”Jeg ved godt, at jeg er lidt svær.”
Sebastian sender et skævt, forsonende smil hen over det lille cafébord. Han er ikke den store fan af pressen og medierne generelt. De vil så gerne helt tæt på, helst ind over hans private dørtærskel og undersøge, hvad en af landets allerstørste sangskrivere mon i virkeligheden gemmer på.
”Men det er altså ikke mig, der er interessant. Det er sangen, albummet, værket, der er nummer ét. Og hvis journalisterne kom inden for i mit hus i Helsinge, ville det jo ikke gøre mig mere spændende. Desværre er det, som om de fleste i dag er mest interesserede i alt andet end musikken, og en del moderne kunstnere har derfor travlt med at gøre sig interessante ved at slå på deres seksualitet, makeup eller modetøj. Ydre ting, som slet ikke er relevante.”
Nu sidder Sebastian så i Tivoli. Med lyden fra hvinende børn i luftgyngerne, udsigt til Pantomimeteatret, springvand og blomstrende klematis, midt i den folkelighed, som efterhånden er blevet hans. Hvor ord som ”folkekær” og ”folkeeje” hører til beskrivelserne af den sanger, musiker og komponist, der har udgivet 40 album under navnet Sebastian, fordi fødenavnet Knud Grabow Christensen blev dømt ude af datidens musikagenter.
Mens Sebastian har sat regler og retningslinjer op for at værne om sit privatliv, har han til gengæld været utrolig generøs med sit musikalske talent. Hans enorme produktion af poetiske fortællinger på vers rummer velkendte sangskatte for de fleste danskere. Både unge og gamle. Og det giver derfor god mening, når Danmarks Underholdningsorkester søndag den 8. september indleder en landsdækkende hyldestturné i anledning af Sebastians 70-årsfødselsdag til december.
Det med fødselsdagen fylder nu ikke så meget hos ham selv. Endnu. Men han glæder sig til at høre blandt andre sin datter Sara Grabow fortolke hans sange fra scenen.
Sara har ikke kun været et afgørende omdrejningspunkt i Sebastians privatliv, men også i hans musik. Hun blev født i 1979, og når man siger, at musik er følelser omsat til lyd, så kom kærligheden til barnet og dets umiddelbare væren i verden til at præge mange af Sebastians værker i de kommende år.
Fra hans første musical, ”Skatteøen”, i 1986 og med datteren som Sebastians klare inspiration til både sangen om Nana fra tv-serien af samme navn og til musikken i ”Ronja Røverdatter” fra 1991, hvor Sara var jævnaldrende med hovedpersonen i Astrid Lindgrens klassiker.
Sebastian har i et tidligere interview sagt, at det er i musikken og hos børnene, at han finder håb. Spurgt ind til dette håb ser det i dag mere sort ud, siger han, for det barnlige univers får ifølge Sebastian en elendig næring. I modsætning til tidligere, hvor han oplevede, at medierne og kunstnerne så det som deres fælles opgave at folde fantasien og magien ud i børnehøjde.
”Det værste eksempel er DR, hvor man har lavet en såkaldt børnekanal, ’Ramasjang’, som kun nogle få kunstnere er blevet bedt om at lave sange til. I stedet for at blive præsenteret for en mangfoldighed af børnemusik får børnene kun licensbetalte stereotyper. Alt imens den store skat af børnesange forsvinder.”
”I radioen er det ikke bedre. Her bliver der heller ikke spillet børnemusik længere. Hvis det endelig sker, er det om natten på P5, hvor man pludselig kan høre min sang om Hodja eller Nannas sang om Buster. Hele traditionen med udgivelser som ’Åh abe’ og ’Hemli’ helikopter!’, hvor for eksempel Alberte og Elisabeth fortolkede gamle børnesange, eksisterer heller ikke længere, og for mig at se udrydder man på den måde et fabulerende univers og gør dermed børnene, ja hele barndommen, åndeligt fattigere.”
Det var i 1972, at Sebastian for alvor slog igennem med albummet ”Den store flugt”. Med sange om barnet, der er på vej til drømmeland, om Rose, der har levet det hårde liv og nu finder fred, og som opråb mod systemet i nummeret ”Hvis du tror du er noget”. Han har med andre ord været en del af danskernes mentale omkvæd og sat ord og toner til den tidsrejse, vi har været på gennem de seneste fem årtier.
”Med tiden er jeg nok blevet mere dualistisk og mindre sort-hvid. Men jeg har altid haft det svært med de mest markante politiske bølger, og både 1970’ernes mest rabiate venstrefløj og nutidens markante højredrejning i Europa skræmmer mig. I 1970’erne var det slut med 1960’ernes hippietro på fællesskabets indbyggede fred og kærlighed, og kollektivismen slog om i en radikalisering, hvor det nærmest var en forbrydelse at eje et køleskab.”
”I dag er medmenneskeligheden så truet af en frygt, især for de fremmede, som det yderligtgående højre bestyrker, og i det lys giver vi så frivilligt lov til mere og mere overvågning og registrering af hver enkelt af os.”
