Prøv avisen
Serie: Den gode mor

Cecilie Lind: Moderskabet burde fylde lige så meget som krig i litteraturen

”Pludselig ser man sig selv som en del af en lang kæde af kvinder, af tidligere mødre, der har båret rundt på den samme kærlighed, omsorg, had og afmagt som en selv,” siger 28-årige Cecilie Lind. – Foto: Gyldendal/Lærke Posselt

Der er en grund til, at den evigt gode mor næsten altid er død i eventyrene. For hun er svær at holde i live, siger Cecilie Lind, der er aktuel med den allerede anmelderroste digtsamling ”Mit barn”

Glansbilledet af en mor, der smiler lykkelig til sit barn i julelampens skær, fortæller kun den halve sandhed. For selvom kærlighed er en grundfølelse for de fleste mødre, er angst det også, mener digteren Cecilie Lind, der i torsdags udgav digtsamlingen ”Mit barn”, der ifølge anmelderne er ganske velskabt.

Samlingen får blandt andet seks hjerter i Politiken og seks stjerner her i avisen for ”et på en gang smukt og nærmest ubærligt portræt af en nybagt mor med alt, hvad det indebærer af gylp, mælk, bleskift, vanvid, gråd, søvnløshed, ømhed, lykke, uro, smerte, kærlighed, angst og magtesløshed,” som Kristeligt Dagblads anmelder Martin Rohr Gregersen skriver i dagens avis.

Langdigtet på 130 sider begynder med fødslen, der både river jeget itu fysisk og følelsesmæssigt. Kvinden føder i smerte, og smerten fortsætter i forskellige former, mens bekymringerne for moderskabet og Moder Jords overlevelse flettes frit ind i hinanden, men digtet ender lyst ni måneder senere, da barnet er blevet gammelt nok til at pege ud i verden, hvor efterårsbladene også kan give håb, fordi de peger på skønheden i tilværelsen.

Cecilie Lind har selv skrevet sin nye bog, mens hun ammede sin egen lille dreng og var ved at briste af både lyse og mørke følelser.

”Det hele er skrevet fra kroppen i en eller anden forstand. Jeg ville gerne skrive om at være placeret i en meget kropslig oplevelse, som man ikke kan slippe ud af. Jeget er buret inde i moderskabet og prøver at være noget andet end det, men også hele tiden kun føler sig som mor. Det udspringer selvfølgelig af min egen oplevelse. Når jeg står i toget med mit barn, er jeg ikke længere bare mig, men en mor. Og jeg bliver bedømt og set an som en mor, når mit barn græder. Det ville jeg skrive om. Jeg ville skrive om kærlighed, men også om had og afmagt. Og der er moderskabet en god katalysator for alle mulige intense følelser,” siger Cecilie Lind, som på den måde mener, at samlingen handler om mere end moderskab, men også om selve livet.

”Moderskabet er en god og konkret adgang til at skrive om liv og død, fordi man går og bærer barnet i sig, hvor det er i en tilstand mellem tilblivelse og liv. Det er en vild erfaring at skulle gro et barn frem og så skulle tage imod det. Men at føde et liv er også at føde dets død på et senere tidspunkt, og sådan føler man fra begyndelsen en angst for at miste sit barn,” siger hun og tøver, inden hun tilføjer:

”For mig er kærlighed moderskabets grundfølelse, men en mørkere side af den kærlighed er også angst. Angst for at fejle, angsten for at få taget sit barn fra sig og angsten for, at det skal dø, er en sindssyg følelse. Angsten for at miste barnet er det værste, men angsten for at miste sig selv til angsten er også en del af moderskabet.”

Selv har hun lagt mærke til, at flere andre forfattere også er begyndt at skrive om den mørke side af moderskabet, men det har længe været underbelyst i litteraturen, når man tænker på, hvor normal en erfaring det er, mener hun:

”Moderskab burde fylde lige så meget som krig i litteraturen. Moderen er også en interessant litterær figur. I eventyr er den gode mor, den rigtige mor, ofte død. Vi hører ofte, at prinserne eller prinsesserne har mistet deres mor, som ofte bliver beskrevet som usandsynlig smuk, mild og god, mens stedmoderen er forfærdelig. Det er, som om stedmoderen skal rumme alle de mere mørke sider af moderskabet, for den kan den gode mor ikke rumme, så man er nødt til at splitte moderen op i en død mor og en ond mor. Og som mor er det også på en eller anden måde svært at holde den gode mor i live. Men på den anden side ser man også nogle styrker i sig selv, som man ikke kendte til, så det er både de lyse og mørke sider, der træder frem, når man bliver mor.”

Samtidig har hun også tænkt over, at enhver pige bliver behandlet som en kommende mor, fra hun som helt lille får dukker, indtil dukken en dag bliver erstattet af et rigtigt barn.

”Pludselig skal man udfylde den rolle, man er tiltænkt, når man får sit barn i favnen. Det kan føles som et rumvæsen, som man ikke ved hvor kommer fra, men samtidig også som en rekvisit, man har haft i favnen altid. Nu kan rekvisitten vræle, nu er man voksen, man er kvinde med barn, ikke pige med dukke, men dukken har altid været en henvendelse til dig som en pige, der tidligt lærer, at hun er født til selv at føde. At forære pigen dukken er at forære pigen en forventning. Når kvinden føder sit barn, indfrier hun den forventning. Det kan jeg godt synes er uhyggeligt. Alle pile peger mod dit moderhjerte virkelig tidligt i dit liv, og hvad hvis du ikke kan leve op til din barneleg, når barnet er blevet et liv og ikke en genstand?”.

Moderskabet kan samtidig sætte en nybagt mor i forbindelse med hendes egen mor.

”Jeg oplevede i hvert fald en mærkelig tidsforskydning i det, så jeg lige pludselig gennemlevede med min egen krop, hvad min mor også gennemlevede, og det skabte en nærhed med hende, som både var smuk og enormt ubehagelig, fordi jeg pludselig var tvunget til at stå i hendes sted. Den erfaring tror jeg også, andre nybagte mødre har. Man har måske brugt mange kræfter på at distancere sig fra sin egen mor, men når man pludselig oplever, at ens krop gør det samme som det, man er kommet fra, kommer man meget tæt på sin egen tilblivelse på en meget vild måde, og det syntes jeg var en meget spændende ting at skrive om. Pludselig ser man sig selv som en del af en lang kæde af kvinder, af tidligere mødre, der har båret rundt på den samme kærlighed, omsorg, had og afmagt som en selv. For nu er man selv mor.”

Moderskabet er en god og konkret adgang til at skrive om liv og død, fordi man går og bærer barnet i sig, hvor det er i en tilstand mellem tilblivelse og liv. Det er en vild erfaring at skulle gro et barn frem og så skulle tage imod det.

Cecilie Lind, forfatter