Fik du læst det første kapitel i historien om Kristina K. Jensen? Find kapitlet her.
For et år siden blev to brødre på to og fire år placeret i en bil på motorvej E45 i nordgående retning. Deres alder taget i betragtning har de sandsynligvis ikke forstået hvorfor. Brødrene, Asger og Elias, var imidlertid i gang med deres første flytning. De var nemlig blevet tvangsfjernet fra deres mor. Begrundelsen fra kommunen havde blandt andet været, at drengene havde brug for ”omsorgsgivende personer”.
Dét var altså disse personer, som brødrene snart ville flytte ind hos. Og der sad de altså. På motorvejen og betragtede landskabet, der gled forbi, mens fremtiden kom nærmere. Ingen kunne vide, at de to brødre snart efter ville blive skilt fra hinanden.
Dette er andet kapitel i fortællingen om tvangsfjernelsen af Asger og Elias. Det er historien om tiden efter kommunens afgørelse, hvor brødrene med ét bliver en del af et anbringelsessystem, der kan vente sig flere lignende sager for fremtiden – i hvert fald hvis regeringen får indfriet sit ønske om at sikre flere tvangsanbringelser, som statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede i sin nytårstale.
Historien er samtidig fortællingen om drengenes mor, Kristina K. Jensen, der modvilligt måtte indse, at hendes sønner blev flyttet 400 kilometer væk fra familiens hidtidige toværelseslejlighed i København. Og selv om Kristina K. Jensen i dag kæmper for at holde fast i relationen til sine børn, må hun indse, at den gradvist forsvinder ud i horisonten som en bil på motorvejen.
Som Kristeligt Dagblad beskrev i avisen fredag, er sagen om anbringelsen af Asger og Elias langt fra så sort-hvid, som det fremstilles i udsagnet om at være ”på børnenes side”. Hvad angår 39-årige Kristina K. Jensen, er hun hverken misbruger eller psykisk syg. Hun har heller ikke været voldelig eller begået overgreb. Faktisk bliver hun af sundhedsplejersken, der har fulgt familien siden Asgers fødsel, beskrevet som ”en kærlig mor, der vil sine børn det bedste. Ved mine samtaler over telefon, samt ved mine hjemmebesøg har jeg generelt set en mor, der bruger sine intentioner og for eksempel afbryder talen med mig, når et eller begge børn har brug for hende”. Anbringelsen var derimod kulminationen på en årelang kamp, hvor moderen på den ene side og kommunen på den anden forsøgte at definere, hvordan Asger og Elias bedst kunne hjælpes.
Drengene lider nemlig af dyspraksi. Et handicap, der tidligere blev kaldt fumler-tumler-syndromet, da lidelsen gør det svært at koordinere muskelbevægelser og påvirker evnerne til at tale, skrive og holde balancen.
Den 17. januar 2019 blev Asger og Elias tvangsfjernet fra deres mor.
Det var i en indkørsel i en landsby i Vesthimmerland, at bilen med de to drenge blev parkeret. Foran brødrene stod deres nye plejefamilie – de ”omsorgsgivende personer” – med deres 15-årige datter og familiens hund. Her ventede drengenes nye tilværelse, og de blev kort efter indskrevet i en specialdaginstitution, der skulle støtte deres udvikling, ligesom de og plejefamilien fik tilknyttet en barnepige, der kunne hjælpe i hjemmet.
Som ved alle andre tvangsanbringelser havde kommunens sagsbehandler lavet en handleplan for anbringelsen. Her blev det fastlagt, at Asger og Elias’ anbringelse i første omgang skulle vare i minimum to år.
Samtidig blev der i handleplanen fastlagt en række mål eller succeskriterier for anbringelsen med henblik på at opfylde kriterierne for en senere hjemtagelse – altså at Asger og Elias en dag igen kan flytte hjem til deres mor.
For Kristina K. Jensen gjaldt målet blandt andet om, at hun ”får bearbejdet det følelsesmæssigt svære i at ens børn bliver anbragt”. At hun ”formår at indgå i samarbejde med fagspecialister”. At hun ”afstresses” og bliver bedre til ”at tolke børnenes intentioner”. For Asger og Elias var det primære mål, at de ”oplever successer” i kontakten med andre børn og voksne, og at de lærer, ”hvor deres ’trygge havn’ befinder sig”.
Netop for at opnå sidstnævnte var samværet med deres mor blevet gradvist nedskaleret siden anbringelsen. Således havde Kristina K. Jensen i begyndelsen samvær med sine sønner på en legeplads i nogle timer to gange om ugen. Et halvt år efter anbringelsen var dette samvær reduceret til hver anden uge i et lokale i Viborg og 20 minutters videosamvær med hver af drengene hver anden uge.
Ét er imidlertid en handleplans visioner, noget andet er virkeligheden. For anbringelsen i plejefamilien forløb langt fra som planlagt. Allerede i august – et halvt år efter anbringelsen – sendte drengenes plejefamilie en udtalelse med dagbogsbeskrivelser fra sommerferien til kommunen.
