Kære brevkasse
Jeg håber, at I måske har nogle kloge ord, som kan hjælpe mig lidt. Jeg er mor til fem. De er naturligvis mit et og alt, min største kærlighed. Da jeg fik den ældste som godt 20-årig, var jeg helt sikker på, at ”ham skulle jeg have mange flere af”.
Når talen falder på min flok, siger folk altid: ”Hvor er du heldig, sikke en rigdom.” Og jeg føler mig bestemt rig, og selvfølgelig er jeg inderligt taknemmelig for dem alle, men fem børn er mange at bekymre sig om.
Jeg har nok altid været et bekymringsmenneske, når det kommer til mine børn. Men da jeg i en alder af 40 år blev mor til mit yngste barn, tog bekymringen ligesom overhånd.
Jeg er godt klar over, at det er normalt, at ældre mødre bekymrer sig mere end unge mødre, og jeg ved også godt, at det at bekymre sig er noget, jeg deler med alle andre forældre.
Alligevel synes jeg, at det fylder meget i mit liv. Helt konkret handler det om, at jeg er bange for at miste mine børn. Jeg bekymrer mig selvfølgelig også om deres trivsel, men det er angsten for, at de dør fra mig, som er det altoverskyggende. Jeg tør næsten ikke engang skrive det, som om det på en eller måde skulle sandsynliggøre det, hvis det nedfældes på skrift.
Vi var længe om at beslutte os for at få nummer fem, som er en efternøler, og under graviditeten fyldte det en del, om vi nu havde været overmodige. Var det ikke decideret grådigt at håbe på en til? Og da han så kom til verden og var lige så fin som de andre, tænkte jeg, at jeg aldrig ville kunne være tilstrækkeligt taknemmelig.
Det første år med ham var hårdt af mange forskellige årsager, men tingene er begyndt at lysne. Jeg arbejder virkelig på at give slip på angsten. Jeg ved, at det skal jeg. Jeg prøver faktisk at forlige mig med tanken om, at jeg er magtesløs, når det kommer til liv og død, og at det er o.k.
Jeg prøver også at forlige mig med, at sorg og tab kan være en del af livet, at finde fred med det, men så kan det nærmest kamme over i, at jeg forsøger ”at ruste mig til katastrofen”. Jeg vil så gerne være taknemmelig for det, jeg har fået og har lige nu og her, i stedet for at ængstes for fremtidige tab.
En gang imellem tager min livlige fantasi bare overhånd, og jeg kan pludselig blive overbevist om, at nu er ulykken indtruffet. Nu er den ældste faldet i havnen under en bytur (som i øvrigt foregår flere kilometer væk fra havnen), nu er den lille faldet ned ad trappen hos mine forældre, nu er en af drengene blevet kørt ned på sin cykel, nu er flyet styrtet ned, og når det først får taget i mig, er det svært at slippe, før jeg får et livstegn fra dem.
Men det værste er egentlig de gentagne tanker omkring, hvorvidt jeg får lov til at overleve dem alle fem, eller om jeg skal opleve det værst tænkelige.
Jeg er selvfølgelig også opmærksom på, at jeg i et eller andet omfang belaster børnene og min mand. De store børn kender til min angst, men jeg er meget opmærksom på, at det ikke skal begrænse dem, men de store er for eksempel meget hensynsfulde i forhold til at give lyd, hvis de er ude, og det er selvfølgelig, fordi de ved, at jeg bekymrer mig. De siger selv, at det kan være lidt irriterende at huske på, men ikke noget slemt. Jeg klandrer dem heller aldrig, hvis de ikke gør det. Jeg ved, at den ligger hos mig, men det er indimellem meget svært. Min mand er meget tålmodig og god til at hjælpe med at skubbe de dumme tanker væk.
Venlig hilsen
Mette
Kære Mette
Tak for dit brev. Allerførst har vi lyst til at sige, at det er dejligt at høre om din store børneflok. Men vi kan også forstå, at din største glæde også er blevet din største bekymring. Det er helt naturligt at bekymre sig om sine børn, både når de er store og små, men vi forstår også, at graden af dine bekymringer er blevet for stor og for belastende.
