Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Preben Brandt efter tre skilsmisser: Mit hjerte har været splittet mellem friheden og forpligtelsen

Siden sin tredje skilsmisse har Preben Brandt, psykiater og bestyrelsesmedlem i Projekt Udenfor, boet i lejligheden på Frederiksberg i København. Han sætter pris på selv at kunne bestemme, hvad der skal ske, men ærgrer sig over, at han ikke evnede at følges med en partner gennem livet. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Efter tre skilsmisser ved psykiater og bestyrelsesmedlem Preben Brandt, at han er bedst til at leve alene, og det skammer han sig over. Han tænker nogle gange på, hvordan det ville have været, hvis han var blevet sammen med moderen til sine børn

Det var juleaften 2019, og de var der alle sammen på landstedet på Sjællands Odde. Preben og Lene, døtrene Sofie og Louise og deres mænd og så de to børnebørn på et år og fire år. De spiste julemiddag sammen, de sang julesalmer og dansede om træet og nød hinandens selskab og slægtens gang. Ikke mindst børnebørnenes hvinende begejstring over julen og gaverne kunne morforældrene være fælles om. Og lige der tog 75-årige Preben Brandt sig i at tænke på, hvordan det ville og kunne have været, hvis han og Lene var blevet sammen i stedet for at blive skilt for efterhånden mange år siden. Hvis landstedet denne juleaften i 2019 ikke kun var hendes, men også hans.

”Jeg tænkte på, hvad der kunne have været, men jeg vidste samtidig, at det ikke kunne have været. Livet har lært mig, at jeg ikke duer til at være i et ægteskab,” siger han.

Psykiater Preben Brandt er 75 år og bestyrelsesmedlem i organisationen Projekt Udenfor, som han selv stiftede i sin tid, og som arbejder for at forbedre forholdene for hjemløse på gaden. Han har inviteret indenfor i sin lejlighed centralt på Frederiksberg i København, hvor han har boet siden sin tredje og sidste skilsmisse i 1990’erne. Nuvel, der har været kærester sidenhen, men hulen her med de farverige vægge, mange hyldemeter bøger og vildtvoksende potteplanter er hans egen, og han bestemmer selv, hvornår der skal støvsuges, og hvornår han vil på museum. Det sætter han pris på. Men han er også romantiker og kan på nogle dage blive ramt af en form for fortrydelse eller sorg over, at han ikke har formået at følges ad i livet med én person, sådan som han havde regnet med.

”I den ene side af mit hjerte bor friheden. I den anden bor forpligtelsen, og jeg har måttet erkende, at disse to ikke kan forenes. De fusionerer ikke, men er snarere som olie og vand. Og friheden er altid endt med at dominere forpligtelsen.”

Kan man arve en adfærd? Det er et spørgsmål, som Preben Brandt ofte har stillet sig selv. Hans egen mor var atypisk for sin tid og endte selv med at blive gift og skilt tre gange. Hun havde allerede ét ægteskab bag sig og en søn, da hun mødte Prebens far i slutningen af krigen. Han var lagerchef i et korsetfirma, mens hun var vokset op i dyb fattigdom. Alligevel var hun ambitiøs og kom frem i tilværelsen, blandt andet ved at sy for folk. Det var også hende, der sørgede for, at familien fik bygget en villa i Brønshøj, hvor de boede, indtil det ulykkelige skete. Faderen blev ramt af en hjerneblødning, da Preben var 9-10 år, og moderen, der allerede i sit første ægteskab havde passet en syg ægtemand, mente ikke, at den opgave burde tilfalde hende igen.

”Min første skilsmisse var min mors og fars, da jeg var 11 år, så på den måde kommer vi faktisk op på fire skilsmisser i mit liv. Da min far ikke længere kunne arbejde, mødte min mor en velhavende mand fra Vestjylland, som hun giftede sig med. Hun tog min lillebror med, da hun flyttede over til vestjyden på Ringkøbing-egnen. Jeg blev efterladt hos min far. Min mor sagde til mig, at hun ikke havde fortjent at skulle tage sig af to syge mænd, men at nogen måtte blive hos min far, der ellers ville dø. Og så flyttede hun.”

Det var både en lettelse og en forskrækkelse, at moderen flyttede, husker han. Hun var tyrannisk og egenrådig, men Preben Brandt var fortvivlet over splittelsen i familien. Han var vant til struktur og til søskende, som nu var borte, og hans far kunne ikke engang koge kartofler længere, uden at det gik galt.

”Jeg var angst for fremtiden og for, hvad den ville bringe. Jeg besluttede mig for, at jeg aldrig ville skilles. Men med fare for, at det skal lyde meget psykoanalytisk, så havde jeg også allerede der fået et forkvaklet forhold til kvinder på grund af min mor.”

Preben Brandt var fast besluttet på, at det skulle gå ham anderledes. I 3. g i gymnasiet forelskede han sig i en pige, der gik i 1. g. For at få fingre i en lejlighed i Herlev skulle man være gift, og det blev de i kirken efter at have været ringforlovet i en tid. Hun i hvid kjole og han med skjorte og butterfly. Han var 23 år, hun var 21, og de var forelskede, ”især kropsligt”.

”Efter tre års ægteskab stak jeg af fra det. Vi var alligevel meget forskellige, og det endte sådan set fredeligt nok.”

I 1977 blev han gift for anden gang. Denne gang på rådhuset med Dorthe, der i forvejen havde datteren Annette, som han i dag har et nært forhold til. De var gift en håndfuld år, men ægteskabet blev presset af 1970’ernes seksuelle frigørelse. Efter gensidig aftale var ægteskabet åbent for, at man kunne have andre partnere også.

