Sorgen var som et helvede af fortvivlelse

Lene Wad Knudsens voksne søn døde efter et epileptisk anfald. Hun har skrevet en bog om tabet og sorgen, som vi her bringer et uddrag af

I 2009 mistede Lene Wad Knudsen sønnen Mikkel, som døde efter et epileptisk anfald. Foto: Leif Tuxen.
I 2009 mistede Lene Wad Knudsen sønnen Mikkel, som døde efter et epileptisk anfald. Foto: Leif Tuxen.

"Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan livet skulle gå videre og var grundlæggende i tvivl om, hvem jeg var. Med Mikkels død, havde jeg mistet noget af min identitet," siger Lene Wad Knudsen om tiden efter den 38-årige søns død.
 
Hun har skrevet en bog om tabet og sorgen "Mikkels bog - om at miste sin søn", og vi bringer her et uddrag fra bogen.

Forord


Den 12. maj 2009 mistede vi Mikkel, og Mikkel mistede sit liv. Et enestående menneske, højt værdsat og højt elsket døde. Jeg mistede noget af mig selv.
 
Denne bog har været på vej lige siden. I starten var jeg nærmest lammet, men noget af det første konkrete konstruktive, jeg erindrer at fortage mig på egen hånd, var at skrive. I starten på tilfældige lapper, senere i kladdehæfter; det ene efter det andet.

Det at skrive blev et anker for mig i forsøg på ikke helt at miste fodfæste. Det var en nødvendighed for mig.

Senere kom visheden om, at det skulle blive til andet end disse private skriverier, at jeg ville lave en bog, en bog med min beskrivelse af min søn, om hans liv, om hans død, og om hvordan det har været og er for mig. Også det blev et anker for mig.

Jeg ville lave et minde om Mikkel, fordi jeg har brug for, at han bliver mindet og ikke bliver glemt, og fordi han fortjener at blive mindet.

Bogen er tænkt til alle som har lyst at læse/kikke i den; mennesker som har kendt ham, og alle andre, der kan have lyst at lære ham at kende gennem mig; og som vil vide noget om, hvordan en sorg kan
føles.

Undervejs har jeg har brugt mine dagbøger. Citaterne inklusive drømmene står uredigerede. 

Om sorg død og kærlighed, tro og tvivl, håb og trøst

Jeg har læst meget, om sorg, om glæde, om alt muligt. Det har betydet meget for mig, når der er blevet sat ord på noget, jeg selv har tænkt og følt. Derfor vil jeg tillade mig at bruge løs af citater i taknemmelighed over, hvad de har givet mig, i min sorg, og i min skriveproces.

I forhold til at skrive, fandt jeg min tilstand og mit behov udtrykt i Paul Austers: Opfindelsen af ensomhed, ved beskeden om sin fars død: ”Før vi pakkede taskerne og tog af sted på den lange køretur til New Jersey, vidste jeg, at jeg ville blive nødt til at skrive om min far. Jeg havde ingen plan, ingen præcis idé om, hvad dette betød. Jeg husker ikke engang at træffe beslutning om det. Det var ganske enkelt en vished, en forpligtigelse, som begyndte at trænge sig på”.

Også i Pascal Merciers: Nattog til Lissabon: Amadeu de Prova efter Fatima, hans kones død: ”Det er en kamp mod den indre lammelse” og nogle uger senere: ”Hvorfor er jeg dog ikke begyndt på det noget før! Man er ikke rigtig vågen, når man ikke skriver. Og man har ingen anelse om, hvem man er. Og bestemt heller ikke hvem man ikke er”.

Hvordan man rammes, og hvordan man reagerer på voldsomme begivenheder i livet, er individuelt. Det afhænger af mange omstændigheder, bl.a. af det ”råstof” man har i sig, det liv man har levet, og det tidspunkt i det levede liv, hændelsen indtræffer.

