Prøv avisen
Spørg om livet

Vita var tynget af fortiden på grund af det, hun ikke fik sagt eller gjort – men en sang ændrede det

Det er som om, det hele lige vendte en omgang, og jeg kom til at se fremad i stedet for bagud. Glæden kom og fyldte op i stedet for tristheden. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

En sang og dens budskab blev et vendepunkt for Vita, der længe havde været ked af ting, hun aldrig fik sagt til sine afdøde forældre

Kære brevkasse

Tak for alle de gode refleksioner og overvejelser i brevkassen. Jeg vil gerne bidrage med nogle tanker, som jeg fik ved at lære en ny sang at kende. Det er en sang, der hedder ”Snetur” af Mirian Due og Jonas H. Petersen. Den står blandt andet i Kirkesangbogen.

Det er en råkold vintermorgen; jeg vågner ved tanken om alle de kære, vi misted’ før tid

men underfuld er denne morgen, hvor jeg kan stå op og gå snetur med den, der er hos mig endnu.

Lad os gå ud og se på sneen ved havet, hvor sneen den falder i cirkler som genvundet tid;

og mindes alle dem, vi elsked, vi misted før, der var nok tid til at vise dem det.

Og tiden falder blidt som sneen; du hvisker at sneen er nåde, og at vi er dækket af den.

Det er en råkold vintermorgen; jeg vågner ved tanken om alle de kære, vi misted’ før tid

men underfuld er denne morgen, hvor jeg kan stå op og gå snetur med den, der er hos mig endnu.

Det er en skøn tekst, og sangen har en dejlig melodi.

I mange år har jeg gået og ind imellem været ked af de ting, jeg ikke fik sagt til mine forældre, fordi de døde så tidligt. Det samme gælder en kær veninde, som jeg i mange år var rigtig meget sammen med. Hun var kun i 40’erne, da hun døde. De betød meget for mig alle tre. De holdt af mig og jeg af dem. Men ingen af os fik det sagt med ord.

I min familie var der en del tabuer. Det hang måske sammen med en mørk fortid for min far, som havde mistet sin mor som ganske lille. Og i min mors familie skulle man helst tale om ”pæne” emner, hvor man havde haft succes. Desuden var der travlt i hverdagen. Mine forældre holdt højst fri søndag eftermiddag, mens vi børn boede hjemme. Sådan var det for rigtig mange landbofamilier.

Jeg havde en del spørgsmål, som jeg gerne ville have haft stillet dem. Og taknemmelighed jeg gerne ville have givet udtryk for, inden det blev for sent. Knus, jeg aldrig fik givet, og som de måske heller ikke havde kunnet taget imod.

Men så kom denne sang, og den er blevet et vendepunkt i forhold til ovenstående. For nåden er faldet som sne over det. Nåden dækker det som hvid sne. Og når jeg ser mig omkring, er der jo masser af mennesker, jeg kan vise kærlighed, mens der er tid: Min ægtefælle, min familie, mine venner og kolleger, min næste.

Det er som om, det hele lige vendte en omgang, og jeg kom til at se fremad i stedet for bagud. Glæden kom og fyldte op i stedet for tristheden.

Det var det, jeg gerne ville give videre.

Venlig hilsen

Vita

Kære Vita

Stor tak for din gode hilsen til brevkassen, og tak for at du ville dele det vendepunkt, som denne sang har været for dig. Mange gange kan vi mennesker referere til begivenheder eller hændelser, som lukker ned eller sårer os eller fører os ind på en vej, der er snoet og mørk at gå på. Derfor er det så godt, at du minder os om, at vi også kan opleve ting undervejs, som langsomt eller pludseligt giver ny energi, ny glæde og nye perspektiver. Det er det, som gør indtryk og rammer ned i vores personlige historie, der kan give os nye øjne og mod til livet.

Bibelen, historien, litteraturen og mange menneskers hverdagserfaringer har mange beretninger, hvor mennesker møder noget skelsættende, nogle ord, en person, en hændelse eller noget helt fjerde, som vender op og ned på mange ting, og hvor livet ændres efterfølgende. Nogle gange er det en omvendelse på mange plan, og nogle gange er det et nyt perspektiv, sådan som du oplever det. I Det Nye Testamente kan man læse om kvinden ved brønden, der mødte mesteren og blev afsløret på en værdig og ikke-ydmygende måde og begyndte på et nyt liv. Og de vandrende til Emmaus fik brændende hjerter ved samtalen med den ukendte.

Du beskriver, at du på en måde har været tynget af fortiden, om det du ikke fik sagt eller gjort. Den dårlige samvittighed eller selvbebrejdelsen kan også binde os og trække os ind i en kredsen om fortiden og os selv. Og her er det så, at denne sang om nåden og om dem, som er der nu, rammer ned i dig. At kunne tilgive sig selv, som ellers ofte kan være svært, kan også være en nåde. Men det letter nok mere, når den kommer udefra. Den nåde, som sangen handler om, er nok den nåde, som er over al forstand, og som kommer ude fra og til os. Nåden er ny hver morgen, står der i den gamle bog. Og når de ord bliver levende, gør de noget ved os.

Vores fejltrin eller det vi ikke fik sagt eller gjort i tide, skal ikke undskyldes, men det skal vi tage på os, og så skal vi lære noget af det, sådan som du og sangen viser os. Nåden er på en måde, den motor, som kan starte vores liv igen. Der er nye muligheder, så længe vi er i live. Lige nu og fremover er der nogen, som vi skal spørge eller som vi skal fortælle, hvor meget de betyder for os. Spar ikke på angst og venlighed, som Benny Andersen siger det.

Vi har boet fem år på Modum Bad i Norge for en hel del år siden. Der fik vi et nært forhold til sne. Der kunne være mange spor fra dagens fodtrin rundt omkring vores hus ude i skoven. Men ligeså snart snefaldet kom, var alle gamle mærker og spor forsvundet. ”Nysnø” kaldte nordmændene det. Så var det hele nyt igen. Sådan er det med nåden. Det er godt at tilgivelsens nåde kommer til os på den ene eller anden måde. Det giver mod til at sætte nye spor ude i livet her og nu.

Tak for din beretning. Og tak til forfatter og melodiskaber, som gav os sangen med de mange eftertanker.

God adventstid .

Mange hilsener