De fleste danskere har rigeligt. De har tøj på kroppen, kan spise og drikke sig mere end mætte og har hele døgnet adgang til en lysende telefon, der lukker udsnit af verden ind i det enkelte lille liv. Men midt i en overflodstid dukker så fasten op som en mulighed.
Kirkeåret har bevæget sig ind i fastetiden, der varer frem til påske. Men for mange danskere har periodevis forsagelse og afkald løsrevet sig fra det kirkelige udgangspunkt og er i dag nærmere en reaktion på overflodssamfundet, vurderer sociolog Eva Steensig fra virksomheden Steensig Partners, der forsker og rådgiver i adfærdsændringer i befolkningen.
”Det er egentlig rimeligt absurd, at vi har så meget, at det at afstå bliver et mål i sig selv. Når afholdenheden går fra at være et middel til at nærme sig det guddommelige til at blive et mål i sig selv, bliver den personlige udfordring også central – kan jeg klare det? Det er en del af den ekstreme præstationskultur, hvor det i øvrigt er kendetegnende, at man ikke kan skelne det rene motiv fra ønsket om at fortælle om det til omverdenen. Fasten bliver en del af den enkeltes selvfortælling,” siger hun med henvisning til, at det også er almindeligt at berette om sin faste på sociale medier.
Og danskerne faster i dag fra mange forskellige ting. Mens nogle for en periode laver købestop, lukker andre ned for sociale medier.
En af de danskere, der faster uafhængigt af kirkeåret, er 59-årige Thomas Harrit, der følger den udbredte slankemetode 5:2, hvor man faster to ud af ugens syv dage. Det er ikke let, forklarer han:
”Når man faster eller holder alkoholfri måned, går det op for en, at det er absurd svært at holde sig væk fra nydelsen. Vores samfund er indrettet efter, at vi hele dagen sidder på vores flade og arbejder og derefter er i sammenhænge, hvor vi skal hygge os om mad, kager og alkohol,” siger Thomas Harrit.
Men fasten skal ikke være et mål i sig selv. Det mener Nina Raunkjær, som er sognepræst i Hørsholm Kirke i Nordsjælland, hvor man i den kommende måned holder fire temagudstjenester om fasten med fokus på blandt andet penge og sociale medier.
”Når vi i kirken har en fastetid, er det, fordi Jesus selv fastede i 40 dage i ørkenen. Men med Luther kom afholdenhed fra mad i baggrunden – fasten skulle henlede vores opmærksomhed på Jesu Kristi lidelse. I en moderne sammenhæng kan det være godt at stoppe og overveje, hvad det er, man stræber efter, og her kan afholdenhed fra noget i en periode godt være et middel. Lægger man for eksempel telefonen på hylden i 14 dage, kan der bliver plads til at lukke noget andet ind, nemlig Gud og næsten,” siger Nina Raun-kjær.
Hun mener, at den ikkekirkelige faste, som man for eksempel ser den i form af udrenselseskure, for nogle kan være en farlig og usund vej at gå. Det kan det især for unge mennesker, der er vokset op med et dømmende blik på egen krop, og for hvem fastekure kan blive en form for selv-afstraffelse.
”Vi er med dåben allerede renset, og spørgsmålet er, hvad vi så vil fylde i os selv herefter. Fasten kan skærpe opmærksomheden på det og blive et middel til at lade sig fylde af Kristus i stedet for bevidstløst at rage til sig eller søge falsk opmærksomhed og tilfredsstillelse. Vi er her sammen, og Gud har gjort en hel del for at slippe os fri fra den tomme stræben. Det kan fasten besinde os på.”