For mit vedkommende gælder det, at vi var ved at komme os efter en svær tid med Niels' store hjerneoperation, og hvor jeg havde været bange for at miste ham.

Reaktioner og relationer

Jeg var ikke længere på arbejdsmarkedet, og savnede den identitet, som hørte med her til, det at kunne udrette noget i mit fag og at få noget igen fra omgivelserne.

Mine venner og veninders familier voksede med børnebørn, til uendelig stor glæde, også for mig. Min nære familie blev fatalt reduceret. Da Mikkel døde, blev jeg ramt på en måde, som har ændret mit liv. Jeg blev ramt på krop og sjæl. Min sorg og mit savn er uendeligt. Jeg mistede det, som Benny Andersen har kaldt det umistelige. Der var også det, at jeg var så tæt knyttet til Mikkel, vi var meget sammen. Der var den måde, han døde på, og det, at jeg fandt ham, og at jeg ikke kunne være hos ham.

Jeg ville også så forfærdelig gerne have sagt farvel til ham. Jeg ville have fortalt ham om, hvordan jeg ville værne om ham resten af mit liv, og at jeg nok skulle klare det godt, selvom jeg altid har sagt til ham, at der bare ikke måtte ske noget med ham. Når jeg har skrevet, at det at miste Mikkel, er ligesom at miste noget af sig selv, er det meget konkret for mig.

Den første tid var hjerteskærende smertefuld. Jeg var ved siden af mig selv. Jeg kunne ikke få mit liv til at hænge sammen. Jeg var dybt fortvivlet, og alligevel levede jeg en slags hverdagsliv. Det var ligesom at leve i to spor, der ikke kunne forenes. Et indeni og et udenpå der ikke fungerede sammen. Et totalt kaos, som jeg blev nød til at være i. Jeg fik foræret et ord, jeg kunne identificere mig med, jeg var i et fortvivlelseshelvede.

Jeg følte det, som var der sat nogle stopklodser eller barrierer ned igennem mig, som var nye, og som jeg ikke kendte eller var fortrolig med i forvejen. Jeg kendte ikke mig selv. Der var noget meget skræmmende over det.

Jeg skulle opfinde en ny identitet. Hvordan ville det være, at skulle leve med at have mistet et barn. Jeg var bange for at blive en omvandrende tragedie, det var jeg klar over, at jeg ikke kunne være. Jeg kæmpede med at være autentisk, hvordan kunne jeg fremtræde, som den jeg var?

Jeg læste om en fremmed stamme, hvor man får lov at gå ud i junglen og sørge, og når man kommer tilbage, får man et nyt navn, fordi man er blevet et andet menneske. Det er man jo. Det kunne jeg godt tænke mig.

Senere syede jeg mig et sørgebind, som jeg dog nøjedes med at gå med derhjemme, som en reaktion på, at jeg havde oplevet for mange af de situationer, hvor folk talte til mig, som om der ikke var noget, der var forandret. Det føltes så forkert.

Den allerførste tid gik jeg rundt i en uvirkelighedsfornemmelse. Jeg havde nærmest bevidsthedsudfald og var bekymret for det. Min krop smertede, mine ben var tunge som bly. Jeg tænkte på den skønne dreng i ”Ekstrem højt og utrolig tæt på”, hvis støvler var blevet så tunge, da han mistede sin far, men modsat ham, var jeg totalt energiforladt. Der var en sær støj i min hjerne, som gjorde mig urolig, og jeg havde uafladeligt lange grådanfald.

Den kolde rædsel havde slået sin klo i mig og gjort mig bange for, at miste andre af dem, der står mig nær. Jeg havde generelt ulyst til samvær og aktivitet, og jeg forsømte at
være omhyggelig med mig selv. Der var tider, hvor jeg følte mig truet på mit liv. Hvis de ikke alle havde været der for mig, ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Min krop og min sjæl smertede, og under min sparsomme søvn, plagede drømmene mig.