”Det blev for ondt og for sårende i længden. Og jeg var aktiv og havde mange andre partnere, hvilket nok var provokerende at opleve. På et tidspunkt sagde hun stop, fordi hun var blevet forelsket i en anden,” siger Preben Brandt.

Det var et princip for ham, at han ikke ville have børn. Han var bange for, at han ville blive lige så ukærlig, som hans egen mor havde været. Men da han i midten af 1980’erne mødte og senere i kirken blev gift med Lene, fik hun ham overbevist om, at han ikke behøvede at gentage sin mors adfærd. Hun så et far-potentiale i ham, som beroligede ham, og som 41-årig blev han far for første gang – og trivedes med det.

”Jeg er enormt taknemmelig over, at det er lykkedes mig at være en kærlig far og morfar. Det havde jeg ikke troet. Hvad det angår, har jeg formået at bryde den negative arv fra min mor.”

Lene kendte til hans behov for frihed, men alligevel var det sårende for hende, at hendes mand foretrak at tage på ferie selv frem for med familien. Eller at han med sin organisation Projekt Udenfor indrettede sit arbejdsliv sådan, at han alt for ofte både aften og nat gik på gaden for at opsøge samfundets svageste eksistenser med henblik på at få dem på fode igen. Da han havde færdiggjort sin doktordisputats, forærede hun ham et tredagesophold på Svinkløv Badehotel kun til ham. Hun kendte og anerkendte til dels hans behov for frihed. Men de endte med at blive skilt.

”Jeg havde en trang til at træffe mine beslutninger selv og ikke være afhængig af en kvinde.”

Deres to døtre var 8 og 10 år, da forældrene flyttede fra hinanden i 1990’erne. De endte med at flytte ind i den samme andelsforening, hvor han fortsat bor. Døtrene kunne komme og gå, som de ville, mellem hjemmene, der lå 100 meter fra hinanden, og de boede på skift 14 dage hos hver forælder.

”Der var ingen nye partnere inde i billedet, og vi forældre var fra begyndelsen gode venner og blev ved med at fejre pigernes fødselsdag sammen. Og de kunne se os, når de ville.”

Skammen har været et tilbagevendende tema for ham i forbindelse med skilsmisserne. Han har egentlig ikke lyst til at fortælle meget om det, men han vil godt dele, at han på et tidspunkt blev nødt til at tale med en præst om skyldfølelsen. Preben Brandt er et kristent menneske, og derfor nagede det ham, hvordan han igen og igen havde valgt sin personlige frihed frem for parforholdet og kernefamilien. Han siger:

”Jeg har det moralsk svært med, at jeg har fået succes i livet og i mit arbejde, selvom jeg har svigtet dem, der var mig nærmest. I bund og grund synes jeg ikke, jeg har fortjent, at det er gået mig godt. Jeg håber ikke, det lyder selvmedlidende, for sådan er det ikke tænkt. Men jeg havde brug for en kristen tilgivelse for måden, jeg har levet mit liv på.”

Inden interviewet her har Preben Brandt ringet til sine voksne døtre, der nu er i begyndelsen af 30’erne, og deres mor for at spørge, hvordan de ville have det med, at han talte med Kristeligt Dagblad om skilsmisserne. Han har også ringet til sin bonusdatter, Annette, for at bede om grønt lys, og det har han fået fra dem alle.

Trods sin negative skilsmissestatistik tøver Preben Brandt ikke med at opfordre andre til at blive gift og til at kæmpe for ægteskabet.

”Det er værd at gifte sig. Det er en slags pagt, som minder en om, at det gælder om at prøve at gøre sit bedste. Man skal bruge kræfter på at blive i det. Jeg fortryder, at jeg ikke brugte flere kræfter på det. Og det skulle komme fra ham, kan folk så med rette sige. Men jeg deler gerne mine erfaringer, og jeg synes som regel, der kommer gode samtaler ud af at tale om det.”

Han kan af flere grunde ikke se sig selv indgå i et parforhold igen. Dels fordi han kender sig selv og den iboende frihedstrang, som altid vil vinde til sidst. Dels er han helbredsmæssigt et usikkert kort at have på hånden.

”Jeg ved ikke, hvor mange sygdomme jeg efterhånden har. Jeg har prostatakræft, jeg har en pacemaker og forhøjet blodtryk, og jeg ville ikke bryde mig om at lave en sygeplejerske ud af min partner. Hvad det angår, er jeg lidt et skravl, og jeg synes ikke, dette er et tidspunkt til at begynde et nyt forhold. Jeg er klar over, at den trang til frihed netop kan betyde, at jeg må rykke tidligere på plejehjem, fordi jeg som eneboende tidligere kan komme til at behøve pleje.”

På grund af kræften er han ”blevet kemisk kastreret”, og han har ikke længere ”skyggen af testosteron i kroppen.” Men derfor kunne man jo godt have en veninde at dele livet med, siger han selv.

”På en lun sommeraften kan jeg godt se mig selv sidde på en bænk op ad en lun husmur med en kvinde i hånden. Men det er, hvad jeg kalder mine overfladiske og lidt pladderromantiske forestillinger om, hvordan livet kunne have været.”

Han tænker på sig selv som Hr. Oluf i Niels W. Gades ”Elverskud”. Ungersvenden står til at blive gift med sin mø, men han bliver lokket af elverkongens datter. Hr. Oluf siger:

”Det er, som mit hjerte var delt i to, det vokser vel sammen med tiden.”

”Men det gør det så ikke,” siger Preben Brandt, ”og det har heller ikke været tilfældet med mig. Jeg vil gerne tage ansvaret for, at det er blevet sådan. For mig har friheden været mere afgørende end forpligtelsen. Det må jeg leve med resten af livet.”