Det fremgår ikke, om du også havde en bekymringstendens, før du fik børn. Nogle gange kan sådanne tankemønstre og vaner findes langt tilbage i den personlige historie. Det kan både handle om genetiske forhold og ængstelseserfaringer fra relationer i opvæksten. Uanset kom der med dine børn en meget stor glæde – og et meget stort ansvar – ind i dit liv. Og det har fået fat i nogle tænkemåder og trigget en ængstelighed, som fylder mere, end rimeligt er.
Det med rimeligt eller realistisk er nok de væsentlige begreber i denne sammenhæng. For bekymring kan være kreativ og få en til at handle, når der er reelle ting at være bange for. For eksempel er det en god ting at være bekymret, undersøge det og handle aktivt, hvis der for eksempel er tegn på, at ens barn bliver mobbet eller måske mistrives i skolen. Men bekymringstankerne bliver ukreative og livsindsnævrende, hvis de lever deres eget liv, uanset om det, man er bange for, er overvejende sandsynligt eller ej.
Du er allermest bekymret for at miste dem. At de dør ved en ulykke. Og din fantasi kan se katastrofen i al sin gru og mærke følelsen derved. Og det øger blot din bekymring. Og så prøver du sikkert at sige til dig selv, at sådan skal du ikke tænke. Problemet er bare, at jo mere vi siger det til os selv, jo mere kan man komme til det.
Det er oftest bedre at gå en anden vej. Forsøg at lade bekymringstankerne komme – og skriv dem gerne ned, og sig dem gerne højt for dig selv. Og aftal så med dig selv, at du vil se nærmere på dine bekymringer et konkret tidspunkt hver dag i 15-20 minutter, så de får en fast ramme og dermed ikke kun flyver tilfældigt rundt i tide og utide.
Og så er det vigtigt at øve sig i sandsynlighedsregning. Ingen kan nogensinde kontrollere eller få hundrede procents forsikring for, at en af vores kære aldrig får en sygdom eller kommer ud for en ulykke eller dør. Men vi kan indimellem konkret spørge os selv: Hvad er sandsynligheden for, at der sker noget meget alvorligt for raske og velfungerende børn? Handler det om mange procents risiko eller snarere om promiller? Skriv igen gerne ned.
Vi kan også foreslå dig at få nogle samtaletimer hos en specialist i kognitiv eller metakognitiv terapi. Her kan man lære konkret at forholde sig til bekymringstankemåden og lære noget om, hvad der vedligeholder bekymring eller mindsker den. Naturligvis kan megen og stadig bekymring også have rod i en depressiv tilstand, og den mærkede du måske noget til i forbindelse med dit sidste barns fødsel, men det ser ud til, at du er kommet ud af det.
Du beskriver også i dit brev, at du er begyndt på en vej, som er af grundlæggende eksistentiel karakter. Og den er for os at se helt afgørende vigtig. Vi mennesker er magtesløse omkring de allerstørste temaer. Vi skal alle dø. Forældre dør oftest mange år før deres børn. På vej i livet må vi gøre os umage med livet. Og samtidig øve os i at give slip, være modige og leve i tro, håb og kærlighed. Det ønsker vi dig mod og held til fremover.
Kunne du eller andre af vores læsere have lyst til at læse mere om bekymring, er der for nylig kommet en ny bog, der hedder ”Bekymringer – at leve med tilværelsens uvished”, af Anna Kåver. Vi kan også nævne, at en af os (Jørgen) har skrevet et kapitel om bekymring i en antologi, der hedder ”Bekymringen rundt”, Forlaget Forum.
I den samme bog har Niels Nymann Eriksen en glimrende indføring i Søren Kierkegaards tanker om bekymring, hvis man ønsker nogle dybere refleksioner.
Mange hilsener
Annette og Jørgen