”Men denne mistænkeliggørelse er gift for den tillid, vi ellers har bygget samfundet på. Og tænk, hvis det pludselig er politikere som Salvini, Trump eller Putin, der er ved magten – så kan alle de data for alvor bruges til noget uhyggeligt.”
På sit seneste album, ”Hun nåede at klappe hunden”, beskriver Sebastian da også sig selv som en slags don quijote. ”For det er jo sådan, det er. Jeg har på en måde altid bare stået midt i det hele og kæmpet mod vindmøller og brugt musikken til at gå imod de ting, jeg oplever som en farlig udvikling.”
Sebastians Don Quijote har altså haft musikken som sit riddersværd, og ”i voldsom ubeskedenhed”, siger han og klukker lidt, ”så forudså jeg faktisk både højrenationalismens indtog og Brexit helt tilbage i slutningen af 1980’erne, da Muren faldt. Mens de fleste jublede over et forenet Tyskland, skrev jeg sangen ’Det nye Europa’, der blandt andet handler om, hvordan de tidligere DDR-borgere ville blive frustrerede over pludselig at skulle konkurrere med Vesten. Genforeningen kom med en følelse af underlegenhed – og den er altid farlig rent politisk”.
”I mine andre sange om EF eller EU har jeg forsøgt at udfordre hele idéen om et overnationalt system og tanken om en europæisk præsident, for vi må aldrig undervurdere folks følelse af, hvor vigtige deres rødder er.”
”Samtidig har jeg så lært i de senere år, at en eller anden form for transnationalt samarbejde er vigtigt i forhold til at styre bankerne, men der er grundlæggende et behov hos alle mennesker for at føle sig hjemme et sted, og i det lys er der meget langt til Bruxelles. Den oplevede afstand bliver noget, der går ind i sindet, og det fører til modstanden mod EU. Ofte med et nationalistisk præg, som vi ser det mange steder i Europa nu, og med Brexit som det helt konkrete eksempel.”
Fra den første forelskelse til det sidste farvel. Fra det personlige indre til det politiske ydre. At Sebastians sange rører os på tværs af generationer, og at der til stort set alle livets begivenheder findes et særligt nummer med ord og musik fra hans hånd, blev også markeret ved dette års Smukfest i Skanderborg. Her modtog Sebastian musikprisen ”Polka Verner Legatet” for sit mangeårige virke og enestående talent som sangskriver og komponist.
Legatet blev indstiftet af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt i 2002, og i år tilfaldt det netop Sebastian, fordi han med Søs Egelinds ord ”er en stemme helt fra 1970’erne, hvor han talte på vegne af tidens unge. Med sange som ’Du er ikke alene’ og ’Måske ku’ vi’ har han vist, at der var et fællesskab derude, og at der altid er mindst én ligesom os”.
Netop sangen ”Du er ikke alene” optrådte han også med for nylig, da statsminister Mette Frederiksen (S) gav en officiel undskyldning til Godhavnsdrengene.
”Sangen fandt på den måde nærmest hjem. For selvom jeg skrev nummeret til filmen fra 1978 af samme navn, så handler den ikke om homoseksualitet, som mange tror. Den er skrevet på baggrund af mine egne erfaringer med at bo på børnehjem og ungdomsinstitution, hvor jeg selv oplevede et umenneskeligt system med kollektive afstraffelser. Derfor betød det rigtig meget for mig at synge sangen for netop de her drenge, der fik ødelagt deres barndom på drengehjemmet Godhavn.”
At Sebastians musik kan bruges af mange og bliver bredt efterspurgt, er han utroligt glad for – og ydmyg omkring. Alligevel har han det personligt lidt svært med et ord som ”folkekær”, som reklameteksterne for de forestående hyldestkoncerter ellers benytter.
”Jeg er vildt glad for ordet, hvis det betyder den lydhørhed over for musikken, som jeg for eksempel oplever til koncerter, når publikum begynder at synge med helt uopfordret. Men når det betyder, at fremmede mennesker på gaden pludselig kommer hen til mig og siger, at de kender mig lidt, fordi deres lillebror har gået i gymnasiet med mig i Sønderborg – så ved jeg aldrig, hvad jeg skal stille op. For jeg har ikke gået i gymnasiet i Sønderborg, og det bliver så akavet. Jeg bliver derimod altid glad, når folk kommer hen til mig for at sige noget om, hvad min musik har betydet for dem.”
Om han så skal fortsætte med selv at stå på scenen i rampelyset og som en anden Bob Dylan være på en ”neverending tour”, er Sebastian ikke helt så sikker på. Han tager kasketten op fra bordet, sætter den til rette i de hvide lokker, inden han siger:
”Jeg har været meget ude at spille koncerter i de seneste fem år, og nogle gange oplever jeg, at det hele går lidt for stærkt. Nu tager jeg en pause fra scenelivet næste år, for jeg har lige brug for at tænke mig om.”
Præcis hvad tænkepausen skal bruges til, bliver til endnu et skævt smil på troubadourens ansigt. Men hvem véd, måske gemmer det nye tiår også på sange og historier, der skal fortælles. Lidt senere.