Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Vi romantiserer i højere grad mørket end tidligere: ”Mørket binder os sammen som mennesker”

I Rudme på Midtfyn har kunstnerfællesskabet Myrkr i år afholdt såkaldte ”mørke­vandringer”, hvor lokale har kunnet opleve, hvordan velkendte steder forandrer sig i mørket. – Alle fotos: Kristoffer Juel Poulsen.

Engang var mørket forbundet med gru og ondskab. Og selvom de kommende måneder stadig kan føles lange og kolde, romantiserer vi i højere grad mørket end tidligere. Det er en positiv udvikling i en tid, hvor det er blevet vanskeligt at finde totalt mørke, siger overlæge

Vinteren venter. Og med den en tid, hvor vi i Danmark bevæger os rundt i mørke i størstedelen af døgnets timer.

Eller sådan var virkeligheden i hvert fald dengang, da mørket var en fysisk realitet og et naturligt modstykke til dagen, bemærker Poul Duedahl, professor i historie ved Aalborg Universitet.

Vores fasttømrede opfattelse af døgnet som todelt er præget af den gammeltestamentlige skilsmisse mellem nat og dag, hvor ”Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag og mørket nat” som hinandens modsætninger.

”Gennem historien har vi associeret mørket med symboler på alle de grusomheder, der står i kontrast til Guds lys. Mørke og lys blev til henholdsvis død og liv, synd og frelse, helvede og himmel, ondskab og godhed samt kulde og varme. Derfor blev forbrydere henrettet om natten helt frem til 1892. De var ikke dagen værdig,” siger Poul Duedahl, der er forfatter til det omfattende værk ”Nattens gerninger” om nattemørkets historie.

Når tusmørket faldt på, lukkede byportene, og borgerne flygtede indendørs fra alskens ondskab. Nattens begyndelse faldt derfor naturligt sammen med mørket, og derfor kunne et slagsmål i Randers i 1599 sagtens finde sted ”om natten mellem 8 og 9”. Timerne uden lys blev helt frem til omkring år 1900 for mange brugt på kortspil i tællelysets eller kakkelovnens skær og kristelige sysler som aftensang og bønner.

Men med elektrificeringen ”afskaffede” vi natten og dermed en hel kultur, som hørte mørket til. I bytte fik vi treholdsskiftet og et helt nyt foreningsliv med mulighed for folkeoplysning og aktiviteter i aftentimerne.

”Opfindelsen af kunstigt lys betød, at vi som mennesker helt kunne aflyse natten. Og det har vi i høj grad gjort. Det, vi i dag kalder nat, og som er indskrænket til den periode, hvori vi sover, er noget andet end den naturgivne nat. Derfor taler vi i disse år mere om såkaldt ’lysforurening’, hvor en kuppel af lys ses på himmelhvælvet over mange danske byer, og om ’natteturisme’ til eksotiske egne som Møn eller Lolland, hvor mørket stadig kan opleves som en kærkommen specialitet. Vi har fået en ny og romantisk holdning til mørket,” siger Poul Duedahl.

Som modtræk til den kunstige belysning, som præger mange danske byer i aften- og nattetimerne, udvælger vi de elementer af den naturgivne nat, som vi sætter pris på. For eksempel op til jul. Led-pærerne slukkes, og vi tænder stearinlysene for at opnå den rette dæmpede belysning. Pejsen knitrer i baggrunden, mens vi drømmer os tilbage til barndommens traditioner.

”Vi har formået at kæde det danske hyggebegreb sammen med mørket. Når hyggestunden så er ovre, tænder vi igen det kunstige lys, og livets realiteter sætter ind. På den måde er nattemørket jo blot en illusion,” siger Poul Duedahl.

En af dem, der er fascineret af mørket og skiftet, hvor dagen lukker ned, og aftenen overtager livets kulisse, er performancekunstner Alaya Riefensthal. Hun er en af stifterne bag kunstnerfællesskabet Myrkr, hvis navn er oldnordisk og netop betyder mørke. Med et smil på læben kalder hun sig for en ”mørkeaktivist” og har den opfattelse, at tiden mellem skumring og daggry rummer en række kvaliteter, som vi som moderne mennesker har tendens til at overse.

”Mørket er et stykke natur, hvori vi kan fordybe os i en anden sanselighed. Når det bliver mørkt, åbner min indre biograf sig. Det er med udgangspunkt i den følelse, at vi i Myrkr laver vores lydvandringer i mørket. Her lytter deltagerne i deres hovedtelefoner til beretninger om alt fra jordemoderen, der fortæller om fosterets første møde med lyset, til arkitekten, der gør brug af mørke i sine bygningsværker,” siger Alaya Riefensthal.

Myrkr har de seneste år bevæget sig rundt i det meste af landet med deres iscenesættelser af mørket.

”Det er klart, at der er forskel på, hvordan folk opfatter mørkevandringerne på Ærø og i København. På landet er der en genkendelse af det gode mørke som noget trygt, og i de større byer ser vi en længsel efter mørkets ro, fordi indbyggerne her ikke har samme mulighed for at opsøge det i deres hverdag,” siger Alaya Riefensthal.

