Psykiater: Vi lever i en kultur, hvor alle har travlt med at diagnosticere sig selv

Professor og psykiater Finn Skårderud møder hver dag mennesker, der bebrejder sig selv, at de ikke præsterer nok eller lever op til deres egne idealer. I stedet for systemkritik bedriver vi selvkritik, siger han

I det senmoderne er hele vores identitet og socialisering blevet mere flydende og diffus. Det er som om,  vi hele tiden skal bevæge os videre, udfordre os selv og frem for alt sige "ja!" til al såkaldt ’udvikling’, mener psykiater Finn Skårderud.
I det senmoderne er hele vores identitet og socialisering blevet mere flydende og diffus. Det er som om, vi hele tiden skal bevæge os videre, udfordre os selv og frem for alt sige "ja!" til al såkaldt ’udvikling’, mener psykiater Finn Skårderud. . Foto: Leif Tuxen.

Finn Skårderud har haft en travl morgen. Han kommer ind i rummet som den sidste og skynder sig op gennem stolerækkerne for at få headsettet på. Han er dagens første hovedtaler, men forinden måtte han lige bruge tid på en patient, som havde brug for at tale med ham.

Nu står den kendte norske forfatter, professor og psykiater så på podiet og kan kigge ud over de 250 kvinder og mænd, der har indtaget stolerækkerne foran ham. De er samlet i centrum af Norges hovedstad, på Folketeatrets 12. etage med en imponerende udsigt over Oslos tårne, tage og kupler og til de blå fjeldsider i baggrunden.

Denne onsdag i juni markeres 10-årsjubilæet for ”Kompasset”, der er Blå Kors’ tilbud om terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i misbrugsfamilier. Med tavshed, tabu og skam som nogle af de fænomener, der ofte følger med en barndom i skyggen af de voksnes forbrug af alkohol og stoffer. Følelser, som Finn Skårderud kender indgående fra sit arbejde som psykiater, fra sin forskning i psykisk sygdom og gennem sit omfattende forfatterskab, hvor det ikke kun er den enkeltes mentale tilstand, men hele samfundets, han undersøger. Hvor den enkeltes problemer ofte ses som udslag af den kultur, vi lever i.

Som Skårderud ser det, er det nemlig langtfra kun udsatte børn og unge, der har det svært. Indre uro, rastløshed og netop skamfølelse er derimod generelle kendetegn ved det moderne individ. For godt nok får de fleste af os dækket vore materielle behov i velfærdsstater som både Norge og Danmark, ”det, vi derimod mangler, er en oplevelse af retning eller mening. Vi savner også ro og overblik i en kompleks verden, hvor det mest stabile, man kan få øje på, er, at alting ændrer sig hele tiden”.

I Norge ved de fleste, hvem Finn Skårderud er. Og med bogen ”Uro. En rejse i det moderne selv” fra 1998 blev Skårderud også et navn med international genklang. Ved siden af sit arbejde som psykiater, stifter og direktør for Villa Sult, Institut for Spiseforstyrrelser i Oslo, holder han utallige foredrag og deltager i konferencer over hele verden, og han kender udmærket den umiddelbare tanke, mange mennesker kan sidde med, når folk med hans profession er til stede.

Med et glimt i øjet siger han derfor, at han godt ved, ”at psykiatere som jeg ofte bliver beskyldt for at ville diagnosticere alle, vi møder”, men bliver alvorlig, da han tilføjer, at han i virkeligheden nærmere oplever, at vi lever i en kultur, hvor alle har travlt med at diagnosticere sig selv. Skårderud tilføjer, at vi jo lever i et godt samfund på mange måder, ”men at der er så mange trends, der viser os, at vi ikke er helt o.k. Man taler om triste piger, om ensomme unge mænd og om, at mange af os ganske enkelt er udslidte”.

”Derfor vil I nok se på mig som dagens standuptragiker. For i dag taler jeg som samtidens mørkemand, der prøver at forstå, hvorfor mange er ulykkelige, selvom vi lever i et af verdens lykkeligste lande.”

I virkeligheden er den 62-årige professor og ekspert i spiseforstyrrelser ikke kun pessimist på vores kulturs vegne. Han tror nemlig også på ”menneskets evne til at overraske. På at vi er nysgerrige, undrende og rummer en slags dynamisk overlevelsesevne. Men lige nu er det helt store problem, at vi tror, vi skal klare alting selv. At den enkelte bebrejder sig selv for at have det svært. Eller for ikke at præstere godt nok. At man er sin egen ulykkes smed”.

I en god halv time tager Finn Skårderud tilhørerne med på en rejse i det moderne selv og dets udfordringer. Han peger på, at empatien er truet, når vi alle hver især primært er optaget af vores eget individuelle selvrealiseringsprojekt. At vi oven i idealet om at realisere os selv også har fået et ideal om at optimere os selv.

