Morten vil fryses ned ved sin død: Det er min kærlighedserklæring til livet

Hvad stiller man op, når man ikke kan tro på den kristne påskefortælling om opstandelsen? 35-årige Morten Wied sætter sin lid til fremtidens teknologi og håber på en opstandelse i dette liv. Men det er mere frugtbart at forsone sig med døden, mener filosof

”Jeg tror ikke, jeg lider mere af dødsangst end alle andre, jeg kan bare meget bedre lide at være levende end at være død. Det er derfor, jeg kaster mig ud i det her eksperiment, som kan forekomme lidt desperat,” siger Morten Wied.
”Jeg tror ikke, jeg lider mere af dødsangst end alle andre, jeg kan bare meget bedre lide at være levende end at være død. Det er derfor, jeg kaster mig ud i det her eksperiment, som kan forekomme lidt desperat,” siger Morten Wied. Foto: Leif Tuxen

Morten Wied håber både på kødets opstandelse og det evige liv. Men ikke på den måde, som kirkegængere bekender det i landets kirker påskesøndag.

Når den 35-årige konsulent og trekking-guide fra Lolland engang erklæres død, træder et hold fra England til, som lægger ham på tøris, tømmer hans årer for blod og erstatter det med en slags frostvæske. Derefter bliver han pakket i en aluminium-container og sendt til Cryonics Institute i Michigan, USA, hvor hans krop bliver kølet ned til minus 196 grader og lagt i en stålbeholder.

Her skal han ligge, indtil den teknologiske udvikling måske engang gør det muligt at vække ham fra de døde. Medlemskabet af Cryonics Institute koster ham omkring 7500 kroner, mens hans livsforsikring på cirka en million kroner dækker resten af udgifterne.

”Jeg er fuldt ud klar over, at det er et skud i tågen,” siger han. ”Men selv hvis det ikke virker, kan jeg sige, at jeg har handlet og erklæret min kærlighed til tilværelsen. Måske er det lidt som at skrive testamente. Så er der styr på det, og så er det ikke noget, jeg behøver tænke mere på.”

Morten Wied er den eneste dansker, der har valgt at blive kryo-præserveret. Det betyder, at man fryser biologisk masse ned og opbevarer den på en sådan måde, at levedygtigheden opretholdes efter optøning.

Endnu er ingen mennesker blevet opvækket fra de døde på denne måde, men kryopræserveringsklinikkerne har cirka 2400 medlemmer verden over, der alle håber på, at videnskaben på et tidspunkt kan sørge for evigt liv.

Selvom projektet har til hensigt at snyde døden og dermed overflødiggøre den kristne tanke om et efterliv, har metoden gennem tiden fundet støtte blandt kristne. I 1969 blev en af de første kryo-præserveringer indviet af en katolsk præst, oplyser Cryonics Institute, og allerede i 1968 forsvarede den amerikanske teolog og professor John Warwick metoden i et essay trykt i magasinet Christian Today.

Nogle ønsker at blive frosset ned, fordi de lider af dødelige sygdomme og ikke har udsigt til at leve ret længe. Sidste år blev en treårig thailandsk pige frosset ned, efter at hun døde af cancer i hjernen. Andre vil bare gerne prøve lykken frem for at sætte deres lid til et liv efter døden, og Morten Wied er en af dem.

”Jeg tror ikke, jeg lider mere af dødsangst end alle andre, jeg kan bare meget bedre lide at være levende end at være død. Det er derfor, jeg kaster mig ud i det her eksperiment, som kan forekomme lidt desperat,” siger han.

Frem til midten af 1800-tallet blev sjælen og efterlivet betragtet som en selvfølge i den vestlige verden. Men som den moderne naturvidenskab vandt frem, opstod der i midten af århundredet et opgør med det gamle tankegods – et opgør, som var nødvendigt, for at mennesker kunne frigøre sig fra de førdemokratiske magthavere, som brugte religion som instrument til at undertrykke mennesker åndeligt.