Familien befandt sig i en campinghytte. Asger virkede egentlig glad. Han hoppede på campingpladsens hoppepuder uden at ænse verden omkring sig. Herfra tager dagbogsbeskrivelserne en drejning. Familien beskriver, hvordan Asger er voldsom over for deres 15-årige datter og Elias. At han råber, skriger og konstant starter konflikter med hende og lillebroderen. Plejeforældrene beskriver, hvordan brødrene ”var urolige og pillede i alt, råbte af os eller sloges, hvis vi ikke havde opmærksomhed på dem hele tiden (…) Dette gør sig også gældende i hverdagen”. Det hele endte med, at plejefaderen kørte hjem med Asger.
Det var nemlig især ham, familien oplevede vanskeligheder med – vanskeligheder, der til forveksling ligner dem, som Kristina K. Jensen i sin tid underrettede Københavns Kommune om. Plejefamilien skriver således, at ”han har svært ved at finde ro til at sidde og lege. At han bliver meget frustreret og råber, skriger og græder”.
De skriver videre:
”Det er blevet meget tydeligt, at Asger har meget svært ved skift i omgivelser og rutiner”.
En måned senere opsagde plejefamilien kontrakten på Asger.
Det var lettere sagt end gjort at finde en ny plejefamilie til Asger. Det måtte Københavns Kommune sande, da de nødtvunget satte storebroderen på bagsædet af endnu en bil – denne gang for at transportere ham til en midlertidig plejefamilie i Skive en lille times kørsel fra specialbørnehaven. Om femårige Asger har forstået ordet ”midlertidig”, er usandsynligt. Faktum er, at han en måned senere sidder på bagsædet igen. Denne gang på vej til en landsby i Himmerland og sin tredje plejefamilie på 10 måneder.
I kulissen til det hele befandt drengenes mor Kristina K. Jensen sig alene i et hus i Mariager. For første gang i sit liv var hun flyttet vest for Storebælt. Hun havde reelt ikke andre muligheder, hvis hun ønskede at se sine børn. De mange togture ville være for dyre, ligesom transporttiden på 7,5 time mellem landsdelene ville blive for meget. Derfor slog hun sig ned i Mariager og fik arbejde som omsorgsmedhjælper på et bocenter for voksne med udviklingshæmning.
Da Kristina K. Jensen i første omgang fik besked om, at drengene skulle flytte fra hinanden, fyldtes hun af en genkendelig følelse. Det var den samme tomhed, hun havde følt den dag i januar, da drengene blev tvangsfjernet. Hun vidste selvfølgelig godt, at hendes sønner stadig ville rende på hinanden i børnehaven, men Kristina K. Jensens bekymring voksede alligevel. For var brødrenes relation ved at smuldre? Leger eller snakker de overhovedet sammen, tænkte hun. Er de ved at miste hinanden, ligesom jeg har mistet dem?
Svaret fandtes i børnehaven, hvor drengene gik på hver deres stue, og ifølge handlingsplanens mål skulle ”opleve successer”. På blå stue, hvor lillebror Elias gik, opstod der kort efter, at storebroderen var blevet placeret i en ny plejefamilie – og brødrene dermed var blevet adskilt – bekymring blandt pædagogerne. I sidste ende voksede bekymringen hos Elias’ kontaktpædagog så meget, at hun underrettede kommunen om Elias’ mistrivsel.
Hun skrev blandt andet, at børnehavens pædagoger ”er meget bekymrede for Elias’ trivsel, efter at storebror Asger er blevet flyttet i en anden plejefamilie. Vi ser en meget tydelig reaktion og oplever, at Elias pt. er i mistrivsel.” Hun fortsatte underretningen, hvor én bekymring syntes at erstatte en anden. Hun skrev:
”Vi oplever desuden, at han virker mere indelukket/introvert. Han er svær at få øjenkontakt med, og når det lykkes, slår han hurtigt blikket ned igen.” ”At han ikke længere bruger sit sprog på samme aktive måde som tidligere.” ”At Elias er trist i humøret og kan være meget svær at få til at smile.”
Til sidst skrev hun, at ”når Elias møder Asger i børnehaven, oplever vi, at han virker til at lukke ned. Han udviser sjældent glæde, når Asger for eksempel vil kramme ham.”
I løbet af det år, Asger og Elias har været tvangsanbragt, er deres fælles samvær og samværet med moderen blevet gradvist mindre. I dag er hele familien samlet i tre timer hver sjette uge. Kristina K. Jensen forklarer, at hun prøver at opretholde et så naturligt samvær med børnene som muligt. Men det bliver sværere i takt med, at samværet bliver mindre. Relationen til børnene er ved at blive afviklet, føler hun.
”Eller det er ikke noget, jeg føler. Det er et faktum, jeg mærker, hver gang vi ses. Det er krammet. Det bliver mere og mere akavet. Jeg frygter, at vores fysiske kontakt forsvinder, og dermed vores relation. Jeg tror, at jeg stille og roligt mister mine børn.”
”Det hele virker som en ond drøm,” siger hun.
Det er imidlertid ingen drøm. Kristina K. Jensen kigger frem for sig.
”Jeg savner dét kram.”
Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identiteter er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er i dag stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.
Vil du læse resten af historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.