”Måske er I allerede opmærksomme på det. Men med lidt god vilje var det faktisk en dansker, som fik Nobels fredspris i år.”
Sådan skrev en læser til avisen kort før jul, efter at FN’s fødevareprogram WFP (World Food Programme) i december 2020 modtog en af verdens fineste anerkendelser for sit arbejde med at skaffe mad til de mennesker, der ellers ikke ville få noget at spise.
Men man behøver ikke engang at finde den gode vilje frem for at pege på netop Daniel Rugholm som en af pristagerne.
For den 38-årige vendelbo var ikke bare ham, der modtog opkaldet fra Nobelkomitéen om, at WFP havde fået prisen.
Det skete i det vestafrikanske land Niger, mens han var på endnu en af sine rejser til et af verdens mest udsatte områder. Han var også senere med under den ceremoni, hvor fredsprisen blev givet til WFP’s generalsekretær, David Beasley, som danskeren har været særlig rådgiver for i de seneste tre år.
Rugholm kunne derfor også genkende sig selv i selve takketalen, som Beasley holdt, da prisen blev overrakt, og fuldt ud tilslutte sig Beasleys ord, da han for eksempel sagde: ”Mange af mine venner – og ledere rundtom i verden – har sagt til mig: ’Du har det bedste job i verden, du redder millioner af menneskers liv.’ Og her er så, hvad jeg fortæller dem: ’Jeg går ikke i seng om aftenen og tænker på de børn, vi reddede. Jeg går i seng og græder over de børn, vi ikke kunne redde. Og når vi ikke har penge nok eller den adgang, vi har brug for, skal vi beslutte, hvilke børn der spiser, og hvilke børn der ikke spiser, hvilke børn der lever, hvilke børn der dør. Hvad synes du så om det job?’.”
Netop den daglige kamp for at redde menneskeliv – at gøre den ultimative forskel – er også den helt store motivator for Daniel Rugholm, fortæller han. Og i de seneste tre år har han selv været i direkte øjenkontakt med den barske kamp for overlevelse på sine rejser til blandt andet Syrien, DRCongo og Venezuela, hvor WFP’s fokus er at nå ud med mad der, hvor ingen andre kan komme frem.
”Det påvirker mig virkelig meget, når jeg er rundt i verden og ser, hvor barskt livet kan være. Og der er billeder, jeg aldrig vil glemme. Som da jeg var i Syrien og så helt små børn løbe rundt i murbrokkerne og aldrig havde oplevet andet end en hverdag med krig, utryghed og sult. Det er barskt, og jeg har ofte grædt, når jeg har været ude i felten. Men jeg bliver på den anden side også motiveret til at stemple ind på arbejdet hver dag for at gøre mit ypperste for at skaffe flere penge, så vi kan nå ud med mad til endnu flere.”
Det var i 2017, at Daniel Rugholm sagde farvel til en ellers lovende politisk karriere i Danmark, hvor han både havde siddet i Folketinget for De Konservative ad to omgange og som viceborgmester og personlig stemmesluger ved de seneste kommunalvalg lå ret lunt i svinget til potentielt at blive den nye borgmester i Hjørring Kommune samme år.
Men så dukkede jobbet i WFP op, ”og jeg så det som en mulighed, man sikkert kun får én gang i livet”, siger han. Kombinationen af politisk forståelse og erfaringer fra blandt andet en interesseorganisation som Landbrug og Fødevarer gjorde hans profil interessant for folkene i FN. Ligesom det var en ekstra gevinst, at han sideløbende havde været i stand til at opbygge et stort internationalt netværk. Blandt andet via et år i Washington, hvor han også mødte sin kone, Grace, der dengang arbejdede i Kongressen.
Alligevel var det et stort skridt ”for en vendelbo som mig at sige ja tak til FN. Jeg oplevede en kæmpe ærefrygt over at skulle træde ind på den helt store globale scene i verdens største humanitære organisation, og jeg tvivlede på, hvad jeg mon kunne bidrage med, for alle de andre måtte da være meget dygtigere end mig. Men jeg fandt jo hurtigt ud af, at godt nok er kollegerne ualmindeligt dygtige, men de er også helt almindelige mennesker som dig og mig. Og det går efterhånden op for en, at det også gælder de verdensledere, som jeg kom til at arbejde sammen med, og hvor flere af dem også er blevet private venner, der var med til vores bryllup,” siger Daniel Rugholm.
Det er ud på eftermiddagen, før han har tid til interviewet, for Daniel Rugholms dage er fyldt med møder. Hans team har da også allerede været i dialog med nogle af præsident Joe Bidens folk om den fremtidige amerikanske støtte til WFP.
Det meste foregår lige nu pr. telefon og videomøder. For med en coronapandemi er rejseaktiviteten og de fysiske møder blevet voldsomt begrænset. Han står derfor lige nu mellem flyttekasser og malerbøtter i det hus i Hjørring, som han sammen med Grace er ved at flytte ind i.