Det fortæller Jakob Brønnum, teolog og forfatter til en lang række bøger, blandt andet ”Argumenter mod døden”, som fortæller 3000 års åndshistorie med udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der sker med sjælen, når vi dør. Vi kunne ikke være blevet frie, demokratiske mennesker uden det opgør, understreger han.

”Men det betyder, at vi med tiden har givet naturvidenskaben definitionsretten på de fleste spørgsmål, herunder de eksistentielle,” siger Jakob Brønnum.

En påstand, som finder en vis støtte i en undersøgelse foretaget for Kristeligt Dagblad i marts 2015, som viste, at kun hver fjerde dansker i dag tror på et liv efter døden, mens hver femte tror på Bibelens beretning om, at Jesus opstod fra de døde.

Selvom de færreste mennesker kaster sig ud i et så drastisk eksperiment som Morten Wied, afspejler han sin samtid. Hans desperate forsøg er et eksempel på, hvordan den naturvidenskabelige tankegang reducerer livet til kun at handle om det, vi kender og kan se, mener Jakob Brønnum.

”Konsulterer man den moderne biologi, får man indtryk af, at den finder svar på det hele lige om lidt. Men direkte adspurgt er man ikke kommet ét skridt videre med at finde ud af, hvad der konstituerer livets opståen, siden den moderne videnskab tog sin begyndelse. Når naturvidenskaben ikke kan få øje på svar, skulle vi måske kigge i en anden retning, hvor andre har kunnet se noget. Og dér viser det sig, at det vælter ud af reolen med gamle tænkere, fra Platon til Kant, som har skrevet klogt om sjælens sammenhæng med det evige, og som måske havde fat i noget, vi har overset.”

Efter at have læst sig igennem åndshistoriens største værker er Jakob Brønnum selv overbevist om, at der findes en opstandelse til et evigt liv.

”Jeg hviler trygt i, at min egen ånd, den menneskelige ånd, har del i selve livets væsen og derfor ikke kan dø, og jeg tror, at mit samvær med både mine nærmeste og andre mennesker er en del af et åndeligt fællesskab, som fortsætter, når der tilsyneladende kun er en bunke aske tilbage. Det er det, det kristne evangelium handler om: at vi skal lære at se os selv som del af et åndeligt fællesskab, som vi er endeløst forpligtet på, og som fortsætter bagefter,” siger Jakob Brønnum.

Morten Wied hviler ikke trygt i troen på et liv efter døden. Han arbejder som konsulent for et analysebureau, men i sommerhalvåret arrangerer han guidede ture på den norske øgruppe Svalbard, og det, der giver hans liv mening og tyngde, er vandreturene i den vilde, utæmmede natur. Han er ikke religiøst opdraget og tror hverken på Gud eller sjælen. Alt det, der udgør et menneskes indre, findes i hjernen, mener han.

”Jeg kan godt forstå ønsket om at tro på en kristen opstandelse, men jeg tror ikke på opstandelsen, og jeg kan ikke bare smide den sikre viden, jeg har om det her liv, væk og tro på, at der kommer noget efter døden.”

Reaktionerne på, at han skal fryses ned ved sin død, er blandede. Hans mor er ”lidt hippieagtig” og synes, han skal gøre, som han vil. Hans lillebror synes, projektet er uhyggeligt og frygter, at broderen ender som en zombie, mens hans kæreste både finder det spændende og skræmmende. Morten Wied vil ikke have børn, og det er kæresten indforstået med.

Men er der ikke mennesker, der synes, han er langt ude?

”Jo. Men så spørger jeg dem om, hvorfor kremering eller kistebegravelse er så attraktivt og meningsfyldt, at man bare er nødt til at prøve det. Hvorfor er det overhovedet ikke værd at overveje et alternativ? Jeg synes, det er en værdifuld tanke, at alle de erfaringer, jeg har gjort mig, og færdigheder, jeg har tilegnet mig, ikke nødvendigvis ender som en bunke aske ude på Vestre Kirkegård,” siger han.

Der er både godt og skidt at sige om Morten Wieds projekt, mener filosof og prodekan ved Aarhus Universitet Anne Marie Pahuus, som blandt andet beskæftiger sig med moralfilosofi.

