Volvoen er i værkstedet, og Karsten Pultz har åbnet motorhjelmen. De seneste dage har han arbejdet på at få gjort den flotte, men gamle stationcar, køreklar. Værkstedet, som man finder bag familiens parcelhus i Grund nær Allingåbro på Djursland, er velordnet med ophængt værktøj og ovre i hjørnet står svejsersættet, som han købte for snart mange år siden, da han lærte sig selv at svejse. Når man hører Karsten Pultz gennemgå den gamle Volvos problemer, kunne man få den tanke, at han er mekaniker. Det er han ikke, men når han står her med sorte fingre og taler om turbo og toppakninger, er han et sted, han altid har holdt af at være, siden han som dreng hjalp sin far i værkstedet ved barndomshjemmet i Tebbestrup nær Randers.
Far og søn tilbragte mange timer sammen i værkstedet, for faderen var også glad for at reparere biler. I værkstedet havde de mange samtaler og særligt én fik betydning for Karsten Pultz og det, vi skal tale om i dag. Hans far, som var maskinmester, var levende optaget af historie, filosofi og videnskab. En dag fortalte han sønnen, at man i gamle dage troede, at Gud havde skabt alt liv på jorden.
”Min far forklarede mig, at man havde opdaget, at livet var opstået af sig selv og havde udviklet sig gradvist gennem milliarder af år, og han fortalte, at vi mennesker stammer fra aberne, men at man manglede at finde leddet mellem abe og menneske for at bevise evolutionen. Jeg var imponeret og overbevist, og de følgende år var evolutionsteorien noget, min far og jeg jævnligt talte om.”
Det meste af sit liv har Karsten Pultz tænkt, at hans far og alle andre, som støtter teorien om evolution, har ret. Men i dag mener han, at han tog fejl og udfordrer Darwins teorier. 53-årige Karsten Pultz er en markant fortaler for den såkaldte intelligent design-teori. Som tilhænger af intelligent design forklarer Pultz, at der i cellerne er så komplekse strukturer, at de ikke kan være opstået ved tilfældige mutationer. Hvem eller hvad der står bag det intelligente design giver teorien ikke noget svar på. Som fortaler for intelligent design har Karsten Pultz placeret sig i modvind af tidsånden, men på de indre linjer har han fundet en forankring, han det meste af sit liv har søgt efter. Det krydspres har han, efter lidt tøven, sagt ja til at udfolde. Modvinden vender vi tilbage til, men inden skal vi forstå, hvordan en konservatorieuddannet bilglad familiefar bliver optaget af intelligent design og evolutionskritik.
Som dreng var Karsten Pultz lykkelig, når han var i værkstedet eller forsvandt ud i skoven ved familiens ejendom. Hans mor lærte ham at læse, inden han kom i skole. Da klassekammeraterne på Søndermarksskolen i Vorup ved Randers skulle stave til abe, var han optaget af, hvordan man stavede til cognac og læste Tintin. Og så var han rastløs. Inden længe kom skoledagene til at handle om at lave så få lektier som muligt og lave mest mulig ballade.
”I dag ville jeg nok have fået diagnosen adhd. Jeg var et støjende barn og har fortrængt meget fra min skoletid.”
Når han bliver spurgt, om der slet ikke var noget godt ved årene på Søndermarksskolen i Vorup, fremhæver han musikken. Da han var ni år, blev han en del af Blæseorkestret Søndermarken, hvor eleverne spillede marchmusik med baretlignende hovedbeklædning og rød-hvide uniformsjakker.
”I musikken oplevede jeg en skønhed, som jeg havde svært ved at få øje på i den fabrik, man kalder folkeskolen.”
Samtidig med at han lærte at spille kornet, blev han optaget af klassisk musik, og som 13-årig besluttede han, at han ville kvalificere sig til at komme ind på musikkonservatoriet. Hans forældre støttede ham og fandt Jyllands bedste undervisere til ham, og da han var 17 år, begyndte han på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus med trompet som hovedfag.
Det var også gennem musikken, at han mødte Kirsten Pultz. De var begge vilde med klassisk musik og biler. Han var 17 år, og hun var 19 år og havde kørekort. Ude i værkstedet hænger et billede fra dengang, parret udgjorde deres eget racerteam. Han var mekanikeren, hun var føreren. På billedet sidder hun bag rattet i en ombygget Volvo P 1800 på Ring Djursland. Flere gange kørte de mod prins Joachim. En venlig og hjælpsom modstander, som det var okay at tabe til.
Da parrets ældste nåede skolealderen, ville Karsten Pultz holde det løfte, han havde givet sig selv som dreng: Hans børn skulle ikke gå i skole. Ægtefællen mente dog, at de skulle give den lokale skole en chance. Ikke mange dage efter skolestart blev de enige om, at sønnen skulle hjemmeskoles. De havde slået sig ned i parcelhuset i Grund, så de kunne klare sig for de penge, Kirsten Pultz tjente som organist, mens Karsten Pultz havde det primære ansvar for skolegangen.
I 13 år var der skole ved langbordet i stuen i Grund, hvor herregården Gammel Estrups skov anes i horisonten. En gang om året var der tilsyn af skoleleder og skolepsykologen fra den lokale folkeskole. I stedet for at have sløjd hjalp børnene med tilbygningen til stuen. Og mens deres jævnaldrende i folkeskolen havde valgfag, lærte de at istandsætte biler. Et af svendestykkerne er den røde Austin Mini, som er i vinterhi hos forældrene. Idræt var aldrig på skemaet, men jævnligt løb børnene ud og spillede fodbold med andre børn i landsbyen.
