Prøv avisen
Seniorliv

Margrethe Kähler: Mine børnebørn er min vigtigste opgave nu

Margrethe Kähler, tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen. Foto: Leif Tuxen

Livet med mine fem børnebørn er det bedste, jeg ved. At støtte dem i medgang og modgang. Skabe et fortrolighedsrum og være deres ”snakkemakker”, skriver Margrethe Kähler

Jeg har fået en ny struktur i mit liv, efter at jeg gik på pension for to år siden. Jeg henter børnebørn i skoler og daginstitutioner tre dage om ugen plus det løse. Vores samtaler på vej hjem ad fortovet – jeg med cyklen i hånden og skoletasker og svømmetøj i bagagekurven – sætter guldkant på min hverdag. Jeg oplever kontinuitet og en rød tråd tilbage til min egen og mine børns barndom. Livsglæde, det underfulde, det overraskende, taknemmelighed. Alt det, der åbner hjertet. Også forpligtelse, fordi jeg skal op på cyklen og af sted hver uge. Ingen tog og busser til mig, medmindre det er monsterregn eller snevejr.

Ligegyldigt hvordan min verden vender, har jeg disse fem glædesfrø, der er fra 1 til 19 år. Det er dét, min tilværelse først og fremmest handler om nu. Mit bestyrelsesarbejde på 4. Maj Kollegiet i København er spændende og inspirerende. Det samme er mine foredrag og mine venner – både de gamle og de nye. De spontane aftaler og de faste med bog-, film- og svømmeklubber. Herligt, men der er ingenting, som slår mit samvær med børnene.

Der er to piger på 1 og 5 år i det ene kuld og to drenge på 7 og 16 år og en pige på 19 i det andet kuld. Hun og jeg har altid været hinandens fortrolige, så vi mødes hjemme eller i byen og opdaterer hinanden på vores liv. Da hun var tre år, sagde hun: ”Farmor, du har jo ingen mand. Skal vi ikke gå ud i skoven og lede efter én. Jeg skal nok holde dig i hånden, så du ikke bliver bange.” Ugen efter spurgte hun: ”Har du fundet en mand?”. ”Nej, så hurtigt går det ikke,” svarede jeg, men hun gav ikke op: ”Så går vi bare ud på markerne og leder.” Nu er hun en ung kvinde, og vi taler stadig om vores mænd, og hun tjekker jævnligt mit garderobeskab og siger: ”Dén trøje har du ikke haft på i tre måneder, så den må du hellere give til mig.” Det gør jeg med glæde, for hun har ret. Den er bedre til hende.

Jeg er stolt af at være børnenes ”snakkemakker” og glad for at passe dem, når de er syge. Svømme og synge med dem. Skifte ble på den mindste og i ét glimt se mine sønner i en lignende situation: da den toårige kiggede på sin nyfødte lillebror og sagde: ”Sikke en stor tissemand, han har, men min er større, og fars er størst.” Mænd, altså – de er på lige fra starten.

Forleden, da jeg hentede Philip i skolen, sagde han pludselig: ”Farmor, din hjerne er gammel, men min er ny, så jeg husker bedre end dig.” Jeg indvendte, at jeg havde erfaring og kunne se mønstre i tingene. Men så sagde han: ”Jeg putter tingene ned i æsker inde i min hjerne, så de, der ligner hinanden, ligger sammen. Der er glaslåger foran, så jeg kan se, hvad der er derinde.” Jeg spurgte, hvordan han skaffede plads til hele molevitten, hvis der pludselig kom mange ting, som skulle ind i nogle af æskerne. Han svarede: ”Æskerne er fleksible, farmor. De kan udvide sig og trække sig sammen, alt efter hvor mange ting jeg putter i dem.

Og så har jeg også to sorte huller i bunden af hjernen, hvor jeg hælder de ting ud, jeg vil glemme.” Der gik et sug igennem mig: Hvordan kunne en lille dreng give så præcis et billede af, hvordan vores hukommelse fungerer, når den kører optimalt? Og når vi fortrænger og stuver slemme ting af vejen i glemslens sorte huller? Det var underfuldt og utroligt, ligesom da han spurgte mig, hvad sjælen er. Det vender han tilbage til og er endnu ikke tilfreds med mine svar.

Jeg har stadig fødderne i livet på den gode måde, men jeg ved, at en dag er det slut, punktum, finale, for tiden er en brutal bisse, og så er der tæppefald også for mig. Derfor vil jeg være frisk i krop og sjæl, så længe jeg kan. Jeg har et job, jeg skal udføre: at hjælpe mine børn, svigerdøtre og børnebørn.

Det er meningen med livet for mig nu. Give værdier og erfaringer videre, være praktisk gris, læse højt, lytte, bakke op, have små ritualer med hver især. For eksempel tager Philip på syv år og jeg i 7-Eleven på vej hjem fra skole. Ofte har vi en legekammerat med. Drengene får pølsebrød, mens de sidder på barstolene i vinduet, guffer og tjekker det myldrende liv ud. Jeg passer på taskerne og holder øje med klokken.

Da jeg var ung i Grønland, sagde en grønlænder til mig: ”Børn er Guds gave til menneskene.” Jeg er enig.