Prøv avisen

Møderne i AA fik Henrik ud af sit alkoholmisbrug

Medlemmerne på AA-mødet fortæller skiftevis deres historie. Det er et led i at hjælpe hinanden med at forstå, at de ikke er alene om sygdommen alkoholisme. Modelfoto.

Henrik er i næsten 20 år gået til møder i Anonyme Alkoholikere, og det åndelige fællesskab har hjulpet ham ud af misbruget

"Jeg hedder Henrik, og jeg er alkoholiker.”

I et mødelokale ved Kingos Kirke på Nørrebro i København sidder 16 medlemmer med en overvægt af mænd. Fra selvstændigt erhvervsdrivende til arbejdsløse.

Nogle midt i 20'erne, andre tæt på pensionsalderen. En mangfoldig gruppe med én fællesnævner: alkohol. 48-årige Henrik er kommet til Anonyme Alkoholikeres (AA) møder siden 1996. Dengang var han 29 år.

Som navnet antyder, er AA en organisation for anonyme alkoholikere. Kristeligt Dagblad har fået lov at deltage i et af organisationens møder, under forudsætning af at medlemmerne kan bevare deres anonymitet. Derfor optræder alle i artiklen kun med fornavn.

I mødelokalet står et bord, to rækker af stole og en sofa. Ved bordet sidder mødets to ledere, Lars og Troels. Deres ansigter lyser op ved hjælp af et stort fad med stearinlys, som står på gulvet. Lysene skiller mødelederne fra de to stolerækker og sofaen, hvor de øvrige medlemmer sidder med front mod lederne.

Mødet begynder med, at Lars byder velkommen og læser op af AA's formålserklæring:

”(...) Det eneste, der kræves for at blive medlem, er et ønske om at holde op med at drikke.”

Lars spørger, om der er nye medlemmer til stede. Fire rækker hånden op og siger deres navn efterfulgt af ”jeg er alkoholiker”.

Bag mødets ledere er tre store plancher foldet ud og hængt op på et stativ, så alle kan se dem. Det er AA's forslag til at leve på en ny måde og organisationens grundlag.

Til venstre for lederne hænger ”De 12 trin” og ”De 12 traditioner”. Til højre hænger ”De 12 koncepter”.

Medlemmerne fortæller skiftevis deres historie på mødet. Det er et led i at hjælpe hinanden med at forstå, at de ikke er alene om sygdommen alkoholisme. Hver især nævner de alle sammen åndelighed og taler om at finde en Gud, der befriede dem fra dem selv.

”Det handler om at give æren for ædrueligheden til noget andet, som er større end os selv. Hvis vi tror, vi kan gøre det selv, så bliver resultatet, som dengang vi netop gjorde det hele selv, og det var dengang, vi drak,” siger Henrik, da han efterfølgende mødes med avisens udsendte på en café.

Allerede som 11-årig oplevede Henrik, at alkohol gav ham en følelse af at være ovenpå i sociale sammenhænge. Alkohol gjorde ham mindre bange for at dumme sig, når han var sammen med skolekammerater, og han fik en følelse af at være normal, fordi han turde tale med de andre.

Han var ramt af et indre paradoks, for selvom han gerne ville, turde han ikke lade andre mennesker komme tæt på. Derfor sørgede han altid for at tilhøre forskellige vennekredse. På den måde undgik han at få en bedste ven, selvom han inderst inde brændte efter at få en fortrolig kammerat.

”Mens jeg drak, kunne jeg snildt være til en fest med 70 mennesker og føle mig ensom. Jeg følte mig så anderledes. Der var ikke nogen, der havde det som mig. Der var ingen, der forstod mig. Det var ligegyldigt, hvem jeg var sammen med, så havde jeg det sådan,” siger Henrik.

Alkohol kom til at præge Henriks teenageår, og forbrug blev til misbrug. Men uden at han forstod alvoren i det. I løbet af gymnasiet syntes han, det var sejt, at han kunne drikke mere end de andre. Han følte sig stolt.

”Det var super fedt at drikke mig så langt væk, at jeg tabte mig selv og gik helt i sort,” siger Henrik.

Ved udgangen af gymnasietiden lavede eleverne en blå bog om hinanden. I den beskrev de andre Henrik som dranker. Skolekammeraterne betragtede det som en spøg, men for Henrik var det virkelighed. Uden at han selv kunne se det.

Efter studentereksamen begyndte Henriks alkoholmisbrug for alvor at tage fart, hvor han drak hver dag. Nogle gange i selskab med kammerater, andre gange alene.

”Fra 18-19-årsalderen var det helt galt. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg turde ikke lade være med at drikke, for det var det eneste, der gav mig frihed fra mig selv,” siger Henrik.

Han sørgede altid for at drikke med forskellige, så ingen kunne gennemskue, hvor meget han drak. Han fik arbejde på en fabrik, hvor han tjente godt.

En stor del af lønnen gik til øl og sprut. Nogle år senere fik han arbejde som tjener. Et job, han primært bestred, fordi han oplevede, at det var et miljø, hvor man drak meget.