Et konstant pres om at gøre os mere sunde, fitte, produktive og effektive. Og med en ikke bare indbildt, men også reel kamp om pladserne på blandt andet studier og arbejdsmarked og derfor desværre som konsekvens også en kamp imod hinanden. En tid, hvor manden, der til en jobsamtale siger, at han sagtens kan se sig selv være på netop denne arbejdsplads de næste 25 år og på den måde gøre sig fortjent til gulduret for lang og tro tjeneste, mødes med skepsis fra virksomhedsejeren, der spørger, om han ikke skulle overveje at gå til psykolog.

Der er både smil, grin og alvorlige blikke i salen, mens Skårderud taler, og mange vil bagefter trykke hans hænder og sige tak.

Han skynder sig ud til bilen, som hastigt blev smidt ind på den eneste ledige p-plads tidligere på morgenen. Båsen er tydeligt afmærket som handicapbås, men der er heldigvis ingen bøde i forruden.

”Ja,” siger han, ”jeg skammer mig.”

Tilbage i Villa Sult, en smuk ældre patriciervilla på et bakkedrag i den vestlige del af Oslo, uddyber Finn Skårderud sine pointer, og siger, ”at hvis man erkender begrænsningen, så tror jeg faktisk, at et terapeutisk rum som dette er et udmærket udsigtstårn til vores samfund og dets indbyggede problemer”.

En stor del af problemerne finder han i sin egen professions ophav. Hvor psykoanalysens grundlægger, Sigmund Freud, etablerede den myte om det isolerede selv, som Skårderud i dag udfordrer.

”Freud fik ved at isolere selvet som det, der skulle behandles, skabt grundlaget for et menneskesyn, der fjerner idéen om, at identitet og selvudvikling altid er noget, der sker i kraft af mødet med andre. Som filosoffer ellers lige siden Hegel har påvist, så bliver vi altså ikke os selv gennem os selv. Vi bliver kun os selv gennem andre. Freud har derfor store aktier i, at vi i dag nærmest tabuiserer et begreb som afhængighed, der jo i virkeligheden er noget positivt.”

Men ikke kun socialiteten og den gensidige afhængighed bliver dermed demonteret. Det samme gør sjælen, siger Finn Skårderud.

”Idéen om at mennesket har en sjæl, afløses i den moderne og naturvidenskabeligt orienterede verden, som Freud befinder sig i, af det nye begreb ’sindet’. Et meget medicinsk udtryk, der fører til ord som ’sindslidelser’, som vi kan behandle, udtænke manualer og retningslinjer for. Men dermed åbner vi også for et nyt menneskesyn. Hvor tingsliggørelsen sniger sig ind. Som passer fint ind i den omsiggribende markedstænkning, der egentlig var forbeholdt det private erhvervsliv, men som langsomt internaliseres og med sin konkurrencelogik groft sagt gør os til varer og livet på en måde til en børs. Hvor alt bliver målt og vejet, og der handles med social anerkendelse, selvværd, overskud og underskud. Hvor vi sætter pris på os selv og hinanden, og hvor vi diagnosticerer ’afvigelser’ i stedet for at være interesserede i dem. Rummet for normalitet bliver på den måde også trangere. På trods af vores idé om, at modernitet og frihed ’til at skabe sig selv’ ellers hænger sammen.”

Myten om det isolerede selv får senere følgeskab af myten om det optimerede selv.

”Det er en version, der kommer til os via USA, og som handler om, at vi nu ikke kun skal gøre syge mennesker raske, men også gøre raske mennesker endnu mere raske.”

Det seneste eksempel er fænomenet ”biohacking”, hvor især unge, amerikanske karrierefolk fra techindustrien forsøger at forbedre deres krop og mentale formåen ved en lang række strenge regler og diæter. Skårderud beskriver, hvordan grundlæggeren af Twitter, Jack Dorsey, dyrker idéen om at forbedre sin biologi og dermed øge muligheden for succes ved at meditere to timer dagligt, isbade og altid småløbe til jobbet. Han har begrænset aftensmåltidet til en enkelt gang om ugen og faster hele weekenden.

Skårderud opsummerer denne nye optimeringstrend med ordene: præstation, præsentation og produktion.

Ifølge Skårderud har vi dog svært ved at afkode, hvordan denne markedsbaserede logik har sneget sig ind i vores syn på os selv og hinanden.

”Før var det Gud, kirken og traditionen, der lagde præmissen for, hvem jeg er. Og der var tydelige grænser for, hvad jeg måtte og ikke måtte. Forbud og regler for, hvad jeg skulle og ikke skulle. Det var med andre ord let at afkode og orientere sig i."

"Men i det senmoderne er hele vores identitet og socialisering blevet mere flydende og diffus, og det er, som om vi hele tiden bare skal bevæge os videre, udfordre os selv og frem for alt sige ja! til al såkaldt ’udvikling’."

