De cyklede altid. Hver weekend året rundt i al slags vejr pakkede de madpakker og sodavand og tog af sted. Fra ydre Nørrebro gennem indre by over Langebro til højre ad Njalsgade og videre mod Amager Fælled eller endnu længere væk. På vejen fortalte Lars Aslan Rasmussens morfar sit videbegærlige barnebarn om den kolde krig mod Sovjetunionen, om livet under Anden Verdenskrig eller om, hvorfor ingen folk på Nørrebro kunne lide statsminister Poul Schlüter (K).
Det er de minder, der dukker op, når Lars Aslan Rasmussen skal forsøge at indkredse, hvad det egentlig var, der formede den bevidsthed, som siden drev ham ind i politik.
”Det var på de cykelture, jeg lærte allermest om samfundet og verden omkring mig. Min morfar kunne fortælle historier og dele ud af sin viden om politik og samfund på en måde, min egen far ikke kunne, fordi han havde fem års skolegang bag sig og først kom til Danmark fra Tyrkiet som voksen. Min morfar uddannede mig i verdens store konflikter, men lærte mig samtidig værdien af at debattere og lytte til andres holdninger – selv dem, man er mest uenig med.”
30 år efter barndommens ugentlige cykelture er folketingspolitikeren og socialdemokraten Lars Aslan Rasmussen kendt netop for sine holdninger og den pris, han indimellem må betale for dem.
For det har en pris, når han beder de radikale muslimer i Hizb-Ut-Tahrir om at ”pakke kufferten” og rejse hjem til Islamisk Stat, eller når han beskriver den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan som en ”kæmpe hykler”, der er godt på vej til at indføre et ”islamist-styre” i Tyrkiet. For reaktionerne tikker ind konstant. På mailen, telefonen eller hans Facebook-profil.
De hadefulde beskeder fra ukendte personer, der kalder ham landsforræder og truer med ”konsekvenser”, hvis han bliver ved med at ”tale dårligt om muslimer”. Han er flere gange blevet antastet fysisk med flyvende flasker, tilråb eller konfronterende kropssprog. Derfor er der visse steder i København, hvor han ikke færdes alene. Derfor har han fra tid til anden mareridt om, at han bliver forfulgt eller opsøgt i hjemmet. Derfor har Lars Aslan Rasmussen i dag hemmelig adresse.
Men han insisterer på at sige tingene ligeud om de emner, der optager ham, for det at give og modtage kritik ser han som en så vigtig menneskelig egenskab, at man altid må appellere til andres og egen selverkendelse – også når budskabet gør ondt.
Selverkendelsen og hans andre værdier, der er formet af opvæksten i et arbejderhjem på 1980’ernes Nørrebro med en dansk mor og en kurdisk far fra Tyrkiet er netop, hvad Lars Aslan Rasmussen har indvilliget i at tale om, da Kristeligt Dagblad besøger ham i hans hjem i København.
De forgangne uger har været intense for det socialdemokratiske folketingsmedlem. I midten af marts stod han, sammen med andre danskere med tyrkiske rødder, frem på forsiden af Berlingske med historien om at være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for landsforræderi gennem en telefonisk stikkerlinje, Erdogans regering har oprettet for at få regeringsloyale tyrkere i de europæiske lande til at angive landsmænd, der kritiserer styret i Ankara.
Beskeden om angivelsen modtog han på Facebook. Selvom han levende kan forestille sig, at selve anklagen kunne medføre både fængsling og det, der er værre, hvis han skulle driste sig til at sætte sine fødder i Tyrkiet i den nærmeste fremtid, var det ikke følelsen af frygt, men mismod, der bredte sig i ham, da han så afsenderen på beskeden. Han kendte ikke vedkommende, men kunne på personens profil se, at den var formuleret af et ungt menneske:
”Personens unge alder ramte mig, for det er desværre en tendens. Samtlige af de folk, som truer mig, er yngre end jeg selv. Det er unge mennesker, der højst sandsynligt er født her i landet. Nogen, der er vokset op med danske værdier, dansk demokrati og adgang til information og uddannelse. Jeg har oplevet unge mænd, der ringer og truer mig på klingende jysk. Var det folk på min fars alder med fem års skolegang og et halvt liv i Tyrkiet bag sig, kunne jeg på en måde bedre forstå det. Men at unge mennesker, der bor her i landet, tilsyneladende har størstedelen af deres loyalitet hos Tyrkiets overhoved, det synes jeg er trist.”
Med forældre fra to forskellige lande bliver Lars Aslan Rasmussen ofte beskrevet som ”halvt-det-ene, halvt-det-andet”. Men han foretrækker at bruge udtrykket ”hel”, for tilhørsforholdet til et land synes han ikke man kan dele op i to. Han har begge kulturer i sig, og selvom han er født og opvokset i Danmark, ser han også Tyrkiet som sit hjemland.
