Tre begivenheder har ændret mit liv, to af dem var livstruende. De har alle gjort mig klogere på, hvem jeg er, og hvad mit kald i livet er. De gjorde, at jeg gik fra at knokle som selvstændig i shippingbranchen til at tage mig tid til familien og til at hjælpe andre.
Første gang jeg troede, jeg skulle dø, lå jeg syg med nyrebækkenbetændelse i Kina. Det var meget slemt. Jeg bad for mit liv. Det eneste, jeg vidste om bøn, var Fadervor. Jeg bad og bad. Da jeg kom hjem til Danmark og fortsat var dødsenssyg, bad jeg videre til Gud om at overleve. Jeg tænkte, at hvis jeg overlevede, ville jeg være Gud evigt taknemmelig. Jeg overlevede. Jo, jeg fik en masse antibiotika, men jeg turde ikke andet end at takke for livet. Det har jeg gjort lige siden. Hver dag begynder og slutter med en taknemmelighedsbøn.
Anden gang faldt jeg om i vores hjem i Sorø. Jeg fik et hjertestop. Min kone fik genoplivet mig med hjertemassage. Senere samme aften fik jeg et nyt hjertestop på Slagelse Sygehus. Jeg var kun 43 år, og jeg skulle allerede have en pacemaker. Den aften, da jeg lå i sengen på sygehuset og ventede på at få pacemakeren implanteret, huskede jeg på en øvelse, jeg helt tilfældigt havde læst i en selvhjælpsbog engang på en rejse i USA. Det handler om at begynde ved slutningen og nedfælde en tekst om, hvad man ønsker de nærmeste fortæller til ens begravelse. Hvad er deres minde om én? Jeg bad om et stykke papir og en kuglepen og skrev ned, hvad jeg mente, min hustru Diana ville sige om mig, hvis hun stod der og snøftede, og jeg lå i kisten foran hende i kirken. Det, jeg skrev ned, ville jeg huskes for. Men det betød ændringer i mit liv.
Der gik to måneder, og jeg var tilbage på arbejde i mit firma for at afslutte det kapitel ordentligt. Men jeg endte med at arbejde alt for meget igen. Det var en vanvittig periode i mit liv for både mig selv og min familie. En dag måtte jeg for eksempel hente mit barn fra skole, efter han var kollapset på grund af angst for at miste sin far.
En mandag morgen kørte jeg til Sankt Birgitta Kloster i Maribo for at deltage i en stilhedsretræte – en slags digital detox. Jeg var 45 år, og mit liv var på mange måder et rod. Først var stilheden larmende. Når den ydre larm forsvinder, begynder den indre at tage over. En kværnende insisterende indre larm, som var ved at drive mig til vanvid. Roen kom som et knips med en finger. På en lille bådebro ved Sønder Sø.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der. Men da jeg gik derfra, var alle farver omkring mig knivskarpe, og jeg kunne mærke gruset under mine fødder. Det blev fuldstændig tydeligt for mig, at det liv, jeg havde levet, måtte slutte. Uanset hvor hurtigt jeg løb, eller hvor højt jeg sprang, ville jeg altid skulle løbe hurtigere og springe højere. Jeg vidste, at jeg skulle noget andet og mere meningsfyldt, som ikke ville slå mig ihjel. Men hvad, det vidste jeg ikke. Jeg kunne jo ikke andet. Shipping var mit liv. Hele mit liv havde været en søgen efter meningen med livet, men nu vendte jeg spørgsmålet om: Hvad ville Gud bruge mig til? På klostret fik jeg svaret, og det stod lysende klart. Jeg skulle inspirere andre til at modstå hamsterhjulets evige pres for mere og bedre. Der skulle skabes en bedre balance.
Den dag jeg holdt op med at arbejde, lå jeg i fosterstilling på sofaen hele dagen. Endelig kunne jeg sige, Lars, nu kan du slappe af.
Mine nærdødsoplevelser har lært mig, at arbejdet ikke er det vigtigste i livet. Det var det engang. Men sådan vil jeg ikke leve længere. Jeg lærte altid at være parat til at hive stikket, hvis jeg står i en situation, der taler imod mine værdier, uanset økonomien eller fordelene. Det står aldrig til diskussion. Til gengæld er det vigtigste at bruge tiden til familie, sport og fritid.
Det blev mit nye kald at forsøge at hjælpe andre. Det var åbenbart Guds mening med mit liv.
Mit møde med døden har lært mig, at der skal være tid til refleksion. I en travl hverdag glemmer man at tage sig tid, for der er konstant noget, der kræver ens opmærksomhed. Og det er ofte ikke de meget vigtige ting. Jeg vil ikke fortælle, hvordan folk bør leve, men jeg opfordrer alle til at skabe et rum til at overveje livet og stille spørgsmålene: Er jeg det rigtige sted, og hvad er vigtigt? Hvad vil jeg med dette liv? Hver dag er en investering i den næste. Hver dag er den ultimative pris for, hvad du investerer i den. Det er ikke ligegyldigt, hvad du bruger dit liv på.