Prøv avisen

Zahra er fitnesstræner og datter af markant imam: Muslimske kvinder må selv vælge, hvordan de vil tro

Der er mange måder at være muslim på. Men vigtigst af alt er det, at man kan have det godt med sig selv, før man har det godt med religionen, mener Zahra Pedersen. – Foto: Iben Gad

Som datter af en markant imam har fitnesstræneren Zahra Pedersen ofte måttet forsvare, at hun ikke går med hijab. Hun insisterer på, at der findes mange måder at være muslim på

Den røde læbestift efterlader spor på papkoppen, når Zahra Pedersen drikker sin grønne te. Det er en kold formiddag i København, men her på caféen på Indre Nørrebro kan hun godt lade jakken hænge på stoleryggen. Hun drømmer om steder, der er lidt varmere end Danmark om vinteren. Så snart sommeren nærmer sig, tager hun sydpå. Måske. Faktisk planlægger hun ikke ret langt frem i sit liv, for planerne holder alligevel ikke. Men nu er hun tilbage i København efter at have været væk fra Danmark i 11 år, hvor hun primært har boet i London.

Zahra Pedersen er personlig træner og håber på at få flere klienter i Danmark. Hun står bag firmaet Healthy Hijab, som hun oprettede i 2014 med ønsket om at træne især muslimske kvinder, der vil have en sundere livsstil.

”Fitnessindustrien er meget sexdomineret i sin markedsføring. Det er ikke en god salgsteknik i islam, og så kan man næsten garantere, at muslimske kvinder hopper fra. Så jeg oprettede Healthy Hijab for at fortælle dem, at der er andre ting, de kan gøre uden at gå på kompromis med træningen,” siger Zahra Pedersen.

Healthy Hijab repræsenterer også et ønske om at modarbejde et stereotypt billede af muslimske kvinder.

”De her båse, som samfundet har lavet til os, kan være svære at holde sig i. Derfor vil jeg gerne, at det kan være muligt at bevæge sig ind og ud af dem, som vi ønsker det. Det gør ikke en svagere at tale om tingene og lytte lidt mere til sig selv.”

Nogle vil måske undre sig over Zahra Pedersens budskab, når de hører, at hun er datter af imamen og konvertitten Abdul Wahid Pedersen, der i begyndelsen af 2000’erne udtalte sig flittigt i diverse debatter i medierne, også om kontroversielle emner som stening og omskæring af kvinder. Men det kan hun ikke andet end at ryste på hovedet over. Da hun som 11-årig besluttede sig for at gå med hijab, var hverken hendes mor eller far begejstrede. Og da hun som 16-årig besluttede sig for at smide den igen, var deres reaktion den samme: De ville bare gerne, at hun gjorde det, der gjorde hende glad.

Måske er forståelsen fra hendes forældre så stor, fordi hendes far selv tog beslutningen om at konvertere til islam. Og selvom hendes mor kommer fra Marokko, hvor det på mange måder er uhørt som ugift og uden uddannelse at tage ud at rejse, som det var tilfældet for Zahra Pedersen, så har hun stolet på sin datter og accepteret hendes valg. Også selvom datteren både ville have været gift og haft børn i dag, hvis moderen kunne bestemme.

”Jeg tror på ægteskab og vil gerne giftes. Men ikke med den første person, der dukker op,” siger den snart 32-årige kvinde.

”I virkeligheden er jeg nok privilegeret at være endt i den familie, jeg er. Jeg tror, at de har været bedre end mange andre muslimske familier til at støtte mine tre søskende og mig i vores egne valg.”

Men hendes forældre er alligevel bekymrede for, at hun eksponerer sig selv.

”Min mor kan ikke så godt lide, at jeg vil stille mig frem. Alle forældre vil gerne passe lidt på deres børn. Min far er også sådan lidt: ’Pas nu på’, for han har jo også taget sine hug, og han er også nervøs for, hvordan de ting, jeg siger, bliver modtaget af andre muslimer.”

”Jeg tror dog, at verden har ændret sig på det punkt, at vi er tilbøjelige til at have flere muslimske kvinder til at snakke om svære emner. Og det er faktisk rigtig vigtigt, at der er plads til sådan en som mig, som har et andet perspektiv end mange andre muslimer, og som kan stille sig op og tale til muslimske kvinder som en muslimsk kvinde.”

