Prøv avisen
Spørg om livet

Mor til fem: Angsten for, at mine børn dør fra mig, er altoverskyggende

Mette bekymrer sig meget om, hvorvidt hun skal opleve at miste et eller flere af sine børn. – Model Foto: Colourbox

Bekymringstanker kan give én baggrund for at handle, når der reelt er noget at være ængstelig for. Men de bliver ukreative og livsindsnævrende, hvis de lever deres eget liv og flyver rundt i tide og utide

Kære brevkasse

Jeg håber, at I måske har nogle kloge ord, som kan hjælpe mig lidt. Jeg er mor til fem. De er naturligvis mit et og alt, min største kærlighed. Da jeg fik den ældste som godt 20-årig, var jeg helt sikker på, at ”ham skulle jeg have mange flere af”.

Når talen falder på min flok, siger folk altid: ”Hvor er du heldig, sikke en rigdom.” Og jeg føler mig bestemt rig, og selvfølgelig er jeg inderligt taknemmelig for dem alle, men fem børn er mange at bekymre sig om.

Jeg har nok altid været et bekymringsmenneske, når det kommer til mine børn. Men da jeg i en alder af 40 år blev mor til mit yngste barn, tog bekymringen ligesom overhånd.

Jeg er godt klar over, at det er normalt, at ældre mødre bekymrer sig mere end unge mødre, og jeg ved også godt, at det at bekymre sig er noget, jeg deler med alle andre forældre.

Alligevel synes jeg, at det fylder meget i mit liv. Helt konkret handler det om, at jeg er bange for at miste mine børn. Jeg bekymrer mig selvfølgelig også om deres trivsel, men det er angsten for, at de dør fra mig, som er det altoverskyggende. Jeg tør næsten ikke engang skrive det, som om det på en eller måde skulle sandsynliggøre det, hvis det nedfældes på skrift.

Vi var længe om at beslutte os for at få nummer fem, som er en efternøler, og under graviditeten fyldte det en del, om vi nu havde været overmodige. Var det ikke decideret grådigt at håbe på en til? Og da han så kom til verden og var lige så fin som de andre, tænkte jeg, at jeg aldrig ville kunne være tilstrækkeligt taknemmelig.

Det første år med ham var hårdt af mange forskellige årsager, men tingene er begyndt at lysne. Jeg arbejder virkelig på at give slip på angsten. Jeg ved, at det skal jeg. Jeg prøver faktisk at forlige mig med tanken om, at jeg er magtesløs, når det kommer til liv og død, og at det er o.k.

Jeg prøver også at forlige mig med, at sorg og tab kan være en del af livet, at finde fred med det, men så kan det nærmest kamme over i, at jeg forsøger ”at ruste mig til katastrofen”. Jeg vil så gerne være taknemmelig for det, jeg har fået og har lige nu og her, i stedet for at ængstes for fremtidige tab.

En gang imellem tager min livlige fantasi bare overhånd, og jeg kan pludselig blive overbevist om, at nu er ulykken indtruffet. Nu er den ældste faldet i havnen under en bytur (som i øvrigt foregår flere kilometer væk fra havnen), nu er den lille faldet ned ad trappen hos mine forældre, nu er en af drengene blevet kørt ned på sin cykel, nu er flyet styrtet ned, og når det først får taget i mig, er det svært at slippe, før jeg får et livstegn fra dem.

Men det værste er egentlig de gentagne tanker omkring, hvorvidt jeg får lov til at overleve dem alle fem, eller om jeg skal opleve det værst tænkelige.

Jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at jeg i et eller andet omfang belaster børnene og min mand. De store børn kender til min angst, men jeg er meget opmærksom på, at det ikke skal begrænse dem, men de store er for eksempel meget hensynsfulde i forhold til at give lyd, hvis de er ude, og det er selvfølgelig, fordi de ved, at jeg bekymrer mig. De siger selv, at det kan være lidt irriterende at huske på, men ikke noget slemt. Jeg klandrer dem heller aldrig, hvis de ikke gør det. Jeg ved, at den ligger hos mig, men det er indimellem meget svært. Min mand er meget tålmodig og god til at hjælpe med at skubbe de dumme tanker væk.