Farouq Hasan var optimistisk, da Kristeligt Dagblad en grå vinterdag i 2016 mødte ham på restaurant Diner i Vejle i færd med at stege bacon og forberede svineretten pulled pork.
”Jeg forlader ikke min praktikplads, før jeg er blevet ansat. Mit største ønske er at kunne forsørge mig selv,” sagde han.
Fire år efter har den 44-årige Farouq Hasan haft fem jobs i Danmark, men i øjeblikket er han arbejdsløs. Klokken er 11 om formiddagen, og Farouq Hasan sidder i en lædersofa i stuen i den toværelses lejlighed nær centrum af Vejle og ryger en cigaret. På væggen hænger en stor fladskærm og et billede med korancitater.
Hans ansigt har fået flere furer de seneste år, og livet i Danmark har ikke været let.
Farouq Hasan har sovet længe, fordi han har haft svært ved at falde i søvn.
Spekulationerne er mange. Han savner at have noget at stå op til. I det hele taget er hans liv ikke blevet helt det, han håbede på, da han i 2015 søgte asyl i Danmark. Han lever ligesom hustruen Yasmin af hjemsendelsesydelse, som kontanthjælpen for flygtninge hedder i dag. Parret har ingen børn.
Farouq Hasan tilhører det kurdiske mindretal i Syrien. Hans forældre er døde inden for de seneste år, men han har stadig søskende, nevøer og niecer i Syrien. Lige nu er de fleste af hans familiemedlemmer i Syrien uden indtægt på grund af coronakrisen.
Inden flugten til Danmark i 2015 arbejdede Farouq Hasan på en restaurant i byen Qamishli tæt på den tyrkiske grænse. Han havde eget hus, en motorcykel og et relativt godt materielt liv.
I dag har Farouq Hasan og hans hustru omkring 10.000 kroner til rådighed efter skat. Cirka halvdelen af det beløb går til husleje.
”Jeg elsker at arbejde, og når jeg arbejder, knokler jeg for fire. Jeg er vokset op i en fattig familie, og da jeg var omkring 10 år, blev jeg taget ud af skolen for at arbejde som gadesælger sammen med min far. Det var jeg ikke ked af, for jeg kunne bedre lide at arbejde end at sidde på skolebænken,” siger Farouq Hasan via en kurdisk tolk.
Efter praktikken på restaurant Diner i 2016 havde Farouq Hasan jobs på restauranter i Vejle og på slagteriet Danish Crown. Men for et halvt år siden blev han fyret, fordi slagteriet ikke længere havde brug for ham.
Farouq Hasan kom oprindeligt til Sandholmlejren i 2015 sammen med sin hustru efter en dramatisk flugt fra Tyrkiet til Grækenland. Den første båd, parret forsøgte at sejle over med, kæntrede få hundrede meter fra det tyrkiske fastland. Han og hustruen reddede sig tilbage til kysten, men oplevelsen sidder i ham endnu.
Hustruen, der er 35 år, er stadig i praktik efter fem år i Danmark.
”Hun har været i praktik mange gange, og det er frustrerende, at hun ikke får noget arbejde. Måske er det, fordi hun bærer tørklæde. Jeg ved det ikke, men usikkerheden tærer på os, og nogle gange skændes vi, fordi vi er pressede. Vi må anstrenge os for at være tålmodige,” siger Farouq Hasan.
Han er i gang med at søge arbejde, men på grund af coronakrisen er der kun få jobs slået op. Det hæmmer ham også, at han taler dårligt dansk. Han har taget et par moduler på Dansk 1, som er målrettet flygtninge med de dårligste skolekundskaber.
”Jeg har haft svært at koncentrere mig, fordi der er så meget stress i mit liv. Jeg tænker meget på min familie i Syrien. For et par år siden sprængtes en bombe nær deres hus. Jeg indrømmer, at jeg har gjort for lidt for at lære sproget. Jeg er en uuddannet mand, og det er vanskeligt for mig at gå i skole. Jeg burde have taget mig mere sammen,” siger Farouq Hasan og fortsætter:
”Når jeg er længst nede, føler jeg bare, at jeg venter på at dø, fordi der er så mange problemer. Men jeg håber, det vil lykkes mig at finde et job. Jeg er parat til hvad som helst. Hvis der bliver fred i Syrien og sikkerhed for kurderne, vil jeg gerne tilbage. Men jeg tror ikke på fred.”
Selvom hverdagen i Vejle er vanskelig, roser Farouq Hasan danskernes hjælpsomhed. Han hørte første gang om Danmark, da han som 19-årig så en fodboldkamp med det danske landshold. Han tænkte, at det lille land mod nord måtte være et fantastisk sted, og det føler han, at Danmark er. Han elsker at gå ture i og omkring Vejle:
”Så tænker jeg på, at danskerne fortjener dette smukke land.”
Integrationsprogrammet, sprogskolen og praktikopholdene har han ikke noget at udsætte på:
”Min chef på restaurant Diner var et af de bedste mennesker, jeg har mødt i mit liv. Hæderlig og altid hjælpsom.”
Farouq Hasan har nogle syriske venner i Vejle og har også kontakt med et par tidligere danske kolleger. Om fredagen besøger han en moské i fjordbyen.
”I Syrien gik jeg ikke særlig meget op i religion. Her i Danmark har jeg oplevet en venlighed og fred, som man også kan finde i islam. Derfor er jeg begyndt at bede. Jeg forstår, at danskerne er mistroiske over for islam på grund af Islamisk Stat, der har ødelagt muslimers rygte. Men den sande islam er en fredelig religion,” mener han.
Lige nu er planen at finde et job og at lære dansk. Han vil forsøge at finde aftenarbejde, så han kan gå på sprogskole om dagen:
”Mit vigtigste mål er at blive økonomisk selvforsørgende.”