Prøv avisen
Mine familieværdier

Morten Søkilde: Mine forældre og jeg talte ikke samme sprog

Digter og multikunstner, Morten Søkilde, fotograferet i sit værksted i København. Foto: Mikkel Østergaard

Digteren Morten Søkilde har som ønskebarn stadig oplevet en eksistentiel ensomhed

Jeg er vokset op i Friheden, en bydel i Hvidovre, sammen med mine forældre. Vi boede i et parcelhuskvarter på Muslingevej, hvor mor og far begge bor og lever endnu. Disse to første stednavne i mit liv siger jeg stadig højt af og til. Jeg er enebarn, og hvis man kan sige, at et barn kan få for meget opmærksomhed, har specielt min mor snydt mig for mine fejltagelser og taget dem for mig. For eksempel kunne jeg ikke rede seng på min første lejrskoletur, fordi hun klarede sådan noget for mig. Hun forstod forældreansvar som noget meget aktivt. 

Jeg føler ikke noget søskendeafsavn, men fandt mine spejlinger i leg og ved at efterligne de voksne. Mine forældre var førstegangsmønsterbrydere. Min far, som skulle have overtaget et tredje generations familiegartneri i Ballerup, gjorde det aldrig. Min mor, der rejste væk fra et havnearbejderhjem på Christianshavn, og på højskole, blev idrætslærer. Deres baggrunde er jeg bevidst om: Jeg er taknemmelig for, at deres svære valg gav mig grundlag for at få en tryg barndom. Jeg var et rigtigt ønskebarn.

De vigtigste værdier, jeg har fået med hjemmefra, er en almen menneskekærlighed, forstået som at skabe tryghed for andre og at være der, når ens nærmeste har brug for én. Jeg er heller aldrig blevet slået. Jeg har også arvet min mors humor og musikalitet og fra min far en trofasthed over for relationer, ordenssans og en sund fysik. Selvom mine forældre ikke rigtigt kunne forstå mit indre liv, og det forhold ikke blev omtalt, så støttede de mig i de ting, som jeg fortabte mig i. De forstod ikke rigtigt det, som interesserede mig, skønlitteratur, og som de så, at jeg begravede mig dybt i. 

Der opstod en slags åndelig isolation, for eksempel skrev jeg i raseri bandeord imod mine forældre alene på mit værelse, men fik ikke udtrykt mig i et sprogligt forhold til dem. Vi havde en gang i mellem svært ved at kommunikere på grund af det. Jeg elskede vores have, hvor jeg frit kunne opsøge ensomheden. Enebørn kan sjældent være helt sig selv i deres familier, og det var modigt af mine forældre, at de lod mig finde mig selv. Jeg har også i dag enormt behov for at have mit eget privatliv i de relationer, jeg står i forhold til. 

Jeg havde et hemmeligt liv i mine unge år, hvor jeg også blev nødt til at opleve virkeligheden uden for hjemmet. Jeg husker, at jeg var rasende på mine forældre, fordi de alligevel havde undladt at sende mig på balletskolen, som de havde snakket om, at jeg måske var egnet til som barn af elitegymnaster. Nu for jeg bare rundt og ville smage på det hele, også rusmidler. 

Jeg havde kun få personlige relationer i mit liv, som jeg følte mig forbundet med. Det skyldtes måske, at jeg ikke kunne få rigtigt åndeligt udløb i hjemmet. Som 17-årig blev mit forhold til kunst udviklet med flere kvantespring af en over 10 år ældre lærer, der blev en slags sokratisk føderske og forældreerstatning for mig. Denne ”uddannelse” har sat sine præg, på godt og ondt, og jeg forstår dem, der har haft barske opgør med deres egen faderfigur, min var heldigvis bare af ufarlig pap. 

Det har været vemodigt at se, hvordan min far hurtigt er blevet ældre inden for bare nogle år. Han både går og hører dårligt nu. Min mor er frisk, men har det svært med, at min far er blevet svagere. Jeg synes, det er værdigt, at de har bevaret deres kærlighed. Det sætter også mit eget liv i perspektiv, og jeg tænker måske mere nu end tidligere på min familie og de værdier, som jeg har fået. Jeg vil forsøge at bruge min egen erfaring og refleksioner, så godt jeg kan, og give vores datter både det, jeg fik rigeligt af, og det, som jeg selv har fundet. 

Som barn elskede jeg, når min mor og far havde deres klare, begrundede holdninger og ikke gav efter for dem, så jeg kunne mærke deres sande jeg. Det vil jeg prøve at praktisere og være et eksempel på, hvis jeg kan, for vores egen datter, som hun bliver større. Jeg tager hende også med i kirken for at gøre hende fortrolig med dens liv, der ikke var en del af min egen opdragelse. Jeg ser mine forældre flere gange om måneden og elsker at lade dem låne vores lille pige. De har nok i hemmelig ydmyghed ventet på ”det” i mange år.

Portræt af en 40-årig kunstner i sit værksted. Foto: Mikkel Østergaard
Far og datter: Morten Søkilde har selv fået sig et ønskebarn i samme alder som sin far. Foto: L. Hansen