Fortalt af Uffe Elbæk
Vi havde besluttet os for at tage til USA. Det var min daværende kæreste Karin og vores fælles ven Steen, som vi havde gået på gymnasiet med, og vi ville køre tværs over kontinentet. Det var i 1976, jeg var 22, og verden stod helt åben.
ANNONCE: Køb bogen her
Vi havde planlagt turen længe og sparet op, så vi var spændte, da vi landede i New York. Men ret hurtigt fik Karin det dårligt. Hun havde kvalme, og vi kunne snart regne ud, hvad det var: Vi havde haft en blind passager med på turen. Karin var gravid.
Vi diskuterede frem og tilbage, hvad vi skulle gøre. Skulle vi tage tilbage til Danmark med det samme og få en abort? Vi var så unge og kunne næsten ikke overskue at blive forældre. Desuden boede vi på det tidspunkt i et besat hus på Nørrebro i København, så vi skulle skabe os et helt nyt liv, hvis et barn skulle ind i vores verden. Vi diskuterede videre hele vejen hen over USA til vestkysten, hvor vi besøgte det militante politiske parti De Sorte Pantere. De havde en sundhedsklinik, hvor Karin blev undersøgt, og beskeden var klar: I skal tage en beslutning nu, for vi nærmer os uge 12 og grænsen for en provokeret abort.
Jeg husker tydeligt, hvordan vi gik op og ned ad stranden i San Fransisco og talte og talte. Karin havde allerede taget sin beslutning. Hun ville beholde barnet, så det var udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville være en del af barnets liv. Jeg var i tvivl, om vores forhold kunne bære det. Var det virkelig det, vi skulle? Konsekvenserne var så uoverskuelige, men jeg endte med at sige ja alligevel. Hvis jeg skulle være far, ville jeg også være det rigtigt.
Vi fortsatte turen ned over den mexicanske grænse, og på vej tilbage til USA mærkede Karin barnet sparke første gang.
I dag, 39 år senere, er det endnu mere tydeligt, hvor heftig en beslutning det var for mig. Frej, som min søn kom til at hedde, kom på mange måder til at forme mit liv. Vi flyttede fra Nørrebro til et mere familievenligt liv i Aarhus, hvor vi endte med at blive i 30 år, selvom det absolut ikke var planen. Frej og senere hans bror Jakob blev desuden en stabiliserende faktor i mit liv. Havde de ikke været der, havde jeg arbejdet mig ud over kanten. De holdt mig jordbunden og huskede mig på, at karriere ikke er alt.
Jeg har nogle gange tænkt på, hvordan mit liv havde udviklet sig, hvis jeg havde taget et andet valg der på stranden. Der har også været andre skæbnevalg i mit liv, men dette var det første og det, der har sat de længste og dybeste spor. Og jeg fortryder ikke et sekund. Når jeg indimellem bliver spurgt om, hvad jeg er mest stolt af i mit liv, så tænker jeg altid på Frej og Jakob. Jeg tænker på, hvordan de har udviklet sig til at klare sig godt og være gode fædre, og den følelse af far-stolthed er noget helt særligt.
Det er også derfor, jeg har blandet mig i debatten om unges valg og hele kulturen omkring, at de skal paces stadig hurtigere frem, få topkarakterer og konstant være i udvikling. Der sker en enorm disciplinering i dag, som jeg er taknemmelig for, at jeg ikke selv var udsat for. Så var jeg aldrig kommet til USA, jeg var ikke blevet far på det tidspunkt, og mit liv ville have udformet sig anderledes.