Prøv avisen
Idealer

Moderskabet er blevet ensomt og privat

"Mor og barn" af Dea Trier Mørch. Foto: Dea Trier Mørch/Louisiana

Engang var moderrollen det mest naturlige for kvinder, men i dag føler mange sig usikre, når de bliver mødre. Urealistiske idealer i en præstationskultur hører til forklaringerne, men også, at moderskabet er devalueret i en tid, hvor arbejde sættes over liv

”Jeg husker et par uger efter at jeg havde født mit første barn, tanken, der slog rod i mit indre: Hvad nu, hvis jeg ikke er den mor, mit barn havde regnet med? Hvad nu, hvis mit til tider melankolske sind tynger mit barn? Hvad nu, hvis mit barn ikke er tilfreds med at være havnet hos mig? Hvad nu, hvis det er derfor, at hun græder?

Jeg husker, at jeg tog mod til mig, da sundhedsplejersken kom et par måneder efter for at screene mig for fødselsdepression. Jeg konfronterede hende med mine overvejelser.

Hun affærdigede mine spørgsmål. ’Se på dit barn Julie. Din datter er godt på vej, og du gør det så godt!’

Jeg troede ikke på hende. Jeg kunne vel altid gøre det en tand bedre.”

Ordene er Julie Bruhn Højsgaards. De kan læses på den blog, som er en del af det univers for mødre, som under overskriften ”Jegermor” tilbyder podcasts om alt det, der kan være svært og ofte tabubelagt at tale om som nybagt mor. Julie Bruhn Højsgaard er uddannet pædagog og mor til to, og hun har skabt app’en ”Jegermor” sammen med en anden mor til to, Laura Vilsgaard, der har forsket i sårbare mødre og i sit speciale på Roskilde Universitet skrevet om danske kvinders efterfødselsreaktioner.

I løbet af få måneder har deres podcasts haft omkring 100.000 aflytninger, og flere hundrede kvinder bruger deres app hver måned. Julie Bruhn Højsgaard forklarer blandt andet behovet for app’en med, ”at moderskabet i dag er blevet meget privat. Vi sidder pludselig alene derhjemme med et helt nyt menneske i favnen, som vi har ansvar for. Men uden ret mange redskaber, og det bliver hurtigt både ensomt og angstprovokerende. Samtidig er det blevet tabubelagt at sige det højt, hvis der er noget, der ikke fungerer for os. Vi tør ikke blotte os eller spørge andre om råd. I vores podcasts er der så nogle, der tør stå frem og fortælle om deres problemer, og det kan være en befrielse for mange mødre at høre, at de ikke er alene,” siger Julie Bruhn Højsgaard.

For nylig gav familievejleder Lola Jensen her i avisen nogle bud på, hvorfor moderskabet i dag kan føles både ensomt og angstprovokerende, og hun sagde blandt andet: ”Vi har jo stået med de samme udfordringer, som mødre gør i dag – sygdomme, opdragelse og så videre. Men vi stolede på vores mavefornemmelse, og der sad gode svar. Vi kunne ikke forstyrre hinanden med sammenligninger på de sociale medier, og i mødregruppen hyggede vi os og grinede, og der var ingen konkurrence, hvor vi målte hinanden på antal gange, man har sex om ugen, eller hvor langt man er nået i et veganerprojekt. Der er ikke så meget latter over moderrollen i dag.”

At der er en længsel efter netop mere naturlig afslappethed og sammenhold omkring moderskabet, blev ifølge museumsinspektør på Louisiana Marie Laurberg meget tydeligt, da museet tidligere i år viste udstillingen ”Dea Trier Mørch – Ind i Verden”, hvor især kunstnerens grafiske værker, der skildrer fødslen i detaljer, trak masser af gæster.

Flere af de udstillede værker er fra Dea Trier Mørchs bog ”Vinterbørn” fra 1976, der skildrer en måned på Rigshospitalets fødeafdeling, hvor man følger 18 kvinder og deres fælles hverdag som nybagte mødre.

”Vi havde knap åbnet for udstillingen, før gæsterne spurgte efter den, og det havde vi slet ikke forventet. Men interessen har været kæmpe stor, både blandt den generation, der kan huske hendes epokegørende billeder fra deres egen tid som mor i 1970’erne, men også hos unge mennesker, der så værkerne for første gang,” fortæller Marie Laurberg, der stod for udstillingen og netop har udgivet en bog om den: ”Dea Trier Mørch. Det grafiske værk”.

At interessen har været så stor for at se kunstværker, der blandt andet beskriver noget så universelt og grundlæggende ved det at være menneske som selve fødslen og det at blive mor, hænger ifølge Marie Laurberg sammen med en længsel i tiden.

