Prøv avisen

Munkene var mestre i selviscenesættelse

Cistercienserordenen eksisterer endnu. Her forlader en munk vesper-bønnen på Heiligenkreutz-klosteret i Østrig. Foto: Leonhard Foeger / Reuters

Cisterciensermunkene lagde ikke skjul på, hvad de måtte gå igennem for at frelse menneskene fra skærsilden, fortæller historiker

De sov på sovesale med tøjet på for at holde varmen, de levede af en nøje afmålt kost, og de bad for deres medmennesker for at redde dem fra skærsilden. Cisterciensermunkene, som boede på Esrum Kloster i Nordsjælland fra 1151 og frem til 1559, må have været gjort af en særlig ydmyg støbning, kunne man nemt foranlediges til at tro.

Men ifølge historiker Tine Klitgaard Danielsen, der er ansat som projektleder ved Esrum Kloster og har været med til at tilrettelægge den aktuelle særudstilling på stedet ”Vejen til frelse”, forholdt det sig i mange tilfælde omvendt - i hvert fald for cisterciensermunkene, som var særligt fine.

”Mange i dag undrer sig over, hvorfor nogen gad at være munk og gå i kloster, men for dem kunne det være en karrierevej. Munkene i cistercienserkloster var fra højadelen og var veluddannede og kunne læse og skrive, hvilket ikke var alle forundt. Samtidig gennemsyrede religionen samfundet, og Himmel og Helvede var en helt indgroet del af religionen. Derfor var det også et faktum, at hvis ikke man fik den endelige frelse, så endte man dernede, og det var der ingen, der ønskede,” siger Tine Klitgaard Danielsen og peger mod gulvet.

Derfor var det også et betroet erhverv at være munk og så at sige have andre menneskers frelse på samvittigheden.

”Munkene fra Cistercienserordenen havde til opgave at være katalysator mellem Jorden og Himlen. Og de gik i forbøn for alle folk, for alle kristne mennesker. De kunne sørge for, at menneskene fik en hurtigere vej gennem skærsilden, så de blev værdige og rene nok til at komme i Himlen, og det gav dem stor magt. Også i forhold til at skaffe donationer til klostret.”

For at skabe sympati for deres arbejde og skaffe rigdom til cistercienserne, lagde munkene derfor heller ikke skjul på deres egen vigtighed for samfundet. De viste, hvordan de sled i det med at anlægge nye klostre, og hvordan de mange gange dagligt bad for, at de kristne skulle blive frelst. Og det kan man godt sammenligne med, når moderne mennesker i dag på for eksempel Facebook gør opmærksom på gode gerninger, de har gjort, og som medfører masser af likes, mener Tine Klitgaard Danielsen.

”Munkene iscenesatte sig selv helt vildt. Det kan man se fra nogle af grundlæggelsesberetningerne - såkaldte exodier - blandt andet fra det første cistercienserkloster i Citeaux.

”De beskriver sig selv som Kristi stridsmænd. De går ud i vildmarken og kæmper med udyret og Djævelen, og den får ikke for lidt. Når man så senere undersøger, hvor det var, de grundlagde det første kloster, så er det 20 kilometer fra Dijon. Selv i middelalderen var 20 kilometer fra en vigtig by ikke særligt bemærkelsesværdigt. Jeg kalder det også et eksempel på de første former for spin, fordi de virkelig lægger vægt på, hvor seje de er, og hvor hårdt de kæmper.”

Også i krøniken fra Øm Kloster ved Skanderborg beskriver munkene, hvordan de hele tiden bliver prøvet i deres søgen efter at finde et godt sted til deres kloster.

”På den måde iscenesætter de sig selv helt enormt. Klostrene er afhængige af omverdenens goodwill og donationer, og at nogen overhovedet gider at indtræde i de her ordener, for der er rigtig mange at vælge imellem. Derfor er munkene meget selvforherligende i deres beskrivelser. Der er ingen tvivl om, at de tror, det er dem, der er allertættest på Gud - også inden for de forskellige munkeordener. Cistercienserne var toppen,” siger Tine Klitgaard Danielsen.

Cisterciensermunkenene var mestre i spin, mener historiker ved Esrum Kloster, Tine Klitgaard Danielsen. Foto: Kristina Bille Nielsen