Prøv avisen

”Mor, fra nu af hedder jeg Nikolaj”

Da Lola var tre år, meddelte hun sin mor, at hun fra nu af hed Nikolaj. Hun ville være en dreng – ikke bare en uge eller et par måneder, men til en dag i 2. klasse

Jeg var tre, da jeg besluttede mig for at blive en dreng. Jeg havde plaget min mor om at komme til frisøren flere måneder. Mit hår var mørkt og langt. Alt for langt, syntes jeg. Da frisøren begyndte at klippe de første lokker, måtte min mor forlade lokalet. Men da hun kom tilbage og så mit smil i spejlet, var hun ikke i tvivl om, hvad der klædte mig bedst. Det stoppede ikke med håret. Ingen skulle længere bestemme, hvad jeg skulle have på. Det bestemte jeg: et turkist joggingsæt og løbesko, der lyste, hver gang man tog et skridt. Kjoler var udelukket. Navnet var ikke Lola længere, men Nikolaj. I børnehaven troede de andre børn, at Lola var stoppet, og en ny dreng var startet i stedet. Jeg ville være en dreng – ikke bare en uge eller et par måneder, men flere år.

Men det er ikke sådan at være dreng som pige. Jeg måtte hurtigt opgive drømmen om at hedde Nikolaj, så jeg gjorde, hvad jeg kunne for at se ud som en, der hed Nikolaj. Men også det krævede en forklaring. Jeg vænnede mig til at forklare både børn og voksne, hvorfor jeg ikke lignede en pige. Jeg blev spurgt så mange gange, at jeg til sidst havde en tale parat: ”I virkeligheden er jeg en pige, men siden jeg var lille, har jeg kun leget med drenge, og jeg har følt mig mere som en dreng. Derfor har jeg valgt at klippe mit hår og gå i drengetøj.” Det var ikke altid forklaring nok. Nogle børn krævede beviser for, at jeg virkelig var en pige. Jeg havde jo kort hår.

Da jeg startede i skole, lignede jeg stadig en dreng. Her blev det endnu mere besværligt. Vikarerne beskyldte mig for at lyve, når de råbte vores navne højt. Jeg havde talen parat.

Havde jeg haft muligheden for at skifte køn dengang, er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg havde gjort det. Men så blev jeg forelsket.

Jeg gik i 2. klasse, og han hed Aske. I syv år havde jeg ønsket, at drengene skulle se mig som en dreng – som en af dem. Nu ville jeg gerne have, at Aske så mig som en pige. Jeg gik stadig i drengetøj og foretrak fodbold over Spice Girls, men jeg ville gerne være på pigernes hold, når vi legede drengene efter pigerne.

Derfor begyndte jeg at lade mit hår gro og tage et hårspænde på en gang imellem. Det skete ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt blev Nikolaj til Lola igen. Det var en langsom og diskret proces, som skete i mit eget tempo, for jeg var ikke interesseret i at forklare nogen, hvorfor jeg pludselig gerne ville være en pige.

Der er sket meget siden, at jeg gik i turkis joggingtøj. Flere drenge går i kjoler, og flere piger lader være. Tænker jeg tilbage, ville jeg gerne have været foruden dagligt at skulle forsvare min hårlængde og mit tøjvalg som seksårig, men at mit cpr-nummer sluttede på et rundt tal, eller der stod ”F” i mit pas, det skænkede jeg ikke en tanke som seksårig.

Det var min egen beslutning at blive en dreng, og det var min beslutning at blive en pige. Jeg er taknemmelig for, at mine forældre lod mig rende rundt med kort hår og joggingtøj og kalde mig selv for ”Niko”, til jeg ikke gad det længere. Men jeg er lige så taknemmelig for, at min første forelskelse ikke krævede NemID, voksensamtaler, cpr-numre og juridiske aftaler. Det var besværligt nok i forvejen.