”Dea Trier Mørch skildrede jo moderskabet på en rå og direkte måde, uden dos and donts. I hendes værk er moderskabet ikke et livsstilsprojekt, men noget, der er fælles og ens for alle kvinder. Hun tager med andre ord fat på et almenmenneskeligt tema og gør det smukt ved at give det et billedsprog, som det aldrig har haft før. Indtil midten af det 20. århundrede var moderskabet i kunsten som regel skildret udefra, med mandens blik og ofte på en meget idealiseret måde. Men her får vi det fra kvindens, fra moderens perspektiv. Og hun gør det i en kultur, der er præget af kristendommen, hvor moderen over dem alle, Jomfru Maria, er ubesmittet, og den kropslige del af moderskabet nedtonet. Kvindens kønsdele og selve fødslen har været et visuelt tabu,” forklarer Marie Laurberg.

Moderskabet var dog også en ”betændt” størrelse, da Dea Trier Mørch lavede sine værker af fødsler, moderskab og familieliv. Med 1960’erne og kvindefrigørelsen var det nu endelig lykkedes kvinderne at få andre muligheder i livet end netop moder- og husmoderrollen, og så kom disse værker fra en ellers velkendt venstreorienteret kunstner og nærmest hyldede moderskabet.

”Hun så ikke sig selv som en feministisk kunstner, men som en humanist, der altid var solidarisk med de undertrykte. Og i det lys skal man se hendes billeder. Hun var solidarisk med kvinderne og med det nyfødte barn. Med alle mødre på trods af social status. Og der er noget i dét blik, der vækker genklang i dag, hvor moderskabet er omgærdet af en perfekthedskultur,” siger Marie Laurberg, der i samme ombæring kalder moderskabet for ”et af de store uløste dilemmaer i feminismen”.

”For det er et emne, der ikke kun berører det personlige forhold for den enkelte kvinde, men derimod hele samfundets syn på kvinders og mødres status. For mig som kunsthistoriker er det interessant, at moderskabet hidtil har været så underbelyst i en kunstnerisk sammenhæng i forhold til andre eksistentielle emner som seksualiteten eller døden. For moderskabet handler jo om det største: at skabe liv og føde nye mennesker, og dermed sikre, at verden overhovedet går videre,” siger Marie Laurberg, der i øvrigt er i gang med at skabe en større udstilling om moderskabet i kunsten, som vises på Louisiana i efteråret 2020.

Politolog, journalist og forfatter Pia Fris Laneth har i flere bøger beskæftiget sig med mødre gennem tiderne, blandt andet i bogen ”Lillys Danmarkshistorie” samt i ”Moderskab og Mødrehjælp – 100 års historie og otte portrætter”.

Hun beskriver overordnet udviklingen i moderskabet som noget, der tidligere var en naturlig og nærmest uundgåelig del af kvindelivet til i 1970’erne at blive et tema i kønskampen om ligestilling. Mens man i dag med Pia Fris Laneths ord ”opfatter moderskab som et individuelt valg, der derfor også italesættes som et personligt problem”.

Moderskabet har ifølge Pia Fris Laneth i samme periode mistet status og er i dag blevet kraftigt devalueret.

”Set i den historiske kontekst kan man jo godt forstå det, for der var virkelig noget for kvinderne at kæmpe imod i forhold til tidligere tiders kvindesyn, hvor der ikke var noget alternativ til moderskabet og rollen som husmor. Og samtidig havde kvindebevægelsen ret i, at man var nødt til at tage kampen kollektivt for at rokke ved tingene. Men der skete så bare det, at det i stedet blev arbejdsmarkedet, der blev vores alle sammens ’naturlige’ værested, og tilknytningen til dette blev nu vores vigtigste identitet. Man underlægger sig i den grad arbejdsmarkedets krav i dag og nedgør dermed livets største mirakel. Og i det lys bliver det altså svært at være mor, ja forælder i det hele taget,” siger Pia Fris Laneth, der derfor tilføjer, ”at det vil kræve en kulturrevolution at sætte livet i stedet for arbejdet”.

En kamp, der vel at mærke kun kan tages i fællesskab, hvilket er meget svært i dag, ”fordi kønskampen også er blevet individualiseret”, som Pia Fris Laneth ser det.

”Og hvor nutidens kvinder har så mange forestillinger om det rigtige liv, der skal være på plads, før og hvis de vælger at blive mødre. Når det så endelig sker, er der puttet så mange håb og ofte anstrengelser ind i projektet om det perfekte liv – men ikke forestillinger, der handler om, at det at få børn også er forbundet med smerte, ubehag og hårdt fysisk arbejde. Og da slet ikke om, at man som kvinde og nybagt mor i den grad er bundet til sit hjem. Når man så oven i det chok kun møder kulturelle forventninger om den lykkelige barselstid, ja, så er det klart, man bliver ensom. Ikke mindst i en kultur som vores, hvor det stadig ikke er en del af ligestillingen, at også manden skal tage sin del af barslen.”

I vores podcasts er der nogle, der tør stå frem og fortælle om deres problemer, og det kan være en befrielse for mange mødre at høre, at de ikke er alene

Julie Bruhn Højsgaard
"Mor og barn" af Dea Trier Mørch. Foto: Dea Trier Mørch/Louisiana
Foto: Dea Trier Mørch/Louisiana