Zahra Pedersen er muslim, fordi hun ”tror på Gud, og at Muhammed er hans profet”. Der er mange dele af hendes tro, som hun helst vil holde for sig selv, mens der er andet, hun gerne fortæller om og bruger som springbræt for dialog. På Youtube lagde hun sidste år en video op, hvor hun forklarer, hvorfor hun valgte at smide hijabben. Hun følte ikke, at hun kunne leve op til det, den repræsenterede. Ligesom sine klassekammerater på den københavnske privatskole N. Zahles Skole havde hun nemlig lyst til at feste, drikke, ryge, flirte med drenge.

”Meningen med den video var, at jeg vidste, jeg ikke var alene. Men på den anden side vidste jeg også, at det er sådan et emne, folk prøver at undgå at tale om. Og når jeg snakker om det, især i de muslimske kredse, så bliver det at smide hijabben set som noget, der er rigtig dårligt at gøre. Så er man et dårligt menneske eller en dårlig muslim, for man har ikke nok tro. Det synes jeg er helt forkert, for i religionen taler vi også om, at Gud ikke har gjort os perfekte. Vi har alle fejl.”

Baggrunden for Healthy Hijab har også udspring i et personligt traume. Som 19-årig fik Zahra Pedersen konstateret lymfekræft i lungerne, og den spredte sig til leveren. Et år efter blev hun erklæret rask, men fik angst og depression.

”Jeg tror, at alle, der går igennem sådan et sygdomsforløb, får et slag i ansigtet. Jeg var i benægtelse omkring det både under og efter behandlingen,” siger hun.

Da lægen tilbød hende medicin mod angsten og depressionen, takkede hun nej. Hun ville finde en anden måde at komme ovenpå igen, så hun begyndte at spise sundere og træne mere. Hun havde en uddannelse i journalistik fra London, men valgte i stedet at blive personlig træner og ernæringsekspert og gøre flere af de ting, der gør hende glad.

”Jeg hader, når folk omtaler det som en ny chance i livet. Det er det ikke. Men jeg tager ikke livet for givet.”

Da hun fandt et enkelt gråt hår for et halvt år siden, græd hun af glæde.

”Der er mange, der ikke når at blive 32 år. Jeg tror, jeg har fået en meget større taknemmelighed på det punkt, hvor jeg forsøger ikke at tage tingene for givet. Det sidste, jeg har lyst til, er på mit dødsleje at tænke, at jeg skulle have gjort dét og dét og alt muligt andet. Så vil jeg meget hellere bare vide, at jeg har gjort mit bedste for at holde mig selv ved lige, og at jeg har levet et liv, som jeg bare rigtig gerne vil. For mig selv.”

Zahra Pedersen taler ikke afdæmpet, for hun vil gerne høres. Hendes røst er høj og ligefrem, og selvom hun nogle gange lige skal overveje sine ord, bliver de leveret direkte og lige på. Hun lyder glad, men som menneske er det svært at være glad hele tiden, pointerer hun. Til gengæld er hun mere stolt af sig selv, end hun nogensinde har været.

”Jeg tror på min egen intuition og følger den mere, for jeg har ikke tænkt mig at styre mig selv hen til et forkert sted. Det er jo bare et spørgsmål om, at jeg gør mit bedste for at sørge for at ændre det, jeg gerne vil ændre, i stedet for at brokke mig over det. Fordi jeg kan.”

Sådan er det netop også i hendes forhold til islam.

”Jeg vil jo så gerne fortælle, at du godt kan være dig selv og muslim på samme tid. Og det er o.k., at du ikke gør det rigtige hele tiden – det, som alle andre vil have, du skal gøre på en bestemt måde. Det er o.k., hvis du gør det lidt på din egen måde, så længe det gør dig glad og til en god person. Det er virkelig den samtale, jeg gerne vil have i gang. Jeg vil gerne, at folk bare går ind og har en samtale med sig selv en gang imellem for at se, hvad der føles rigtigt for en. Hvis ikke det føles rigtigt, så ændr det. Du har al mulig kraft til at gøre, hvad du vil i dit eget liv.”

Det er ikke et opgør med religionen, Zahra Pedersen har gang i, men nærmere en påmindelse til folk om, at når de læser Koranen, Bibelen og Toraen, så er det helt fint at læse med egne briller.

”Det er også et spørgsmål om, at flere af dem, der stiller sig frem, og som er dem, man lytter til, skal være bedre til at formulere, at der skal være plads til, at man kan have forskellige fortolkninger. Selv hvis man ikke er enige. Men det er rigtig stort at efterspørge, for rigtig mange accepterer ikke ting, medmindre de er enige i dem.”

I lang tid har Zahra Pedersen overvejet, hvad det vil sige at være en god muslim.