Der er to klaverer i stuen, ude i musiklokalet står flygel, cembalo, orgel, barokguitar og en piccolotrompet. Fordi musikken var en stor del af forældrenes liv, gav de også deres børn mulighed for at spille. De fleste dage var der halvanden times samspil foruden den tid, som de brugte på at øve individuelt. Karsten Pultz peger på et stort, lidt falmet indrammet Danmarkskort fuldt af nålehoveder. Hver nål repræsenterer en koncert. I godt et årti spillede forældrene og de tre børn over 150 kirkekoncerter under navnet ”Pultz Familien”. Den ældste spillede basun, midterbarnet trompet, mens den yngste spillede på valdhorn, og på den måde udgjorde de deres egen messingkvartet med Karsten Pultz på trompet. Koncerterne var typisk en blanding af blæsermusik og sang. Kirsten Pultz sang tostemmigt med drengene, da de havde lyse stemmer, og siden sang familien fire- eller femstemmigt.
”De 11 år med koncerterne har været de mest lykkelige år i mit liv. Du laver det, du elsker, sammen med dem du elsker, og to gange om måneden er du ude at spille.”
Karsten Pultz fortæller om at pakke bilen med noder, instrumenter og madpakker. Op mod en koncert var de alle spændte, og siden delte de lettelsen og lykkefølelsen, når sidste nummer var spillet.
”Vi fik ofte stående applaus, og folk kom op til os og gav udtryk for deres begejstring. Det særlige var, at vi som familie skabte det her sammen.”
Ovre på klaveret står billeder af børnene, som i dag er i alderen 22 til 25 år og flyttet hjemmefra. De har alle taget 10. klasse som selvstudie, været på højskole og er i gang med HF-enkeltfag. Her er også et par billeder af det første barnebarn. Karsten Pultz siger, at forældrene har fortalt, at barnebarnet også skal hjemmeskoles.
Det kan virke som et sært sporskifte, at Karsten Pultz, som komponerer blæsermusik og har fået sin musik opført både af studerende på den anerkendte The Juilliard School i New York og af Royal Danish Brass, skriver bøger om det, man kan kalde naturens ingeniørkunst. Han præsenterer sig gerne som videnskabsjournalist og er tilknyttet den kristne ugeavis Udfordringen, hvor han bestyrer en brevkasse ”Tro & viden”. I dag er han en del af et internationalt netværk af universitetsfolk, der forsker i livets kemi og udfordrer evolutionsteorien. Han følger deres forskning og gør sit for at formidle den.
Det var som en del af sin forberedelse til undervisningen i hjemmeskolen, at han ved et tilfælde fandt artikler på nettet, som udfordrede det verdensbillede, han havde gjort til sit - siden barndommen med faderen hjemme i værkstedet i Tebbestrup. I fire år brugte han to timer dagligt, hvor han læste om kvantefysik og så foredrag online. Og som han skriver i forordet til sin første bog ”Exit Evolution”:
”Det var en stor befrielse for mig at erfare, at der var videnskabsmænd som i beskæftigelsen med den mest nøgterne gren af al forskning (kvantefysikken red.) så beviser på, at ånd står bag alt stof, altså at bevidsthed, som er ikke-materielt, er primært og stof er sekundært. Jeg havde været vant til igennem hele min opvækst, at videnskaben skulle støtte påstanden om, at ’der er ingen Gud’.”
I sin tid fravalgte han konfirmationen, fordi han ikke fandt tro forenelig med et naturvidenskabeligt verdensbillede, men samtidig var der noget, som skurrede. Gennem sin optagethed af musik, kunst og filosofi, var han sikker på, at der var en åndelig dimension, men for Karsten Pultz stod tro og viden som hinandens modsætninger. Mens han fordybede sig i kritikken af evolutionsteorien, voksede en kristen overbevisning frem.
Han henter en stak bøger fra reolen. Digre engelske bøger af Michael John Denton, Philip Johnson og Michael Behe. Den mest slidte bog er Stephen C. Meyers ”Signature in the Cell”. På bogens forside står der, at den britiske avis ”The Times” havde bogen med på listen over årets udgivelser, da den udkom i 2009. En placering, som i øvrigt vakte en del kritik, og sådan oplever Pultz det ofte ske, når man som han efterlyser det, han selv opfatter som et nuanceret syn på evolutionsteorien. Han fortæller om modvinden, som i perioder gør ham nedtrykt. Han har mails fra både biologer og præster, som kritiserer ham. Og han giver også igen som i den seneste bog ”Enter ID”, som udkom på eget forlag for knap et år siden. Her skriver han, at Kristeligt Dagblad ”har gjort det til et mål at give plads til evolutionsfortalere, samtidig med at de generelt holder evolutionskritikere ude af debatten og tillige misinformerer om, hvad ID er.”
Men trods modvind er Karsten Pultz fortrøstningsfuld. Han møder flere, der som han er optaget af at se nuanceret på evolutionsteorien, og i Norge har skibsrederen Einar Johan Rasmussen doneret 15 millioner norske kroner til stiftelsen BioCosmos. Skibsrederen har udtalt til den norske tv-station NRK, at pengene skal gøre det muligt at arbejde videre med at gøre forskning, som bryder med Darwin på væsentlige områder, kendt. Den kamp vil Karsten Pultz gerne være med til at kæmpe, og når han har brug for en pause, søger han ud i værkstedet.