"Den sydkoreanske filosof Byong-Chul Han siger, at der på en måde er for meget positivitet i vores tid. Han skelner mellem det tidligere disciplinsamfund og det nuværende præstationssamfund. Disciplinsamfundet kendetegner han ved fængslet, kasernen og til en vis grad fabrikkerne, hvor der blev sagt meget nej! I dag har vi derimod en ideologi, der siger, at alt er muligt. Et præstationssamfund, kendetegnet ved banker og fitnesscentre, hvor vi hele tiden skal sige ja! Alt kan lade sig gøre. Just do it! Men samtidig glemmer vi, at der altså er forskel i vore udgangspunkter. Der er stadig strukturelle, klassemæssige, socioøkonomiske eller emotionelle forskelle på vores muligheder. Det har vi desværre mistet blikket for. Systemkritikken er afløst af selvkritikken. Med skam som en udbredt følelse. Ikke fordi jeg har gjort noget galt, men fordi jeg ikke har formået at leve op til ’mine egne’ idealer.”

Med udsigtstårn i et terapeutisk rum, hvor folk dukker op med indre uro og masser af selvbrejdelser, ofte også selvskade, er Finn Skårderud derfor mest optaget af, hvordan vi i stedet kan skabe fænomener som tillid, tryghed og mening. Og i den forbindelse er han begyndt at bruge ordet ”sjæl” i stedet for ”sind”.

”I år har jeg for første gang skrevet seriøst om, hvad der blev af sjælen. For det er et ord, der har været tabt, men som jeg tror, vi skal til at bruge igen. Som terapeut kan jeg jo sagtens spørge en spiseforstyrret patient om hendes vægt. Men hvis jeg bliver i dén tilgang til hende, ville jeg jo operere inden for samme diskurs og dermed som terapeut på en måde være ’smittet’ af hende. Derfor prøver jeg i stedet at åbne et refleksivt rum ved at spørge ind til, hvad hun er optaget af, hvad der interesserer hende. Man kan også kalde sjælen, eller det refleksive rum, for nysgerrighed, undren, spiritualitet eller religiøsitet. Det er ikke så afgørende for mig, for det handler om det samme: At der findes et rum uden for den rigide instrumentelle fornuft. Et rum, hvor noget har værdi, bare fordi det er. At venskab er godt, fordi det er godt. Ikke fordi det er nyttigt. Og hvor vi holder fast i, at det at være menneske handler om relationer, og at kærlighed selvfølgelig er det bedste af alt.”

Godt nok indledte Finn Skårderud sit oplæg tidligere på dagen med at kalde sig selv for ”samtidens mørkemand”. Men han ser faktisk en interessant bevægelse for tiden, som giver ham håb om, at den ensidige og indadrettede selvkritik og individuelle skamfølelse måske er ved at ændre sig.

”I mange år har der været en tendens til, at de kollektive regler ikke var så tydelige længere. Men det ser ud, som om der er en bevægelse i gang omkring hele klima- og miljødebatten, hvor de unge faktisk forsøger at løfte en kollektiv skamkultur op igen. Hvor de leder efter en normativ styring, og hvor vi ser en ny form for moralsk engagement, der i positiv forstand peger udad og ikke kun indad. Hvor man måske, populært sagt, i stedet for at blive anorektiker kan blive klimaengageret. I et fællesskab med andre. Hvor kritikken rettes andre steder hen end mod én selv, og hvor man vil opdage, at der også gemmer sig en stor kraft i at skulle gøre en indsats for andre end sig selv.”

Finn Skårderud er spændt på at følge udviklingen. Og han undrer sig heller ikke over, at det er Greta Thunberg, en 16-årig svensk teenager med Aspergers syndrom, der har sat meget i gang.

”Vi lever jo i en kompleks tid, hvor mange føler sig magtesløse, impotente, i forhold til de mængder af informationer, vi dagligt udsættes for. Også i forhold til klimadebatten. Hvor meget rødt kød må vi spise? Hvad forurener mest? Hvad stiller vi op? Hele tiden får vi nye meldinger. Og hvordan skal mennesket overleve i den kompleksitet? Jeg tror, at man enten bliver lammet, eller også må man skære igennem kompleksiteten og se det hele sort-hvidt, præcis som Greta Thunberg gør. Vi taler diagnostisk om hende, men det er jo præcis hendes evne til at udpege et enten-eller, som giver hende gennemslagskraft i en ellers diffus verden.”

Så måske er myten om det isolerede selv alligevel ved at blive korrigeret. Af en ungdom, som ifølge Finn Skårderud ellers har betalt den højeste pris for vores ubetingede tro på, at man kan og skal skabe sig selv.

”Og måske får vi så det ungdomsoprør, som netop min generation paradoksalt nok har efterlyst. Men måske ikke på den måde, vi havde tænkt os. De kommer ikke og kræver friere rammer og færre normer. I stedet kommer de måske til at sige noget, vi ikke bryder os om. Noget, der indskrænker vores ellers fasttømrede illusion om ubegrænset frihed.”