Sidst på eftermiddagen finder læge Imran Rashid skakspillet frem i hjemmet på Frederiksberg og sætter sig ved spisebordet sammen med sin femårige søn Isak. I en halv time eller mere er far og søn fokuserede på brikkerne på den ternede plade. De spiller hver dag. Det handler om fordybelse, nærvær og om at lære at styre hjernen.
Ved at gøre skakspillet til en fast tradition har far og søn skåret ned på sønnens forbrug af iPad. Før fik han nemlig lov at slappe af med en iPad, når han kom hjem fra børnehave. Men det var før, hans far, Imran Rashid, gravede sig ned i, hvordan digitaliseringen påvirker hjernen, mennesket og relationerne.
I dag kan sønnen forklare, at hans hjerne gerne vil have slik, sushi og iPads, og at han bevidst skal styre den.
I næste uge udkommer Imran Rashids bog ”Sluk. Kunsten at overleve i en digital verden” på Lindhardt og Ringhof.
Han er uddannet speciallæge i almen medicin, men har samtidig arbejdet med digital udvikling af lægegerningen og er netop udnævnt til innovationschef på privathospitalet Aleris-Hamlet.
Det var hans viden om teknologien og kroppen, som fik ham til at skrive en bog, som han håber kan skabe eftertanke i forhold til digitale vaner. I bogen beskriver han, hvordan teknologien er designet til at manipulere hjernen. Modtrækket er ifølge Imran Rashid, at mennesker lærer at snyde hjernen.
I år er det 10 år siden, at den såkaldte smartphone blev lanceret, og i dag er der to milliarder brugere af smartphones i verden. Selv har Imran Rashid en af de nyeste telefoner i bukselommen, og om håndleddet bærer han et smartwatch. Han er ikke maskinstormer, men han efterlyser eftertanke i brugen af teknologien.
”Teknologien er kommet så hurtigt og massivt og er nærmest ustoppelig, og vi har modtaget den så velvilligt, at den er kommet ind i vores blinde vinkel som mennesker, og vi er derfor ikke opmærksomme på, hvad den gør. Vi ser kun teknologiens fantastiske muligheder, men vi mangler en nuanceret stillingtagen til, hvad det gør ved os som mennesker, og hvad vi ønsker egentlig at bruge teknologien til.”
Men man kan vel bare slukke for telefonen? Naturligvis. Men studier viser, at det ikke er det, man typisk gør. Ofte bruger man telefonen langt mere, end man tror. En gruppe 18-33-årige englændere blev spurgt, hvor ofte de anvendte telefonen i løbet af en dag. 40 gange, lød svaret. Da respondenterne som led i undersøgelsen fik installeret et program på telefonen, som overvågede deres adfærd, kunne man se, at de i gennemsnit havde anvendt telefonen 85 gange dagligt. Det daglige tidsforbrug var cirka fem timer.
”Som læge vil jeg mene, at et af de største problemer med vores brug af den digitale teknologi er, at det ikke gør ondt at være på. Derfor har du ikke et naturligt værn mod det. Det skader ikke kroppen, men det skader hjernen ved at forringe koncentrationen.”
Imran Rashids telefon ligner umiddelbart enhver anden smartphone. Og dog. Han har foretaget en række ændringer i opsætningen. Det har han gjort, efter han er gået bag om tænkningen i udviklingen af programmernes design.
Han henviser til Burrhus Frederic Skinner (1904-1990), som var psykolog og professor ved Harvard University. B.F. Skinner mente, at den frie vilje var en illusion, og at menneskets adfærd var betinget af oplevede erfaringer. B.F. Skinner lavede forsøg med rotter, hvor rotterne fik en belønning, når de trykkede på en knap.
Rotterne var mest tilbøjelige til at gentage adfærden, når belønningerne blev givet efter et uforudsigeligt system. B.F. Skinner blev en central repræsentant for den såkaldte behaviorisme.
Nogle af grundtankerne i behaviorismen blev taget op igen for 20 år siden af adfærdsforskeren B.J. Fogg, som underviser på Stanford University i USA. Han står bag begrebet ”behavior design” (adfærdsdesign) og har groft sagt overført nogle af B.F. Skinners konklusioner til den digitale teknologi. Nu er det ikke rotter, som bliver belønnet ved at trykke på knapper, men mennesker, som skal opleve digitale programmer, som er indstillet til at påvirke deres adfærd.
B.J. Foggs lære er, at når motivationen er høj nok og opgaven nem nok, bliver mennesker modtagelige over for såkaldte triggere.