”Det er positivt at være så glad for livet, at man gerne vil have en chance mere. Det vil jeg kalde for en slags ja til livet. Det kan sammenlignes med filosoffen Nietzsches livsfilosofi, som ikke handler om at bringe det hinsides ind som en trøst, men om at bejae og bekræfte det stærke ved dette liv,” siger hun.

Men som man selv bliver ældre, kunne man jo overføre denne glæde til livet, som det udfolder sig hos andre mennesker, for eksempel ens børn, mener Anne Marie Pahuus. Vil man ikke give slip og glæde sig over livets udfoldelse i andre, bliver det nemt en desperat kamp mod naturlig indskrænkning, som følger med at ældes, siger hun.

”Der er noget frugtbart i at forsone sig med døden som vilkår frem for at gøre som Faust, der beder Mefistofeles (djævelen, red.) om at få et nyt liv,” siger Anne Marie Pahuus med henvisning til den klassiske tyske legende.

”Faust lover Mefistofeles sin sjæl, hvis dette liv kan få ham til at glædes ved øjeblikket. Men Faust vælger det nye liv, for han evner ikke at dvæle ved øjeblikket, og han tror ikke på, han kan afstå fra sin uforløste stræben.”

Kæmper man for at holde døden på afstand, kan man have meget svært ved at forlige sig med svaghedstegn hos både sig selv og andre, vurderer Anne Marie Pahuus.

”Omsorgsetikere taler om, at man skal kunne håndtere, at sårbarhed er en del af livet, hvis man skal kunne være til hjælp for nogen, som står svagere end én selv. Man mønstrer både etisk fantasi og et nærvær over for livet i almindelighed, hvis man medtænker sin egen sårbarhed,” siger hun.

Spørgsmålet er, om Morten Wied og de cirka 2400 andre, som har reserveret en plads i fryseboksen, overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at opstå til et nyt liv. Svaret er et både-og, mener forfatter og fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning, Klaus Æ. Mogensen, der blandt andet beskæftiger sig med teknologisk udvikling.

Man kan måske forestille sig, at den hukommelse, der er indlejret i kroppen, kan genskabes i fremtiden, siger han. Men selvom man så vil have et menneske med den samme hukommelse som før, vil vedkommende ikke have samme bevidsthed, mener Klaus Æ. Mogensen.

”Bevidsthed er ganske svært at definere, og videnskaben er ikke kommet frem til, hvorfor mennesket er bevidst, og hvordan hjerneprocesser omsættes til bevidsthed. Religiøse mennesker vil sige, at kroppen er besjælet, og sjælen ikke kan adskilles fra kroppen. Biologien hælder til, at bevidstheden ikke kan løsrives fra kroppen, fordi den er kodet ind i neuroner – det vil sige specialiserede nerveceller – neuronbaner og kemiske reaktionsmønstre. Deler man dette syn, kan man ikke fuldstændig udelukke, at man kan genskabe reaktionsmønstre og hukommelse i en person, der har været død. Men det er yderst tvivlsomt, at der vil være en bevidsthed i forlængelse af den person, der var før,” siger han.

Men det afskrækker ikke Morten Wied.

Han afviser også, at hans beslutning er udtryk for, at han ikke evner at glædes over tilværelsen, som den er nu.

”Jeg har stor kærlighed til tilværelsen, og det her liv er faktisk kun blevet vigtigere for mig, når jeg nu kan tænke på, at det måske vil vare ved. Jeg er meget skeptisk over for den sky af floskler, vi pakker døden ind i. Jeg har arbejdet på hospice, og der var ikke noget romantisk over ’livets efterår’ eller over at ’blive mæt af dage’. Og hvis det her projekt viser sig ikke at virke, er jeg til den tid blot lige så død som resten af den generation, jeg tilhører.”

”Jeg tror ikke, jeg lider mere af dødsangst end alle andre, jeg kan bare meget bedre lide at være levende end at være død. Det er derfor, jeg kaster mig ud i det her eksperiment, som kan forekomme lidt desperat,” siger Morten Wied.
Foto: Leif Tuxen