”’Halv’ er sådan et åndssvagt ord, når man snakker om nationaliteter, synes jeg. Som om ens identitet kun er i stand til at rumme én enkelt nationalitet. Sådan har jeg det ikke. Selvom jeg er født og vokset op i Danmark, har min fars hjemland jo også fyldt i min bevidsthed og gør det stadig. Bare hør mit navn. Rasmussen er så dansk, som noget kan være. Mens Aslan er tyrkisk for løve. Det rummer begge sider.”
Det er derfor, han har så stærke holdninger til situationen i Tyrkiet, derfor, han lægger ører til de grovkornede reaktioner, og derfor, han føler sig så misforstået, når folk stempler ham som ”landsforræder”, fordi han har holdninger. Og holdninger har han masser af. Under en snak om herkomst, værdier og erindringer snor eksistentielle overvejelser sig sammen med hans syn på sociale problemer, der rækker ud over ham selv, og betragtningerne står tilbage som sitrende enheder i grænselandet mellem livserfaring og politiske idealer.
Gennem køkkenvinduet i Lars Aslan Rasmussens hjem oplyser det hvide skær fra en skyet himmel påskeliljerne i vindueskarmen til en ekstra gul nuance. Fra spisebordet i køkkenregionen, der glider naturligt over i en rumlig stue, har man overblik over størstedelen af hjemmet, som med let skrånende lofter og hvidmalede gulve og trævægge har et anstrøg af landlighed over sig.
Lars Aslan Rasmussen er selv indendørs iført den sixpence, han efterhånden er blevet uløseligt forbundet med. Den engelske hovedbeklædning, der op gennem 1900-tallet blev symbolet på den klassiske arbejder i en stor del af Vesteuropa, iførte han sig oprindeligt, fordi håret begyndte at blive tyndt. Siden da er den umærkeligt blevet en del af hans påklædning, og det er da også kun, når han stiller i Folketingssalen, at han pligtskyldigt tager hatten af, som reglerne foreskriver.
Han nipper til teen og kigger ud ad vinduet. For et par år siden brød han op fra Nørrebro, som ellers altid havde været omdrejningspunktet i hans personlige liv. Han ønskede mere lys og plads.
Stefansgadekvarteret rummer i dag nogle af bydelens mest eftertragtede adresser, men Lars Aslan Rasmussens erindringer om barndomskvarteret har ikke meget andet end navnet tilfælles med nutidens.
”Det var et hårdt miljø at vokse op i. Jeg vidste, at der var gader, man skulle undgå, hvis man ikke ville have nogen på hovedet. Kiggede jeg ud ad vinduet fra vores lejlighed på første sal, kunne jeg være sikker på, at der altid stod en gruppe og drak det samme sted hver dag, og når jeg inviterede de andre børn fra gården til fødselsdag, var det tydeligt hos flere af dem, at der var langt mellem badene og tøjvaskene derhjemme.”
Han og hans to yngre søstre manglede dog ikke selv noget i deres barndom. Begge forældre havde fast arbejde. Moderen som børnehaveklasselærer, faderen som håndværker og altmuligmand på en Rockwoolfabrik i Hedehusene. Faderen var allerede kommet til Danmark fra Tyrkiet i 1971 for at arbejde og mødte fem år efter moderen på en dansebar ved Hovedbanegården i København. To år senere blev Lars Aslan Rasmussen født.
Og selvom han som barn var vidne til noget af den armod, der stadig fandtes i 1980’ernes København, var ejendommen på Stefansgade et historisk knudepunkt for flere generationer af hans familie og rummede derfor en naturlig tryghed. Hans mor var opvokset der, hans mormor og morfar boede i naboopgangen. Selv oldeforældrene havde boet der.
”Jeg havde alle de vigtigste personer omkring mig i den lille verden. Legekammeraterne var i gården, og mine bedsteforældre boede lige ovre på den anden side. Dem besøgte jeg på alle tider af dagen. Jeg elskede at komme i deres hjem, for som bedsteforældre er flest, fik man ofte lidt mere forkælelse end derhjemme.”
Morfaderen, der døde for 10 år siden, var kommunalarbejder, og havde en fortid som frihedskæmper under krigen. Derfor var erindringerne om modstandskampen også et tilbagevendende samtaleemne på deres ugentlige cykelture. Noget, der gjorde indtryk på Lars Aslan Rasmussen:
”Han var en helt for mig, for han kæmpede jo for, hvad han troede på. Mindet om hvad han havde bedrevet under krigen var en stolthed, hele familien bar med sig, og noget jeg altid blærede mig med overfor mine venner.”