”Jeg drak alt, bare det virkede,” siger Henrik.

Årene gik, og omfanget af Henriks misbrug fortsatte med at eskalere. Selvom Henrik drak op til 20-30 genstande om dagen, lykkedes det ham at få både kone og barn. Samtidig fik han nyt arbejde og administrerede et job som it-konsulent i en virksomhed. Men drikkeriet fortsatte, og Henriks samvittighed blev mørkere og mørkere.

Det endte med, at han ikke kunne holde sig selv ud, så han forlod sin kone og sit barn med en trussel om, at han ville gå ud og drikke sig ihjel. Senere fandt han sammen med sin kone igen.

”Jeg sad på et tidspunkt på et herberg med en pose med øl i den ene hånd og en pose med tomme flasker i den anden. Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke drikke mere, og jeg kunne ikke bevæge mig.”

Det blev en øjenåbner for Henrik. Han besluttede sig for at gøre noget ved sin situation og søgte hjælp hos kommunen.

”Det var første gang, jeg henvendte mig til myndighederne med mit liv. Så sagde sagsbehandleren: Jeg burde egentlig ikke hjælpe dig, din idiot, men jeg kan se, du har et lille barn, og ham vil jeg gerne gøre noget for.”

Henrik fik behandling på en afvænningsklinik, hvor han blandt andet fik medicin for sine abstinenser. En del af behandlingen var også at gå til tre ugentlige AA-møder.

Selvom det er Lars og Troels, som leder mødet denne aften i kirken på Nørrebro, kan det være nogle andre næste onsdag. Det er en del af AA's flade struktur, som de gerne vil bevare, for her er alle ligesindede.

”Jeg kunne genkende noget i de her mennesker. Jeg var så slået ud, og det gav mig et håb. I og med at jeg kunne genkende, hvad de andre sagde, blev jeg ved med at komme her efter behandlingen. Jeg blev bidt af at være ædru,” siger Henrik.

I stedet for at flygte fra sig selv, som han hidtil havde gjort, blev det spændende at finde sig selv. Henrik fik en såkaldt sponsor i AA-gruppen, et rutineret medlem af gruppen. Sponsoren fungerede som mentor for Henrik og støttede ham i hans ædruelighed. Selvom det var spændende at blive klogere på sig selv, var Henrik skeptisk over for den åndelighed, der prægede hele AA's tankegang.

”Min sponsor spurgte: 'Hvad har du at tabe? Kan du ikke bare prøve at se, hvad det er?'. Jeg havde intet at tabe på det tidspunkt. Min værdighed var væk, alt var væk,” siger Henrik.

Han betragtede ikke sig selv som religiøs, og det gør han heller ikke i dag. Men han tror på, at der er noget, der er stærkere end ham selv, og søger hver dag efter åndeligheden for at holde sig ædru.

”Jeg vidste ikke, hvad det var, og hvordan man bad. Men det havde tilsyneladende en effekt, for efter tre uger sad jeg derhjemme - alene - og opdagede, at det kunne jeg uden at have tændt for både fjernsyn, computer og radio på en gang. Det var jeg nødt til tidligere for at blive fri for at høre på mit eget hoved. Jeg kunne slukke for al elektronikken og bare være der. Det var den effekt, det havde på mig, og det ville jeg have mere af.”

På Nørrebro bliver der sendt to kurve rundt i salen. Det er til frivillige bidrag, så mødet kan gentage sig de næste mange onsdage, og en del af den formålserklæring, der blev læst op i begyndelsen af mødet. Det er en måde at bevare organisationens selvstændighed på, men mest af alt et vigtigt led i at hanke op i sig selv og det store ego, der ifølge Henrik forårsager hans misbrug.

”Åndeligheden er den eneste måde, jeg kan bekæmpe mit ego på. Noget, der er stærkere end mit ego. Jeg har opfundet en sætning, der hedder, at mit ego aldrig kommer til at vinde over mit ego. Så længe jeg kæmper med mig selv, så vinder jeg aldrig,” siger Henrik.

I dag er Henrik stadig gift med sin kone og har en voksen søn, der bor hjemme. Han passer sit arbejde som it-konsulent og bruger størstedelen af sin fritid på at hjælpe andre og sig selv til at forblive ædru i AA.

En time er gået, og i Kingos Kirke er Lars ved at afslutte onsdagens møde. Han opfordrer medlemmerne til at melde sig ind i Facebook-gruppen og blive bagefter, så de kan drikke en kop kaffe på en café og udveksle flere erfaringer. Inden mødet officielt er slut, rejser lederne og resten af gruppen sig.

De tager hinanden i hånden og danner en rundkreds. Rundt om det lysende fad, der står på gulvet, lukker de i fællesskab aftenens møde med sindsrobønnen. En bøn, AA benytter sig af til at give medlemmerne ro og styrke i forhold til at bevare ædrueligheden.

Gud, giv mig sindsro

til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

Mod til at ændre de ting, jeg kan,

og visdom til at se forskellen.