Men hvordan påvirker mørket os egentlig? Vi har et biologisk ur i vores hjerne, som forholder sig til skiftene mellem lys og mørke, fortæller døgnrytmeforsker Jens Hannibal, ledende overlæge ved klinisk biokemisk afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

”Da vores øjne kræver lys for at kunne se, kategoriseres vi som dagdyr. Natdyr som mus eller rådyr kan se i mørke og reagerer på lys, når det kommer på et unaturligt tidspunkt. I sådanne tilfælde ’fryser’ dyret, hvis de for eksempel rammes af lys fra vores billygter. For os mennesker sker det samme, når vi oplever akut mørke. Hvis lyset pludseligt slukkes i det rum, vi befinder os i, vil vores umiddelbare instinkt være at sætte os ned – frem for at famle os intetanende gennem rummet. Nattemørke har naturligt været forbundet med farer for os. Pulsen stiger. Vi bliver bange. Det er den ene måde, mørket påvirker vores kroppe på,” siger Jens Hannibal.

Den anden måde har at gøre med træthed. Efter kort tid i mørke mister vi trangen til at være vågne. Og det er godt. For vores biologi har indrettet sig efter, at der er en periode hvert døgn, hvor det er mørkt, og hvor kroppen kan slappe af.

”Men når vi er blevet ’24/7-aktive’ og konstant udsættes for ’lysforurening’ efter det naturlige mørketidspunkt, bliver den periode, hvor vi kan restituere, væsentlig forkortet. Hvis vi bliver udsat for lys om natten, bliver hjernen aktiv på et tidspunkt, hvor vi egentlig skulle restituere og sove. Nervecellerne snydes til at tro, at det er dag, og det forstyrrer døgnrytmen. Lyset kan blive et faresignal, der forvirrer hjernens biologiske ur. For når vi er vågne, ophober vi træthed, og præstationen falder. Hvis det fortsætter over længere tid, kan det påvirke vores basale, biologiske mekanismer, og det er usundt for både helbred og indlæring,” siger Jens Hannibal.

Og med gadelygterne uden for vinduet og den lysende smartphone ved sengebordet er det kun blevet mere vanskeligt at befinde sig i totalt mørke, med mindre vi selv gør en ihærdig indsats. Derfor er det også godt, at vi har fået mere fokus på mørkets positive virkninger.

”Det er nogle meget basale mekanismer, som vi kæmper imod. Det skal vi huske. Som moderne mennesker glemmer vi ofte, at vi er en del af et stort, samlet billede på Jorden, som vi er udviklet til at leve i. Som dagdyr gør vi derfor noget fornuftigt ved at holde os i ro i nattemørket og dyrke den tid noget mere. Også selvom de fleste af os jo glæder os til tiden efter vintersolhverv, hvor dagene endelig bliver længere igen,” siger Jens Hannibal.

I landsbyen Rudme på Midtfyn har sognepræst Kamille Nygård året igennem ageret primus motor for en række lokale arrangementer med ét fælles benspænd: De skulle handle om mørket – som en ny vinkel at skildre livet ud fra. Der blev afholdt mørkemiddage, skyggebillede-værksted, mørkevandringer og såkaldte mørkninger, hvor fortællinger blev delt indendøre i skumringen uden tændt lys, ligesom der for blot 100 år siden var stor tradition for i danske hjem. Kamille Nygård var også selv vært for en mørkning, hvor hun fik besøg af en lastbilchauffør, der fortalte om oplevelser fra de europæiske landeveje, mens hun lyttede tålmodigt og tavst.

”Det var meget intenst. Hvis vi havde gjort det ved højlys dag, kunne jeg frygte, at det ville blive en smule kejtet at dele fortællinger på den måde med et menneske, som man ikke kendte så godt. Men her skabte mørket en ramme for fællesskabet, som betød, at man gjorde sig umage med og tog sig tid til fortællingerne,” siger Kamille Nygård.

Selvom nutidens mørkefokus ofte handler om en søgen mod og nostalgidyrkelse af et mere enkelt liv, handlede temaet for Kamille Nygård mere om at sætte fokus på det, som hun kalder for ”det sociale mørke”, der står i kontrast til de mange overoplyste hverdagsfællesskaber.

”I det moderne liv har vi meget få hvilestunder, og derfor er der noget utroligt velgørende ved at bevæge sig i mørket. Det giver ro. Men mørket binder os også sammen. Det er intimt på den måde, at man kommer tættere på andre menneskers erfaringsverdener. Som om vores sanseapparat bare er mere opmærksomt i mørket og mere venligt stemt.”

Selvom der gennem kristendommens fremvækst herskede en forestilling om, at lys skabte mening og var oplysningens vej ud af mørket, har hun som præst ofte tillagt mørket en positiv dimension:

”Der findes stadig et depressivt mørke, som kirken forsøger at tale os ud af, men samtidig er kirken og gudstjenesten også det sted, der giver os mulighed for at tænke os om, og som tillader os at ’være i et mørke’. I det moderne liv flygter vi konstant rundt mellem lyskilder og øjeblikke, der skal se vellykkede ud, og i den sammenhæng kan et køligt kirkemørke give mening på ny.”

Mørkevandring i Rudme tidligere på måneden.
Kunstnerfællesskabet Myrkr arrangerer iscenesættelser landet over, hvor deltagerne i deres høretelefoner kan lytte til historier om og i mørket.