Skuespilleren Ghita Nørby har fortalt, at da hun fik konstateret kræft i underlivet, begyndte hun at løbe som en gal, væk fra den virkelighed, der trængte sig mere og mere på. Men en dag stoppede hun op, vendte sig om, og der stod så uhyret, monstret, og gloede på hende. Jo mere hun gloede tilbage, jo mindre blev det. Og så begyndte livet at vende tilbage. Kampen, modet, latteren og glæden.
Det var et tilfælde, at jeg op til påsken i år læste Ghita Nørbys bidrag til bogen ”Vi længe leve. 25 danskere skriver om at overleve kræft” – udgivet i anledning af Kræftens Bekæmpelses 75-årsjubilæum. Samtidig havde jeg taget et blad med hjem fra Herlev Hospital, fordi forsiden henviste til en artikel om et nyt forskningsprojekt med forebyggende behandling mod tilbagefald af æggestokkræft. Den diagnose, jeg selv havde fået før jul sidste år. Men der var også andre artikler i bladet, blandt andet en om prognoser for overlevelse ved underlivskræft, og det så ikke for muntert ud.
Jeg græd mig igennem påsken. Symbolikken var tyk. Påsken er kristendommens største højtid med beretningen om Jesu lidelseshistorie, død og opstandelse. Nu blev højtiden for mig også det vendepunkt, hvor jeg for alvor så monstret i øjnene: at jeg havde fået kræft, og at det var alvorligt og livstruende. Siden jeg fik diagnosen, havde jeg klamret mig til passagerstroppen i det højhastighedstog af et behandlingsforløb med operationer og kemoterapi, som kørte derudad. Den rejse var ved at være til ende, og det gav plads til at se nærmere på sygdommen og dens konsekvenser.
Det er ensomt at få kræft. Ingen kan tage rædslen fra dig i de mørke nattetimer, hvor du ligger og tænker på, hvad du vil sige til dine kære, når du ligger på det yderste, hvilke salmer der skal synges i kirken, og hvor du vil hvile dine bene. Og ingen kan overtage smerten, ubehaget og angsten ved undersøgelser og behandlinger, så du kan gå fri.
Men som en nær veninde flere gange har sagt til mig: ”Husk, jeg er med dig!”. Og når de nærmeste og også dem længere ude i periferien går med dig, er du ikke så alene alligevel. Sådan har det været og er for mig. Det er kommet bag på mig, at jeg kender så mange mennesker, der vil mig det bedste, og jeg har slubret deres kærlighed og interesse i mig. Helt nemt har det nok ikke været for alle. For med det nye vilkår kommer også en ny bestemthed i forhold til, hvad man vil og ikke vil. Og nogle har måttet finde sig i at blive tilrettevist, når deres spørgsmål gik for tæt på, deres berøringsangst blev for påfaldende og deres iver for at hjælpe for meget. Men de holder heldigvis ved endnu.
Da jeg begyndte at se monstret i øjnene, var det også en ny strategi, kan jeg se i dag. Indtil da havde jeg om ikke fornægtet, så holdt det ude i strakt arm. Hvor andres strategi er at læse alt, hvad der findes af information om deres sygdom for at være opdateret, afstod jeg fra at botanisere på nettet. Det råder lægerne til, for det, man kan finde af faglige termer og statistik, passer måske ikke på den enkelte patient. Og det, jeg valgte at berige mit intellekt med, var i den livsbekræftende afdeling – havestof, rockmusikerbiografier og den britiske historiske serie ”The Crown” på Netflix.
Sådan er det ikke mere. Monstret findes stadig, og når det banker på, inviterer jeg det ind og tager en runde mere, men hvor det før manifesterede sig som en stor skræmmende sort skygge, har det forvandlet sig til et livsvilkår, som jeg øver mig i at svinge med på.
Vi ved ikke, hvordan det ender, men med digterpræsten Johannes Møllehaves ord i samtalebogen af samme navn, håber jeg, at ”det ender godt”.