Det er det samme hvert år. I januar. Når julepynten er pakket tilstrækkeligt ned. Så kommer de helt almindelige, godt gifte mænd og kvinder og skal lige tjekkes igennem, fordi de fik fejret julens komme lige lovlig intenst og intimt. Mændene er nok lidt mindre synlige end kvinderne, fordi det er gået op for dem, at de bare kan aflevere en urinprøve, og så kan vi undersøge den for de almindeligste kønssygdomme som klamydia og gonoré. De behøver ikke at forklare sig yderligere, men kan næsten ordne det i skranken, og der er vores personale vældigt diskrete.
Hende her er godt nedbøjet, da hun entrerer mit konsultationsrum. For det er ikke første gang, det er sket. Det var det samme sidste år og med den samme mand. Hun fatter ikke helt, at det skete igen, for hun havde vitterlig overbevist sig selv om, at det på ingen måde kunne komme på tale, og at hun ville holde sig langt væk fra ham og sørge for at holde sig tilpas ædru til, at hun ikke blev fristet.
Hun har gennem hele året sørget for, at de kun havde et professionelt forhold til hinanden, selvom hun godt kunne mærke, at hun var skrigende klar over, hvor han befandt sig, og hvordan hun selv tog sig ud, når hun vidste, at han var i nærheden. Hun fortalte aldrig sin mand om sidespringet sidste år, samme tid, samme sted. Hun havde det jo så forfærdeligt over, at hun havde gjort det sidste gang. Forsøgte at forklare det over for sig selv med, at de også havde haft det drøjt med små børn og meget lidt tid til hinanden og al det andet helt banale sande omkring småbørnsforældre-parforholds vilkår. Og hun syntes næsten, at det gjorde noget godt for dem efterfølgende, for hun blev meget mere opmærksom over for ham og sødere og kunne inderligt mærke, at hun under ingen omstændigheder vil miste ham og det liv, de har skabt sammen. Og så alligevel skete det.
Hun havde tænkt sig at sætte sig langt fra ham, og hun ville gå tidligt hjem, inden julefrokosten blev for vild. Hun ville nøjes med ganske lidt vin og springe drinksene over. Hun havde overvejet at blive hjemme, men tænkte, at det også var fjollet.
Hun vidste det allerede efter få glas vin, for hun kunne mærke hans øjne på sig hele tiden, og hver gang kun kiggede i hans retning, så kiggede han småfrækt på hende, og hun blev dårligere og dårligere til at slå blikket ned, i takt med at hendes bordherre hældte vin på hende. Hun dansede først med alle mulige andre, og det gjorde han også, men de vidste begge to, at det bare var et spørgsmål om tid, før det var dem. Perfekt pladderromance og så inciterende. Eller det syntes hun på det tidspunkt. I dag synes hun bare, det er banalt, ynkeligt og ganske, ganske forfærdeligt.
De endte selvfølgelig sammen. Det kunne formentlig alle i firmaet se ville ske, og det har ikke skortet på smålumre hentydninger siden. Og hun synes, det er så pinligt og så usselt og så dårlig stil og så tarveligt og utilgiveligt, og hun aner ikke, hvad hun skal stille op med det.
Hun er ikke forelsket i sidespringet, men betaget af ham på et eller andet plan, der måske allermest rammer hende i de nedre regioner og i noget bekræftelse af, at hun stadig kan score trods børnefødsler og mere tid foran fjernsynet end i hed elskov med manden. Hun er fortsat fuldstændig sikker på, at det er hendes mand, der er manden i hendes liv, og hun fatter ikke, at hun kan gøre det mod ham. To gange! Hun kan ikke finde ud af, om hun skal fortælle ham det, for hun tænker, at hvis hun gør det, så vil han gå fra hende, og det vil være skrækkeligt for deres børn, for hende og formentlig også for ham. Hvis det var hendes mand, der havde gjort det mod hende, siger hun, at hun helst ikke ville vide det, hvis han vidste, han ville have hende, men hun bliver alligevel lidt i tvivl. Når det kan ske to gange.
Hun havde aldrig nogensinde forestillet sig, at hun kunne være sin elskede utro. Aldrig i livet! Hun har foragtet dem, der gjorde den slags. Foragtet og fordømt. Har altid sagt, at det var fuldstændigt uacceptabelt for hende. Og nu er det hende selv, der sidder i suppedasen. Det værste er, at det var nemmere at gøre det anden gang.