Kære brevkasse
Jeg skriver til jer med en bekymring, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med. Forhistorien er, at min kære hustru har haft nogle perioder i sit liv med depression, og her for nogle år siden blev det virkelig alvorligt. Hun fik en dyb depression, og den var rigtig svær at behandle. Det tog faktisk flere år, hvor hun mere eller mindre ikke havde den livsgnist, som ellers kendetegner hende, og både hun og jeg var ganske fortvivlede. Jeg ville så gerne kunne hjælpe hende, men man kan jo ikke bare tage tristheden væk fra et andet menneske, selvom man gerne vil.
I den tid er jeg også blevet klar over, at der er ganske mange mennesker, der lider af depression. Heldigvis fik hun god professionel hjælp, men det tog alligevel meget lang tid, før hun kom nogenlunde igennem den meget svære livsperiode. Det er enormt svært at se et menneske, man holder af, lide så meget, for det er vel nok en meget belastende sygdom.
Det er også svært at opleve sig magtesløs. Jeg måtte holde modet højt, være opmuntrende og også klare mange ting af praktisk karakter i hjemmet. Vores børn er flyttet hjemmefra og klarer sig godt. Men de var da naturligvis også bekymrede for deres mor, og jeg skulle så at sige også forklare dem, at det nok skulle gå alt sammen.
I samme periode skete der nogle rokeringer på mit arbejde, som blandt andet indebar, at der kom helt ny ledelse i den afdeling, som jeg arbejder i. Der var megen frustration i medarbejdergruppen i lange tider, og jeg syntes også selv, det var svært, da jeg var meget glad for min tidligere ledelse. Tingene er nu faldet nogenlunde til ro. Så både på hjemmefronten og på arbejdet er der efterhånden ikke så store udfordringer, som der har været de seneste tre år.
Men nu kommer jeg til min bekymring. Jeg er begyndt at smage på en usigelig træthed. Jeg er så træt, så jeg næsten er bange for, at jeg er syg. Men jeg har været hos min læge, og alt ser fint ud. Blodprøver, blodtryk med videre. Så jeg burde ikke fejle noget. Jeg føler ikke, at jeg er udhvilet på noget tidspunkt af dagen, og jeg synes, at det er hårdt at klare arbejdet. Jeg er ikke helt fremme ved pensionsalderen endnu, men det varer ikke så lang tid; så jeg har såmænd overvejet, om jeg bliver nødt til at stoppe nu.
Det er svært for mig at sige, når min kone spørger mig, om jeg er trist i sindet – for man bliver jo noget trist, når man ikke har kræfter og aldrig føler et overskud. Men jeg er ikke deprimeret på samme måde, som min kone var, hvis det er det, hun tænker på. Har I en idé til, hvad jeg kunne gøre? Skal jeg til flere undersøgelser? Skal jeg overveje at lade mig pensionere, selvom jeg altid har været glad for mit arbejde? Eller har I andre gode forslag til, hvad jeg kan stille op?
Jeg er efterhånden ved at blive bekymret for mig selv, og det er min kone også, for jeg har haft det sådan i mange måneder nu. Jeg plejer ellers at være en flittig og engageret mand, som tager fat både på arbejde og derhjemme. Men nu skal jeg tage mig sammen til de allerfleste ting. Jeg synes, det er lidt svært at skrive, men min kone har opmuntret mig til det. Hun ved jo, hvordan det er at have det svært, og hun ønsker så meget for mig, at jeg skal få det bedre og få mere energi.