En vibrerende telefon eller røde skilte ved applikationer er triggere. B.J. Fogg er en efterspurgt underviser. En af hans tidligere elever er Mike Krieger, som var med til at stifte det sociale medie Instagram, som i dag har over 500 millioner aktive brugere. En anden elev af B.J. Fogg er Nir Eyal, som er forfatter til bestselleren ”How to build Habit-Forming Products” (Hvordan bygger man vanedannende produkter). Nir Eyals bog er skrevet til digitale iværksættere, og Imran Rashid ser, hvordan hans tænkning er indarbejdet i algoritmerne hos både Facebook, Snapchat og Twitter.
”Det er fantastisk, hvad teknologien kan, men det er samtidig et redskab, som bruges til at hacke den menneskelige hjerne. Som rotterne i Skinners bokse bliver vores adfærd formet af de uforudsigelige belønningssystemer på vores telefoner.”
Da Imran Rashid blev klar over, hvor bevidst Facebook og andre tænker i at manipulere med hjernen, ændrede han indstillingerne på sin telefon. Han har slået alle notifikationer fra og slettet en lang række programmer. Så ofte som muligt indstiller han telefonen til den såkaldte forstyr ikke-funktion.
Det handler alt sammen om, hvem der skal have adgang til hans hjerne, hvornår, hvorfor og gennem hvilke kanaler.
Som læge er han bekymret for, om den menneskelige hjerne kan holde til den belastning, den digitale teknologi udgør. Hjernen skal konstant håndtere informationer, og i mange tilfælde er pauserne belastet af telefonens tilbud om underholdning, som fremstår som frikvarterer.
”Når bremsen svigter, er der risiko for, at styringen af vores tilværelse overgår til autopilotens evige jagt efter signalstoffet dopamin. Det er autopilotens opgave at sørge for, at hjernen føler sig godt tilpas her og nu. Fordi dopamin er knyttet til oplevelser af velvære, vil dopaminjagten styre mennesket hen mod det, som smager godt, lugter godt eller bare er sjovt, når vi er sårbare. Tænk på de laster i hverdagen, som stiger i takt med, at vi føler os trætte eller stressede. Der er en grund til, at man taler om at trøstespise, trøsteshoppe og nu kan man så også trøste-surfe med sin telefon."
Vænner man sig til hele tiden at blive belønnet med dopamin ved eksempelvis ubevidst at sætte lighedstegn mellem likes og lykke, så kan det ifølge Imran Rashid påvirke ens indre målestok.
”Jeg har mødt flere yngre mænd med gode karrierer og familieliv, som alligevel siger, at de føler sig utroligt tomme indeni. De har simpelthen svært ved at mærke lykke. Det kan måske hænge sammen med, at deres hjerne er blevet belønnet for hyppigt og for nemt, hvormed der måske er sket en afmatning, så de har mistet den indre målestok for, hvornår noget har værdi. Det har aldrig været meningen, at livet skulle være så nemt. At fjerne alle udfordringer fra menneskers liv bør i hvert fald ikke være et mål i sig selv, for så mister vi evnen til at imødegå udfordringer.”
Hvad gør man, hvis man gerne vil værne om sin hjerne? Man skal, ifølge Imran Rashid, lære at planlægge mod sin natur.
Det er derfor, han har ændret indstillingerne på sin telefon og slettet en række spil, som han måske ellers kunne finde på at spille.
Han sætter desuden tid af til løbende at overveje, hvordan han prioriterer. Hvor meget skal telefonen for eksempel fylde i familielivet? Han henviser til et studie blandt amerikanske par, som viste, at 7 ud af 10 oplevede, at partnerens forbrug af smartphone skadede evnen til at interagere. Sammen med sin hustru har han indført såkaldte date-aftener, som er skærm-fri.
For et halvt år siden købte han et vækkeur. Han havde ellers længe brugt telefonen som vækkeur, men hver aften spillede han Angry Birds for at falde i søvn. Han spillede, til hans øjenlåg blev tunge, men når han lagde telefonen fra sig, tog det ham en halv time at falde i søvn.
”Efter telefonen kom ud af soveværelset, falder jeg hurtigere i søvn, og jeg sover bedre. Blev telefonerne i landets soveværelser skiftet ud med gammeldags vækkeure, ville vi se en voldsom forbedring i folkesundheden i Danmark.”
At skakspillet dagligt bliver sat frem på spisebordet, er det andet eksempel på, hvordan han indretter sit familieliv, så der skabes pauser, hvor det er naturligt at slukke.
”Børnene må gerne bruge iPads, men jeg er begyndt at spørge, hvad de skal bruge dem til. Skal de bruge den til underholdning, så må de bruge den i en halv time, men skal de i stedet bruge den som et værktøj, får de lov at bruge den i en time. Det er vigtigt at lære børnene, at en iPad både er et nødvendigt værktøj og en underholdende belønningsmaskine, hvor man kommer alt for let til belønningen.”