”Jeg tænkte, at jeg måtte få mig selv til at fremstå som en virkelig ’god’ muslim. Hvad det så end betyder. Det gjorde, at jeg endte med at skubbe mig længere væk fra dem, som fulgte mig på sociale medier.”

I den proces besluttede hun, at hun ville være ærlig om sit forhold til islam, for hun blev ikke kun et meget trist menneske af at opretholde en maske. Hun begyndte også at føle lede ved islam.

For mange muslimer er det ikke unormalt at koble forbindelsen med Gud sammen med ens mentale tilstand, fortæller hun, og derfor blev hun også mødt med en undren i muslimske kredse, da hun udviklede angst i forlængelse af sit sygdomsforløb.

”Det giver et indtryk af, at man er en dårlig muslim, for hvis man har angst, betyder det, at man har mistet noget tro. At forbindelsen til Gud ikke er der, for hvorfor lider du ellers mentalt?”.

Zahra Pedersen oplevede, at hendes tro ikke var et værn mod angst. Den erfaring fik hende til i en periode at tage afstand fra troen. I dag ser hun mere nuanceret på tiden med angst og mener, at der er brug for et opgør med stereotype forventninger om sammenhængen mellem tro og psykisk trivsel.

”Det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at lukke helt af for alt og bare koncentrere mig om mig selv. Ved at gøre det, ved at komme rundt om min angst og depression, kom jeg faktisk tættere på Gud. Og det var ikke, fordi jeg søgte at komme tættere på Gud, det var, fordi jeg søgte at komme tættere på mig selv. Det er det, jeg gerne vil have folk til at forstå: Det handler om din personlige forståelse af, hvem Gud er. Hvis jeg taler med min far om, hvem Gud er, eller med dig om, hvem Gud er, så har hver person nok hver deres holdning til, hvem Gud er.”

Hun har fået en del kommentarer – både gode og dårlige – på sine mange opslag på sociale medier og de videoer, hun deler. Både fra kvinder og mænd.

”Der var en, der skrev til mig: ’ Oh my God, this is the female devil! ’.”

Hun griner, så hendes øjne former sig som halvmåner, og fortæller, at hun ikke lader sig skræmme af at blive kaldt en kvindelig djævel.

”Jeg er ikke religiøs, fordi jeg er bange. Jeg er religiøs, fordi jeg har håb, fordi jeg elsker, og fordi jeg vil være et bedre menneske.”

Der er aldrig nogen, der har henvendt sig til hende personligt og sagt noget negativt til hende. Heller ikke når hun som i dag tager Kristeligt Dagblad med på en rundtur på det indre Nørrebro, hvor hun voksede op, og hvor en stor del af hendes familie bor. Her er en følelse af hjemlighed mærker hun.

”Vi muslimer har så mange fjender ude i verden, og det sidste, man har brug for i den situation, er at kæmpe indad.”

Der var en pige, der henvendte sig til hende og takkede for hendes ærlighed i videoerne på Youtube. Pigen havde fået mod til at sætte sig ned og tale med sine forældre om, hvordan hun faktisk havde det med at bære tørklæde.

”Pigen fik indledt en dialog med sine forældre. Det var jeg så glad for at høre. Hvorvidt hun tager tørklædet af eller ej, er ikke mit problem. Men det, at der er startet en samtale i hendes familie, gjorde mig glad. For det skal der være plads til.”

Da hun etablerede Healthy Hijab, tog hun rundt til klienterne i deres hjem. Hun trænede kvinder med niqab og burka, og det elskede hun. Men da hun flyttede træningen til et center kom disse grupper af kvinder ikke.

”De kvinder, der kommer til mig, kommer ikke, fordi de vil være sammen med en meget religiøs kvinde, men fordi de vil være sammen med en, de kan relatere sig til, og som ikke vil dømme dem for ikke at være perfekte. Jeg får ikke de superreligiøse kvinder, der er helt tildækkede, og som aldrig bander og svovler. Men det passer mig egentlig også fint. Jeg ville fornærme dem for meget,” siger Zahra Pedersen, mens hun kæmper for, at hælen på hendes høje stiletter ikke dykker ned i sandet mellem brostenene.

”Jeg tror ikke på, at Gud vil have, at vi har det dårligt med vores tro. Hvis en kvinde er helt ulykkelig over, at hun skal have en hijab på, så tror jeg ikke, det er den vej, hun skal gå. Det er min mening, og den er der rigtig mange, der vil være meget uenig med mig i. Men jeg kan ikke forholde mig til en Gud, der vil have, at jeg skal være ulykkelig.”