Venlig hilsen
Morten
Kære Morten
Tak for dit brev. Det var godt, din kone støttede dig i at skrive. Og det er godt at høre, at hun har det meget bedre efter flere års depression. Desværre er det sådan, at op imod en tredjedel af alle depressioner er meget vanskelige at behandle. Det betyder ikke, at det er umuligt, men at man måske må gennemprøve mange forskellige behandlingsmuligheder med medicin og samtaleterapi, inden det endelig lykkes. Så der er altid håb, men det kan tage tid. At være pårørende til et menneske, som står en meget nær, og som samtidig er meget syg gennem lang tid, er en meget stor udfordring og koster rigtig mange kræfter. Og usikkerheden gennem lang tid, om det nogensinde ændrer sig eller eventuelt bliver værre, tærer på udholdenheden og slider på krop og sind. Det gælder, når ens ægtefælle er ramt af fysiske sygdomme og som i dit tilfælde en langvarig depression. Man kan ikke rangordne, hvad der er værst, men en depressionen trækker håbet og lysten og energien ud af et menneske, og når der ikke sker en bedring efter en overskuelig tid, suges den pågældende ned i et mørke, som den pårørende også kan blive ramt af på et dybere plan.
Vi har ofte set, at en ægtefælle får reaktioner og mærker store belastningssymptomer i uger og måneder i lang tid efter, at ægtefællens langvarige sygdom er bedret eller helbredt. Mens ægtefællen var syg, brugte den pårørende masser af ressourcer på at støtte og opmuntre og lave ekstra mange praktiske ting. Og fokus var på den syge. Når det ikke længere er nødvendigt, er der plads til, at ægtefællens egne ting kan komme frem i lyset.
Vi bruger nogle gange et billede på det: hvis man skal svømme over Øresund (det er der heldigvis ikke så mange, der skal), så handler det om at tage det ene svømmetag efter det andet og blive ved og blive ved. Det er først, når man er kommet i land i Sverige, at man mærker, hvor usigelig træt og udslidt man er. Havde man mærket efter undervejs, ville man sandsynligvis være druknet. På samme måde er det først, når kraftanstrengelserne med sygdommen eller depressionen hos den anden er overstået, at trætheden og udmattelsen dukker op og mærkes fuldt ud.
Mon ikke det er sådan, det er for dig? Det er rigtig godt, at du tjekkes af din læge, for det er vigtigt, at man ikke overser andre ting. Alle kan jo få blodmangel eller lavt stofskifte eller mange andre ting, som giver usigelig træthed. Men hvis alt er o.k. på den måde, er der meget, der taler for, at du har fået en depressiv slitagereaktion af de mange år med din kones sygdom og det pres, der har været på dit arbejde. Dyb træthed kan godt være en måde, som en depression udtrykker sig på hos dig. Vi kalder nogle gange depression for en batterisygdom, og der er meget, der tyder på, at dit batteri er nok så fladt.
Hvordan det kan afhjælpes, kan der være flere bud på. Du må snakke med din læge, om du eventuelt trænger til medicinsk behandling, at snakke med en psykolog eller måske anden hjælp. Samvær med gode mennesker er ofte en støtte. Sund mad og daglige gå- eller løbeture kan være nyttige, og god søvnrytme er vigtig at få etableret. Vi tror ikke, at du umiddelbart skal lade dig pensionere, men måske kan du få en aftrapningsordning, hvor du kan gå ned i tid? Det kan, hvis det er muligt, mange gange være en bedre idé end pludselig at gå fra fuld tid til ingen tid på arbejdsmarkedet. For selvom du var hjemme hele tiden, er det ikke sikkert, at det ville hjælpe dig.
Vi ønsker dig alt godt. Vi tænker, at du og din kone grundlæggende har et godt ægteskab, hvor I hjælper og støtter hinanden. Din kone skal ikke fokusere på, om hun er skyld i din nuværende situation. For depressioner skal ikke vurderes moralsk. Det er sygdom på linje med mange andre. Vi er på en måde alle hinandens skæbne. Nu er det dig, der måske kan være mindre stærk i en periode, end du har været i mange år. Det kan godt være lidt ydmygende, når man er vant til at være i god kontrol. Men sammen tror vi, at I kan finde vejen videre med hver sin styrke og sårbarhed.
Mange hilsener