min tro har hjulpet mig til at komme frem til den erkendelse. Mennesker er lige, uanset hvad de fejler, hvordan de ser ud, og hvilken social status de har.

Jeg vil gerne være med til at bygge bro mellem mennesker og åbne mit hjerte for andre, for jeg tror, der er mere, som forener end skiller os. I den forbindelse er jeg blevet bevidst om, hvor meget hadet har fyldt i mit liv. Som barn hadede jeg jøderne, for jeg så billederne af dræbte palæstinensiske børn. Chikanen af mit tørklæde fik mig til at hade danskerne, og det var først, da jeg fik job i Føtex og danske venner, at jeg opdagede, hvor vildt søde mange danskere er.

Hvor jeg en gang brugte troen til at finde skarpe svar, kan jeg i dag bruge den til at rense mig. Men jo mere politisk aktiv jeg blev, jo mere ledte jeg efter løsningerne i samfundet end i hellige bøger. Min religion blev mere og mere privat for mig, men den guider mig. Jeg tror på, at Allah tilgiver os hele tiden, og så må vi også tilgive hinanden og turde tro på det gode i det andet menneske.

Min tro er med til at flytte fokus fra mig selv. I taknemmelighed over livet er jeg forpligtet til at gøre en forskel for andre. Nogle gange kan jeg føle, at jeg aldrig slår til, og jeg begynder at overveje, om jeg ikke skulle skære lidt ned på min søvn for at udrette endnu mere. Så prøver jeg at minde mig om den ydmyghed over for livet, som jeg også er opdraget med: Den enkelte kan gøre en stor forskel, men vi er også kun mennesker. På den måde giver min tro mig nogle perspektiver på mit ansvar og begrænsninger.

For et par år siden var jeg med min nye mand og vores børn i Istanbul i Tyrkiet. Spontant besluttede jeg at gå ind i Den Blå Moské for at bede. Jeg måtte låne et tørklæde, så jeg kunne dække mig til, og stod ved siden af en helt tildækket kvinde og bad, mens mine børn legede. Da jeg bad, mærkede jeg, hvordan jeg var fyldt af taknemmelighed, som jeg kan give retning i bønnen. Her er der en accept af, at jeg bare er et menneske, og livet er en gave.

Özlem Cekic med Bent Melchior og Pia Olesen Dyhr ved mindehøjtideligheden efter skyderierne ved Krudttønden og synagogen. Foto: Bax Lindhardt