”Vi trænger til at få en fast base. Vi har begge et liv, hvor vi er meget på farten. Grace studerer i Oxford, og jeg har indtil nu haft op mod 200 rejsedage om året, men vi vil gerne slå os ned et sted, hvor vi kan skabe en mere almindelig hverdag og stifte familie. Grace er blevet meget forelsket i Vendsyssel og Danmark, og det er jeg selvfølgelig meget glad for som 11.-generationsvendelbo,” siger Daniel Rugholm, tydeligt glad for at vende tilbage til det område, hvor han selv er født og vokset op. Og hvor han allerede som barn fik en fornemmelse af, at han ikke kun er vendelbo, men også verdensborger.
”Mine forældre lærte os børn, at verden kan være andet end en charterferie. Når mine klassekammerater fortalte om rejser til Mallorca, så havde vi for eksempel været i Nepal eller på Nordkap. Da de blev gift, tog de heller ikke på en traditionel bryllupsrejse, men valgte at tage til Burundi i Østafrika som hjælpearbejdere.”
Også bedsteforældrene lærte deres børnebørn, at verden er større end en selv og handler om mere end ens egne behov. Hos mormor og morfar var middagsbordet ofte dækket til et par ekstra, så der var plads til alkoholikeren eller den hjemløse, der manglede et sted at være. Også juleaften. Og i Viborg er hans farmor på 90 år stadig frivillig i Kirkens Korshærs varmestue, hvor hendes fortid som hjemmesygeplejerske kommer brugerne til gavn.
”For hende handler det ikke om løncheck, men om næstekærlighed. Omsorgen for andre er det, der ansporer hende. Og når man som jeg er vokset op med de idealer som de bærende hos både mine forældre og bedsteforældre, så er det klart, at det har sat spor.”
I dag er Daniel Rugholm ikke kun særlig rådgiver for generalsekretæren, men arbejder primært som direktør i afdelingen for partnerskaber og fundraising i FN’s fødevareprogram. Det er derfor hans opgave at tale med verdens ledere og deres nærmeste rådgivere for at få dem til at blive strategiske samarbejdspartnere i kampen mod sult og hungersnød. Da han begyndte i jobbet i 2017, modtog WFP 5,8 milliarder dollars om året. Sidste år lød beløbet på 8,5 milliarder dollars.
”Og på den ene side viser det desværre, at det går den forkerte vej med sult i verden, så flere har behov for vores hjælp. Blandt andet på grund af corona og akutte klimakatastrofer, men især på grund af flere krige og konflikter. På den anden side er den øgede støtte dog også et tegn på, at mange af verdens ledere i dag forstår, at hjælp til mad ikke kun handler om velgørenhed. Den er nemlig helt afgørende for national og global sikkerhed.”
”Som den tyske kansler, Angela Merkel, har sagt, så var Tysklands største fejl forud for flygtningekrisen i 2015, at landet ikke havde støttet WFP nok. For da fødevareprogrammet løb tør for penge, blev rationerne i de syriske flygtningelejre halveret. Og så begyndte flygtningene at bevæge sig – og kom pludselig væltende ind over de europæiske grænser.”
Lige nu forsøger Rugholm derfor at få verdens ledere til at interessere sig for udviklingen i Sahel-området i det centrale Afrika samt Nordafrika. Her er terrorgrupper som Islamisk Stat og al-Qaeda begyndt at ruste op og dele områderne imellem sig, hvorefter de afskærer forsyningskæderne til landsbyerne og direkte går efter folkene fra FN’s fødevareprogram for at forhindre hjælpen i at nå ud.
”På den måde skaber de hungersnød i landene og rekrutterer så nye folk ved at love mad, hvis man tilslutter sig deres kamp. Når vi ser det ske, lyder vores budskab til de europæiske politikere: ’Hvis bare 10 procent af befolkningen i området begynder at flygte på grund af sult, ligesom det var tilfældet med Syrien, så taler vi pludselig om 50 millioner mennesker på vej mod Europa.’”
At Nobels fredspris netop gik til WFP i 2020, ser Daniel Rugholm derfor også som en international forståelse og anerkendelse af, ”at der er en klokkeklar sammenhæng mellem krig og sult. At mad på den måde kan være vejen til fred, som også Beasley sagde i sin takketale.”
Forleden mødte Daniel Rugholm en af sine gamle bekendte, da han var ude at handle i Hjørring. Vennen havde ikke set ham i nogle år, men spurgte nu med et stort smil, om Rugholm nu stillede op som borgmesterkandidat i kommunen igen.
”Og nej, det gør jeg nok ikke lige foreløbig. Jeg nyder at være tilbage i Hjørring og glæder mig til at bygge et liv op sammen med Grace her. Men det giver stadig så megen mening for mig at være med til at skabe håb for de allermest udsatte i verden. Min base er så FN for tiden, men dybest set tror jeg jo på, at alle kan gøre en forskel for andre. Både i Viborg, Vendsyssel og i Nordafrika.”
”Vi kan alle sammen være med til at gøre verden til et bedre sted. Og vi er selv en del af den. Når min kone og jeg står ved stranden i Lønstrup og kigger ud mod havet, så bliver det helt tydeligt. For lidt længere ude i horisonten ligger England, bagved har vi Amerika og mod nord ligger Norge. Verden er lige her, og fra Vendsyssel er der endda et rigtig godt udkigspunkt.”