Men morfaderens oplevelser som modstandsmand var også forbundet med en tavshed, som familien aldrig rigtig kunne trænge igennem. Der var en smerte bag erindringerne, forstod Lars Aslan Rasmussen i takt med, at han blev ældre. En smerte, som gjorde morfaderen tavs, hvis man bevægede sig derind. Han holdt mere af at tale i overskrifter, for det var tydeligt, at der var noget, han ikke havde bearbejdet. Om det handlede om indespærringen i Vestre Fængsel, hvor han sad i isolation, indtil han delsvist mistede førligheden i det ene ben, eller om de folk, han gennem modstandsbevægelsen var med til at bekæmpe, ved Lars Aslan Rasmussen ikke, men det ærgrer ham, at han aldrig fik den fulde historie om den mand, han beundrede så meget.
Det var dog ikke kun forholdet til familiens stolte modstandsmand, der prægede barndommens selvbillede. Historierne fra faderens hjemland gjorde indtryk på Lars Aslan Rasmussen fra en tidlig alder. Faderen, Hassan, der havde en socialdemokratisk fortid i fagbevægelsen i Tyrkiet, fandt det i mange år for risikabelt at besøge sit hjemland, efter et blodigt militærkup i 1980 havde gjort det så godt som livsfarligt at være socialdemokrat i landet.
Derfor var Lars Aslan Rasmussen 12 år, før han første gang satte fod i Tyrkiet. Men længe inden var han bevidst om sine kurdiske rødder. For det at være kurder var noget, man var stolt af. Det fyldte langt mere, end religion for eksempel gjorde. Mens islam var en parentes, der intet fyldte i hans barndom og kun kom til udtryk i faderens personlige fravalg af svinekød og alkohol, var herkomsten derimod en identitet, man insisterede på og værnede om, husker Lars Aslan Ramussen. For Kurdistan var og er synonym med historien om et undertrykt folk, der aldrig har fået det land, de ser som deres:
”Min fars historier om barndommen i hjemlandet satte sig fast i mig for altid. Han voksede op i et Tyrkiet, hvor kurdisk kultur var helt bandlyst. Det var minder, der beskrev en virkelig forfærdelig tid. Det vakte så mange følelser af forargelse og uretfærdighed i mig, når han fortalte om, hvordan han som lille blev slået i skolen, fordi han ikke kunne tale tyrkisk, men kun kurdisk. Når jeg hørte om, at mine danske venners forældre var blevet slået af læreren, hang det altid sammen med, at de havde været uartige, mens min far var blevet slået på grund af sin herkomst. ’Det kunne man da ikke!’, tænkte jeg.”
Den fælles bevidsthed om undertrykkelse og uretfærdighed skabte et særligt bånd mellem de kurdere, Lars Aslan Rasmussen mødte i sin barndom og ungdom. Men da han med alderen fandt ud af, at kurderne ikke kun er ofre, rystede det billedet af den identitet, han havde taget på sig. Samtidig stødte han på en tavshed og en manglende vilje til at snakke om den nye indsigt fra de minoritetsmiljøer, han selv kom i:
”I dag ved vi, at kurderne har haft en ret brutal rolle i det armenske folkedrab. Kurderne slog tusinder af armenere ihjel, men det var ligesom ikke rigtig noget, man kunne tale med særligt mange dansk-kurdere om. Der kunne man bedst være sammen om at føle sig som ofre, og den mentalitet havde jeg svært ved at være en del af.”
Så evnen til selverkendelse er for Lars Aslan Rasmussen i lige så høj grad et kollektivt ideal, som det er et individuelt. Den individuelle af slagsen har han dog også været igennem. Som ung, længe før Christiansborg eller Borgerrepræsentation i Københavns Kommune blev en realitet, havde han selv en blindhed over for nogle af de udfordringer, der knyttede sig til indvandringen, hans egen minoritet og bydelen, han var født og opvokset i:
”Hvis personer vovede at kritisere indvandrere eller udfordringerne ved integration på Nørrebro, stemplede jeg dem meget hurtigt som nogle højreorienterede racisme-agtige typer. Set i bakspejlet er det ikke noget, jeg er stolt af, for det gjorde mig uimodtagelig over for andres argumenter. Så der har været et opgør på grænsen mellem det politiske og personlige, jeg selv har måttet gennemleve for at nå dertil, hvor jeg som menneske og politiker er i dag.”
Det er måske sådan, det hele hænger sammen. Følelsen af at stå med et ben i to kulturer giver Lars Aslan Rasmussen et blik på det danske og det kurdiske, der på en og samme tid stirrer både indad og udad. For loyaliteten er begge steder. Side om side med det ideal om egen og andres selverkendelse, der driver ham til at betale den pris, hans holdninger medfører. Han har en tro på, at livet drejer mod en lysere retning, hvis man tager sig selv og sine egne synspunkter op til revision i ny og næ og appellerer til, at andre gør det samme.
