Morten Skovsted: Cigaren kræver opmærksomhed og tid. Det er nærmest meditation

Sognepræst Morten Skovsted opsøger noget helt bestemt, når han har brug for en pause i hverdagen

Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj. Bag præsteboligen i Hjortshøj har Morten skovsted indrettet et lille gult skur til cigarrygning, jazzmusik og samværd med cigarklubben. Det er hans tilflugtssted fra hverdagen, en hule, hvor der er plads til lange samtaler og stressen bliver holdt for døren.
Morten Skovsted, sognepræst i Hjortshøj. Bag præsteboligen i Hjortshøj har Morten skovsted indrettet et lille gult skur til cigarrygning, jazzmusik og samværd med cigarklubben. Det er hans tilflugtssted fra hverdagen, en hule, hvor der er plads til lange samtaler og stressen bliver holdt for døren. . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

I det lille gule skur bag præsteboligen i Hjortshøj nord for Aarhus finder sognepræst Morten Skovsted ro og tilflugt fra hverdagen. Lige så ofte alene som i selskab med cigarklubben. Han indrettede det lille rum for seks år siden og bruger det ugentligt.

Rummet er indrettet med hans fars fasters gamle sofa, H.C. Andersen og opslagstavler med cigarmavebælter på væggene og jazz i højttalerne. Og de mange ting skaber tilsammen et sted med masser af historie.

Når cigaren først er tændt, skal den holdes i gang. Den må hverken blive for varm eller for kold. Og det giver automatisk mindst halvanden times ro, fra den er klippet, til den er røget færdig.

”Når cigarklubben mødes, er der kun én regel, og det er, at der kun må være én samtale ad gangen,” forklarer den 54-årige sognepræst.

Og samtalerne går fra hverdagens små problemer om ledelse og karrierer, til værdier og livets store spørgsmål. Men det hele får plads og fordybelse, for cigarskuret lukker alt andet ude.

”Nogle vintre tror jeg også, at det her sted har holdt stress fra døren. Selvom der kun er tre meter til huset og 20 hen til mit kontor, så er det langt væk fra verden udenfor.”

Det er blevet mørkt udenfor. Morten Skovsted hælder op i glasset, klipper en cigar og sætter sig til rette i sin stol og venter på, at resten af klubben kommer klokken 21. Roen sænker sig i Hjortshøj.